To kontorchefer til Miljøstyrelsen UDLØBET

Miljøstyrelsen søger to kontorchefer til enheden Erhverv, der som chefteam skal varetage ledelsen af enheden. Ledelsen sker i tæt samarbejde med ledelsesteamets 4 funktionsledere. Som chef i Miljøstyrelsen udgør du sammen med direktøren, to vicedirektører og dine kontorchefkolleger Miljøstyrelsens øverste ledelse.
Kontorcheferne har ansvar for hhv. virksomhedsområdet og landbrugs- og dambrugsområdet. Hovedvægten i stillingerne er lagt på strategisk ledelse af området og personaleledelse af områdets ca. 35 medarbejdere.
Styrelsen søger ledere, der vil brænde for, at Miljøstyrelsen løser sine opgaver i åben dialog og gennem et aktivt samspil med omverdenen. Du er optaget af at udvikle dig som leder og nysgerrig på at levere ledelse i tråd med MST’s ledelsesmodel. Ledelsen arbejder til stadighed på at udvikle organisationen og løbende tilpasse styrelsens mål i lyset af de politiske ønsker samt de faglige, administrative og organisatoriske prioriteringsbehov.
Stillingerne er ledige efter to kontorchefer har taget imod nye udfordringer som hhv. vice- og udviklingsdirektør i NaturErhvervsstyrelsen og som direktør i Koncern Miljø, Region Hovedstaden.
Miljøstyrelsens profil
Miljøstyrelsen betjener Miljøministeren og leverer det faglige strategiske grundlag for ministerens arbejde.Styrelsens fokus er på erhvervene (virksomheder, landbruget, brancheorganisationer mv.) og på forbrugere og borgere, herunder på kommunikation om risici og miljøpåvirkninger. Styrelsen arbejder målrettet på at sikre åbenhed, dialog og god service i forhold til omverdenen. Indsatsen tilrettelægges og udvikles ud fra en ambition om sammenhæng og synergi mellem styrelsens arbejde og arbejdet i såvel den øvrige centraladministration, kommuner, regioner som øvrige nationale og internationale fora, bl.a. EU og FN. Miljøstyrelsen lægger stor vægt på at være en attraktiv arbejdsplads, der kan tiltrække og fastholde medarbejdere. Ledelsesudvikling er et væsentligt afsæt til at sikre dette.
Organisation
Miljøstyrelsen er ansvarlig for en lang række nationale og internationale regler om miljøbeskyttelse. Styrelsen er organiseret i en enhedsstruktur med 9 enheder med typisk 2 kontorchefer i hver. Enhederne har 30-45 medarbejdere. En del af styrelsens opgaver løses projektorganiseret.
Miljøstyrelsen, Erhverv
Erhvervsenheden har ansvar for vedligehold og udvikling af regulering og samarbejde med især industrivirksomheder, landbrug og dambrug og har ansvar for bl.a. følgende opgaver:
- Miljøgodkendelse, generelle regler og tilsyn med forurenende virksomheder,landbrug og dambrug
- Bidrage til grøn omstilling, samt bidrage til vandplaner og grøn erhvervsudvikling
- Tilsynsstrategier og beretninger
- En række EU-reguleringer
I 2012 vil enheden bl.a. have fokus på:
- Opfølgning om enklere og bedre regulering fra Husdyrreguleringsudvalget og Virksomhedsudvalg II
- Internationale opgaver knyttet til bl.a. bedre implementering af nitratdirektivet og forhandling af revision af Seveso-direktivet
- Implementering af IE direktivet for virksomheder og landbrug
- Digitalisering af miljøgodkendelser og tilsyn på virksomhedsområdet
- Bidrag til arbejdet i Kvælstofudvalget og Natur- og Landbrugskommissionen
- Fremme af miljøteknologi mv.
- Samarbejde med Miljøstyrelsens decentrale enhed om et velfungerende virksomhedsområde i en ny struktur
Du er godt rustet til et lederjob i Miljøstyrelsen, hvis du:
Trives i et politisk miljø
- Har lyst til at arbejde i en politisk ledet organisation
- Har interesse for ministerbetjening og styring af store sagsporteføljer
Har udsyn, er innovativ og tænker på tværs
- Kan formidle, samarbejde, forhandle og drive processer både internt og eksternt
- Har stærke strategiske og kommunikative kompetencer, der bl.a. gør at du kan tænke på tværs og finde løsninger, der inddrager flere fagligheder
- Har udsyn og interesse i styrelsens dialog med virksomheder, interessenter og samarbejdsparter
- Kan drive innovative processer, der udvikler regulering og bidrager til grøn omstilling
Er udviklingsorienteret i din ledelsesstil
- Kan se potentialet i at arbejde i et chefteam og bidrage til ledelsesgruppens tværgående ledelsesopgaver
- Er en professionel personaleleder, der kan motivere medarbejderne gennem coaching og et stimulerende arbejdsmiljø, hvor god ledelse, arbejdsglæde og personlig udvikling for den enkelte er en naturlig del af hverdagen
Tænker i effektivisering og resultater
- Kan prioritere, sætte og få gennemført mål, samt uddelegere ansvar og samtidig fastholde fokus på enhedens løbende drift og samlede resultatkrav
- Vil være med til at udvikle og effektivisere organisationen
- Ser digitalisering som et centralt element i udvikling og effektivisering af området, og har erfaring med at digitalisere
Vi tilbyder
- Spændende og udviklingsprægede opgaver, der løses i dialog med dansk erhvervsliv, de grønne organisationer og øvrige interessenter
- Et tæt samarbejde med ministeriets øvrige organisationer og på tværs i centraladministrationen
- Intensivt samarbejde med fagligt engagerede og dygtige kolleger med meget forskellig faglig baggrund
- Udviklingsorienteret fællesskab med ledelseskolleger og direktionen.
- Tæt dialog i ledelseskredsen med fokus på bl.a. tværgående strategisk udvikling
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingernes ansættelsesvilkår og aflønning fastsættes i henhold til ”Rammeaftale om kontraktansættelser af chefer i staten” med en grundløn efter gruppe 1, indenfor intervallet kr. 527.889,06 – kr. 583.253,13 i aktuelt niveau. Herudover vil der være mulighed for af aftale individuelle tillæg. Ansættelsen vil i udgangspunktet ske på åremålsvilkår. Hvis du i forvejen er tjenestemand vil ansættelsen som tjenestemand kunne finde sted i lønramme 37. For tjenestemænd stiles ansøgningen til Dronningen.
Du kan få flere oplysninger om stillingerne ved henvendelse til direktør Lars Hindkjær, tlf. 7254 4106.
Personlighedstest hos Mercuri Urval kan indgå i rekrutteringsprocessen. Samtaler forventes afholdt i uge 24.
| Ansøgningsfrist: | 3. juni 2012 |
| Tiltrædelse: | Snarest |
| Arbejdstid: | Heltid |
| Arbejdsdage: | Dag |
| Arbejdssted: | Christianshavn |
| Hjemmeside: | http://www.mst.dk |
| Send ansøgning | |
Klik her for at læse mere
Oplys venligst at du så annoncen på Altinget.dk
Se alle jobannoncer - Klik her for at indrykke din egen jobannonce
Altinget | SundhedKrag afviser at forlænge overenskomst yderligere
OVERENSKOMST: Regionerne og sundhedsminister Astrid Krag (SF) afviser PLO's forslag om at forlænge den nuværende overenskomst med PLO med to år i stedet for kun ét.








