Balvig: En samlet pakke kan nedbringe ungdomskriminalitet

Af Flemming Balvig
Kriminolog og professor emeritus ved Københavns Universitet

En mærkbar yderligere nedbringelse af den alvorlige del af børne- og ungdomskriminaliteten ud over den, der allerede er sket de senere år, forudsætter en bred og sammensat indsats – en ’pakke’ – af social, situationel og retlig karakter. Det bør dreje sig om praktiske bud på følgende ’tangenter’:

De sociale:
- Flere børn og unge bør igennem hele deres opvækst befinde sig i en situation, hvor de har nærværende, let tilgængelige, stabile og støttende voksenkontakter omkring sig; voksne, som de har tillid til. Hvis ikke familien slår til, må der forældreuddannelse, venligboere, mentorer, støtteforældre eller lignende til rådighed.
- Flere bør komme i skolen hver dag – hele skoledagen – (senere have og komme på arbejdet), og når de er der opleve, at de udvikler og bruger deres kompetencer og trives der.
- Flere bør i det daglige befinde sig i en social situation præget af et højt niveau af social kapital, hvilket kan oversættes til at befinde sig i et systematisk netværk præget af gensidig hjælpsomhed og klare normer. Dette gælder ikke mindst i skoleklassen (senere på arbejdet) og i nabolaget, men også i fritidsinstitutioner, sportsklubber med videre. Der ligger her et lidet udnyttet, men stort potentiale for praktiske indsatser.

De situationelle:
- Det bør gøres vanskeligere at stjæle, og opdagelsessandsynligheden bør øges på de områder, som er karakteristisk for børne- og ungdomskriminaliteten, det vil sige især vedrørende alle former for it-kriminalitet samt specielt butikstyverier, cykeltyverier og indbrud i beboelser – og generelt tyveri af elektronisk udstyr.
- Det bør gøres vanskeligere at afsætte stjålne og illegale genstande, og opdagelsessandsynligheden bør øges.
- Det illegale narkotikamarked bør kraftigt reduceres og de illegale indtjeningsmuligheder på dette område derved mindskes. Man kommer næppe uden om en eller anden form for legalisering.

De retlige:
- For de fleste bøn og unge, der begår kriminalitet, skader det mere, end det gavner, at blive trukket ind i en eller anden form for strafferetlig proces. Man må derfor finde veje til at sikre, at flere opklarede forhold end i dag klares ’civilt’, for eksempel ved simple advarsler, afgifter frem for bøder med videre.
- Den strafferetlige reaktion, når denne trods alt anses for uundgåelig eller nødvendig, må bygge på princippet om genoprettende retfærdighed, hvilket først og fremmest vil sige en forventning om og en mulighed for at sige undskyld. I de mindre alvorlige tilfælde i form af en samtale, i de lidt mere alvorlige i form af konfliktråd og i de mest alvorlige i form af såkaldte ’konferencer’ eller ’cirkler’ (hvor mange ’parter’ deltager i mødet/konfrontationen).
- Hvor dette af en eller anden grund ikke ikke er tilstrækkeligt, kan der idømmes tjeneste. Det kan være for offeret (offerhjælp) eller for samfundet (samfundstjeneste).

Pakken:
Det er vigtigt, at de ni ’tangenter’ ses som en pakke, hvor man nok kan opnå lidt ved en indsats på hver enkelt, men hvor virkningerne først for alvor bliver mærkbare, når der foretages noget hele vejen rundt, fordi virkningerne af indsatser forstærker hinanden. 1 + 0 bliver 1, men 1+1 bliver 3, når det drejer sig om indsatser.

For de fleste bøn og unge, der begår kriminalitet, skader det mere, end det gavner, at blive trukket ind i en eller anden form for strafferetlig proces.

Flemming Balvig
Kriminolog og professor emeritus, Københavns Universitet

Det er selvfølgelig også vigtigt, at man undlader at bruger de knappe ressourcer på tiltag, som vi ved, ikke virker, kun virker meget svagt eller virker stik imod sin hensigt.
- Det drejer sig først og fremmest helt generelt om kampagner af enhver slags, herunder også undervisning med videre.
- Det drejer sig også helt generelt om indsatser og tiltag, der bygger på den – i denne sammenhæng uvirksomme – og ellers besnærende lommefilosofi om ’at brændt barn skyr ilden’.
- Og så drejer det sig mere specifikt om ændringer af den kriminelle lavalder.

Børn og unge kan – nærmest pr. definition – kun i begrænset ansvar betragtes og behandles som ansvarlige for deres egne handlinger! Uanset hvad man foretager sig, må man tage sit afsæt i dette biologiske og sociale faktum.