Livtag med fem flygtningemyter

Af Ali Hansen og Bernhelm Booß-Bavnbek
Formand for aftenskolen Grobund og matematiker ved Roskilde Universitet

Før eller siden vil alle lande med tilstrækkelig mange papirløse indvandrere føle sig nødt til at følge skiftende regeringer i U.S.A., Storbritannien, Frankrig og Tyskland, der fra tid til anden legaliserede opholdet for de irregulære udokumenterede indvandrere.

Ali Hanen og Bernhelm Booß-Bavnbek
Formand for aftenskolen Grobund og matematiker på RUC

Vabler skal punkteres, før de kan heles. Markedet punkterer investeringsbobler før eller siden. Men fejlagtige myter i dansk flygtningedebat er sejlivede, især de mest velmente.

Hovedskavanken er, at debatten ikke adresserer de bagvedliggende problemer vedrørende finanskrisen, som har udviklet sig til en omfattende økonomisk krise med meget ringe eller slet ingen forrentning af kapitalen, meget ringe eller slet ingen fornyelse af produktionsapparatet, manglende kapitalakkumulation over hele den kapitalistiske verden og afdæmpning af efterspørgsel på råstoffer, maskiner og serviceydelser i Folkerepublikken Kina.

Medansvarlighed for flygtningestrømmen
Myte 1: Vi er medansvarlige for flygtningestrømmen på grund af vores deltagelse i de fejlslagne militære operationer i Afghanistan, Irak og Libyen og fejlslagne militære passivitet i Syrien.

Det er åbenlyst, at ekstern indblanding i forskellige landes indre anliggender har ført til en masseflugt fra Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien og til en styrkelse af fundamentalistiske grupper.

Dertil kommer – og det overses som regel - at den globale økonomiske krise og faldende olieindtægter har gjort det særdeles svært for disse og andre ulande at komme på fode igen efter interventioner og borgerkrig, og svært at udligne interesser og give deres unge kvinder og mænd et perspektiv i deres hjemland.

Det er selvbedrag, når vi kun snakker om flygtninge i FN-konventionens forstand, der flygter fra livsfare i krig og politisk eller etnisk forfølgelse. Det, der driver migrationen, er fattigdom og arbejdsløshed. Ungdomsarbejdsløshed er ikke altid nem at spore i den nationale statistik. Den kan være skjult bag skabelsen af jobs, der er så ringe lønnet, at en person må tage to fuldtidsjobs. Selv denne usle økonomis fremtid er usikker for lande som Egypten med store ungdomsårgange og trods den p.t. imponerende jobskabelse ved Suezkanal II.

Hjælp i nærområderne
Myte 2: Vores hjælp i nærområder er mange gange mere effektiv og betaler sig bedre end at optage endnu flere flygtninge.

Ja, hvis internering i flygtningelejre er målet. Nej, hvis disse mennesker skal bydes et perspektiv.

Her skal blot henvises til de danske økonomiske vismænd, som gang på gang har vist, at det ville kræve betydelig udvidelse af den offentlige sektor eller andre meget dyre indgreb i private virksomheder at afskaffe arbejdsløsheden. Selv noget så beskedent som lærepladsgarantien har vi ikke formået at gennemtrumfe i Danmark. Og så skulle vi og andre donorlande være i stand til at udvikle disse fremmede nationaløkonomier med et pennestrøg?

Klar definition af flygtninge og migranter
Myte 3: Vi er nødt til at skelne mellem "ægte" flygtninge og økonomiske migranter fra "sikre" lande.

Således står der i 1951 Flygtningekommission, at en person er en flygtning, når denne har en 

"Velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til - eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker - at søge dette lands beskyttelse."

I et andet 1998 Unesco-dokument står definitionen "The term 'migrant'… should be understood as covering all cases where the decision to migrate is taken freely by the individual concerned, for reasons of 'personal convenience' and without intervention of an external compelling factor."

Jo, på papiret er der en forskel. Men virkeligheden er en anden.

I længden vil det næppe nytte at sende økonomiske migranter, der ikke har asylret, tilbage hvor de kommer fra. Hvem, der sætter sit liv på spil for at flygte fra fattigdom, vil prøve igen og igen at skabe sig en økonomisk eksistens for at forsørge sig selv og familien, om nødvendigt som irregulær udokumenteret (vi vil undgå den fordømmende betegnelse 'illegal') indvandrer.

Før eller siden vil alle lande med tilstrækkelig mange papirløse indvandrere føle sig nødt til at følge skiftende regeringer i U.S.A., Storbritannien, Frankrig og Tyskland, der fra tid til anden legaliserede opholdet for de irregulære udokumenterede indvandrere.

Danmark som klassisk indvandrerland
Myte 4: Danmark er ikke et klassisk indvandrerland som U.S.A. eller Argentina. Derfor er en betydelig del af befolkningen fremmedfjendsk.

