Advokater begejstrede over nye fremtidsfuldmagter

SELVBESTEMMELSE: Regeringen er på vej med et revideret lovforslag om såkaldte fremtidsfuldmagter, der skal sikre blandt andet demente bedre hånd i hanke med deres eget liv. Advokater glæder sig over styrket værn mod misbrug.

En ny lov om fremtidsfuldmagter er igen på vej lovmøllen. Men som yderligt værn mod misbrug får man denne gang ikke lov til selv at ordne hele oprettelsen selv hjemme foran sin computer.
En ny lov om fremtidsfuldmagter er igen på vej lovmøllen. Men som yderligt værn mod misbrug får man denne gang ikke lov til selv at ordne hele oprettelsen selv hjemme foran sin computer.Foto: Colourbox
Kim Rosenkilde

Personer ramt af Alzheimer og lignende lidelser skal have bedre mulighed for selv at bestemme, om det skal være sønnen, søsteren eller andre pårørende, der skal tage vare på deres personlige og økonomiske forhold, inden deres sygdom tager overhånden.

Det mente den tidligere regering. Og det mener den nuværende regering, som har sendt et udkast til en ny lov om fremtidsfuldmagter i høring.

Udkastet er stort set en genfremsættelse af den tidligere regerings forslag om fremtidsfuldmagter, der blev fremsat ved udgangen af 2014. Men på et centralt punkt adskiller det aktuelle forslag sig fra det tidligere forslag, som strandede i lovmøllen, da der blev udskrevet Folketingsvalg i maj sidste år.

Oprindeligt var der lagt op til, at en fremtidsfuldmagt skulle kunne oprettes udelukkende ved at bruge nemID gennem en digital selvbetjeningsløsning.

Vi skal være sikre på, at det er af egen fri vilje, fordi vi har erfaring der, at der sker påvirkninger.

Birgit Ilkjær-Jordan
Formand for Danske Arverretsadvokater

Men med det reviderede lovforslag lægger regeringen op til, at en fremtidsfuldmagt også skal bekræftes af en notar fra en af landets domstole, inden den er gyldig.

Den ændring bliver taget imod med kyshånd fra advokatbranchen, som var ganske kritiske over for blot at lade borgerne selv stå for oprettelsen med deres nemID.

”Notaren en neutral offentlig person, som kigger fuldmagtsgiver i øjnene og spørger, om det nu er det, man vil og kan. Vi skal være sikre på, at det er af egen fri vilje, for vi har erfaring for, at der sker påvirkninger,” siger Birgit Ilkjær-Jordan, der er formand for Danske Arveretsadvokater.

Misbrug er let
At der kan opstå situationer, hvor en svækket ældre bliver udnyttet af sit eget barn eller et andet nært familiemedlem er ifølge hende velkendt blandt advokater, der beskæftiger sig med familiære forhold og formuer.

Samme melding kommer fra Anne Broksø, der er formand for Danske Familieretsadvokater. Hun peger på, at den udbredte brug af digitale selvbetjeningsløsninger og nemID på mange måder har gjort den slags lettere.

Dokumentation

Fremtidsfuldmagter

En fremtidsfuldmagt er en form for udstrakt selvbestemmelse, idet en person med fx en demenssygdom i tidligere stadie selv kan beslutte og sikre, hvem der skal varetage hans/hendes forhold, den dag den demente ikke længere kan klare dette selv.

Den nye lov for fremtidsfuldmagter skaber en samlet retlig ramme og formaliseret proces for brugen af fremtidsfuldmagter.

Oprindeligt skulle fremtidsfuldmagter kun kunne bruges i forhold til økonomiske og personlige forhold. Men et enigt Folketing fik ved lovbehandlingen i 2015 tilføjet, at også beslutninger om sundhedsfaglige behandlinger skal kunne indeholdes i en fremtidsfuldmagt.

Udover at en fremtidsfuldmagt skal bekræftes af en notar, er udvidelsen til også at omfatte behandlinger den eneste substantielle ændring ved det aktuelle udkast til et lovforslag og så det lovforslag den tidligere regering fremsatte i december 2014.

Høringsfristen for udkastet til den nye lov er 15. januar.

Læs hele lovforslaget.


0:000:00