Debat

Mindre form og mere indhold, tak

REPLIK: Landsdommer Søren Søndergaard Hansen får en ellers væsentlig debat om retssikkerheden i Grønland til at drukne i spørgsmål om form i stedet for indhold. Det skriver Torben Jensen, generalsekretær i Advokatsamfundet.

Landsdommer i Grønland Søren Søndergaard Hansen afsporer en væsentlig debat om retssikkerheden i Grønland. 
Landsdommer i Grønland Søren Søndergaard Hansen afsporer en væsentlig debat om retssikkerheden i Grønland. 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Torben Jensen
Generalsekretær i Advokatsamfundet

Landsdommer Søren Søndergård Hansen har fortrinsvis anvendt sit debatindlæg her i Altinget på at kritisere Advokatrådets rapport for at være mangelfuld og for at mangle videnskabelig evidens.

Jeg synes det er ærgerligt, at en vigtig debat om væsentlige, retssikkerhedsmæssige udfordringer, som alle er enige om er til stede i større eller mindre grad, drukner i spørgsmål om form i stedet for indhold.

Derfor vil jeg gerne fremhæve, at det aldrig har været Advokatrådets formål med projektet, at udarbejde en videnskabelig rapport. Derimod har vi bestræbt os på at udarbejde en rapport med nogle anbefalinger om retssikkerheden i det grønlandske retsvæsen, som kan være med til at skabe debat og sætte fokus, herunder politisk fokus, på de udfordringer, som retsvæsenet står overfor.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Og den ambition må jo siges at være indfriet al den stund, at en række aktører og politikere skriver om emnet her på Altinget.dk, ligesom Folketingets Retsudvalg og Folketingets Grønlandsudvalg i marts afholder en åben høring om emnet.

Meninger frem for fakta?
Landsdommeren har bl.a. kritiseret, at rapportens anbefalinger bygger på ‘indtryk’. Således finder landsdommeren det kritisabelt, at det i rapporten er anført, at det har været interessenternes indtryk, at kredsretternes afgørelser ved anke ofte bliver ændret af landsretten eller hjemvist på grund af formelle mangler ved afgørelsen.

Det har aldrig været Advokatrådets formål med projektet, at udarbejde en videnskabelig rapport.

Torben Jensen
Generalsekretær

Imidlertid har vi i rapporten meget nøje redegjort for rapportens metode; nemlig at anbefalingerne er udarbejdet ”på baggrund af de oplysninger, erfaringer og meningstilkendegivelser, som er fremkommet under møderne med interessenterne.” Vi har holdt over 20 møder med centrale interessenter (herunder også Rådet for Grønlands Retsvæsen, selvom landsdommeren kritiserer os for ikke at have inddraget rådet), og kun det, som en større del af interessenterne har peget på, når vi har spurgt, hvad de anså som de største retssikkerhedsmæssige udfordringer, har fundet vej til rapporten.

Dermed ikke være sagt, at vi ikke har forsøgt at underbygge de oplysninger, som vi har fået, med konkrete fakta. Eksempelvis har vi i forbindelse med spørgsmålet om landsrettens omgørelse af kredsretternes afgørelser spurgt landsretten, om man havde statistik for antallet af stadfæstelser, ændringer og hjemvisninger. Imidlertid var svaret, at en sådan statistik ikke fandtes.

Eksemplet illustrerer fuldt ud vanskeligheden ved at opfylde kravet videnskabelig evidens. Men om ikke andet, så giver dette os til gengæld videnskabelig evidens for en af de andre vigtige anbefalinger i rapporten; nemlig at der bør tilføres ressourcer til Grønlands Domstole, således at it-systemerne kan opdateres, idet statistik efter det oplyste i dag laves på baggrund af en manuel optælling af sagerne, hvilket gør, at de statistiske oplysninger er meget begrænsede, og dermed ikke kan anvendes som et styringsredskab.

Advokater var ikke relevante
Et andet element i landsdommerens kritik er, at rapporten ikke sætter fokus på advokaterne i Grønland, idet disse efter landsdommerens opfattelse ikke altid gør det godt nok.

Hertil er blot at sige, at vores mål med rapporten ikke har været at undersøge, om de enkeltpersoner, som varetager hverv, uanset om der er tale om dommere, kredsdommere, autoriserede forsvarere, politibetjente eller advokater, gør det godt nok. Vores mål har derimod været at undersøge, om de myndigheder, der er ansvarlige for lovgivningen, herunder forvaltningen af lovgivningen, og tildelingen af ressourcer, skaber de rammer, som er nødvendige af hensyn til retssikkerheden for borgerne og virksomhederne i Grønland.

Allerede fordi advokaterne er privatpraktiserende og uafhængige af offentlige myndigheder har det ikke været relevant at undersøge advokaternes forhold.

Samlet set mener jeg, at vi på alle punkter kan stå inde for rapporten og dens anbefalinger. Men tag den for hvad den er: Et forsøg på at skabe politisk fokus og politisk prioritering på et område, som vi alle kan bakke op om – nemlig retssikkerheden i Grønland. Jeg ser frem til en god og konstruktiv debat i den kommende tid om et særdeles vigtigt emne, og jeg håber, at debatten vil fokusere mindre på form og mere på indhold.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torben Jensen

Forbrugerombudsmand, fhv. vicedirektør og folketingssekretær, Folketinget
cand.jur. (Københavns Uni. 1995)

0:000:00