Det skal der tages hensyn til. Nonsens. Et eksempel: Vi er begge indvandrere og udmærket klar over, at mange etniske danskere ikke opfatter os som danskere på grund af vores accent og hårfarve. Men vi har aldrig mødt had og frygt i Danmark – i modsætning til en del af dem, som kom efter os.

En af grundene til at indvandrere i de sidste 25 år ikke længere kunne regne med den varme velkomst, vi mødte i 70'erne og 80'erne, er de dramatiske forandringer i Østeuropa for 25 år siden: Kapitalismen sejrede - og fagforeningernes forhandlingsrum blev snævrere; beskyttelsen mod løntrykkeri blev mindre; investeringer i uddannelses-, forsknings-, sundheds- og plejesektoren stagnerede til fordel for lempelser til gavn for private virksomheders indtjening.

Globaliseringen med udflytning af arbejdspladser virkede i samme retning samt finans- og økonomisk krise, der ikke er gået forbi Danmark.

Vi forstår
På den baggrund forstår vi udmærket, at ældre bliver bange for store uoverskuelige forandringer, og at yngre frygter løntrykkeri, arbejdsløshed og udhuling af social- og sundhedssystemet på grund af indvandrere – især når nogle danske politikere fremhæver Europas forholdsvis lille størrelse (faktisk dog mere end 500 millioner indbyggere) i forhold til den forventede optagelse på omkring tre millioner fremmede over de næste 14 måneder.

Dette estimat kom frem den 5/11-2015, da Den Europæiske Kommission fremlagde sit European Economic Forecast Autumn 2015 og fastslog: "Overall, an additional 3 million persons is assumed to arrive in the EU over the forecast period" det vil sige til udgangen af 2016, Box I.1, s. 48 (tilgængelig her).

Derfor er vi forpligtet til at tage hensyn til den del af den danske befolkning, der ser indvandrere som forstyrrende faktorer.

Her viser vi hensyn
Myte 5: Vi viser bedst hensyn til den del af danskerne, som frygter indvandringsbølgen ved enten (a) at afskrække asylansøgere og stramme reglerne – eller ved (b) at bagatellisere problemerne med indvandring, love fuld integration eller (c) at prise et multikulturelt samfunds kulturelle velsignelser og megaindvandringens økonomiske vækstimpulser.

(a) kan kun gennemføres perfekt i et forhærdet samfund. 2000 ekstrapolitibetjente vil næppe være nok.

(b) er venligt illusionsmageri. Stort indtag af indvandrere kan kun lade sig gøre, hvis der er en bred accept af multikulturelle og delvis autonome bydelsstrukturer, sådan som vi kender det fra kinesiske, polske, irske, jødiske, afroamerikanske og latino kvarterer i US-amerikanske storbyer og matematisk analyseret i Nobelpristager Thomas Schellings dynamiske segregationsmodeller.

En dyr sag
Det kan måske betale sig økonomisk på langt sigt på grund af de betydelige nødvendige investeringer i infrastruktur (nye veje, nye tog, nye boliger, nye skoler mm) og ændringen af demografien til midlertidig foryngelse. Men på kort sigt er hjælp til flygtninge en rigtig dyr sag.

Her er nogle usminkede tal fra vores naboland Schleswig-Holstein med halvt så mange indbyggere som Danmark. Finansminister Monika Heinold fremlagde den 10/11 nøgletallene for delstatsbudgettet 2016 (se her).

Landet vil i 2016 anbringe 37.000 nye flygtninge i faste boliger, der skal bygges eller renoveres til formålet, oprette 1001 nye stillinger for lærere, politibetjente, dommere, og bruge mere end 10.000 euro (cirka 75.000 kroner) i gennemsnit til at forsørge hver af disse flygtninge.

De budgetterede udgifter løber således op i 805 millioner euro. En del af udgifterne (206 millioner euro) vil som skatter løbe tilbage i statskassen. Mere end 100 millioner euro regnes med at blive refunderet fra forbundsstaten.

Alligevel regner Heinold med, at delstaten skal optage lån på 261 millioner euro for at udligne budgettet, til trods for en tidligere besluttet "Schuldenbremse" (reducering af offentlig gæld). Yderligere besparelser ved skoler, børneinstitutioner og ældrepleje har finansministeren afvist: "Det ville være den forkerte vej at gå, at spare på skoler og børneinstitutioner for at finansiere flygtningebyrden".

Ønsker for fremtiden
Alt i alt kunne vi ønske os mere grundige økonomiske analyser af de omstændigheder

- der driver migrationen,

- der udvisker forskellen mellem asylanter og migranter,

- der forklarer betænkeligheder i dele af befolkningen og

- der giver et usminket billede af realiteterne (blandt dem også omkostningerne og den økonomiske gevinst) af migrationsbølgen.