Børns Vilkår: Retssikkerheden er truet for anbragte børn

Af Rasmus Kjeldahl

Direktør i Børns Vilkår

Barnets Reform og Anbringelsesreformen. Vedtaget i henholdsvis 2010 og 2005 med det formål at sikre udsatte børns rettigheder og herunder en fagligt kompetent vurdering af, hvad der er bedst for barnet, når familien svigter. To lovgivninger som tilsammen skal give de svagest stillede børn forbedrede livsvilkår, og hvor lovteksten passer smukt med intentionen.

En del af intentionen med Barnets Reform er også blevet indfriet i praksis. Eksempelvis har den skærpede underretningspligt for professionelle, som blev indført med reformen, ført til markant flere underretninger om børn, der mistrives. Ikke mindst fra skolerne. Gode underretninger er forudsætningen for, at der kan sættes ind med hjælp til barnet og familien på et tidligt tidspunkt.

Desværre halter det med implementeringen af reformerne på en lang række andre områder. I en velfungerende retsstat bør borgerne opleve, at myndighedernes afgørelser er retfærdige og forudsigelige, og at alle er lige for loven. Men på socialområdet er afgørelser og sagsbehandling fortsat så forskelligartede og mangelfulde, at de udsatte børns trivsel og retssikkerhed er på spil.

Hvornår er tvang i orden?
En af udfordringerne er, at lovgivningen på det sociale område er en kompleks størrelse, der ændres hele tiden. Den skal imidlertid dagligt fortolkes og omsættes til socialt arbejde af ikke-jurister. Det er man nødt til at forholde sig til, hvis man vil sikre børnenes retssikkerhed.

For eksempel kan det være uklart, hvilke bestemmelser man skal holde sig til, når det vurderes, om det er i orden at anvende magt, når anbringelsesstedet ændres.

Hvis vi ikke lykkes med at sikre, at børnene bliver hørt, når der træffes afgørelser af betydning for deres tilværelse, taber vi i sidste ende børnene på gulvet.

Rasmus Kjeldahl
, direktør i Børns Vilkår

Et grelt eksempel på dette er Amy-sagen, hvor en 11-årig pige blev fjernet af kommunalt ansatte med anvendelse af vold. En sag, hvor det tog myndighederne fire år at vurdere om kommunens brug af tvang var ulovlig.

Kommunerne er nødt til at erkende, at socialrådgiverne i deres sociale arbejde løbende skal tolke og handle ud fra gældende lovgivning og give dem den fornødne økonomiske ramme og faglige støtte til at gøre det.

Uden rimelige rammer mister de udsatte børn den retssikkerhedsgaranti, der ligger i at blive hørt og få mulighed for at klage. Ombudsmanden udtalte i 2016 kritik i flere sager, fordi børn ikke blev oplyst om deres klageret i forbindelse med at deres anbringelsessted blev ændret.

Blandt andet fik Thisted Kommune kritik for ikke at give en 14-årig pige en klagevejledning, da hun mod sit ønske blev flyttet fra den plejefamilie, hvor hun havde boet det meste af sit liv.

Fejlbehæftet sagsbehandling
En anden markant udfordring er de fejl, der sker i sagsbehandlingen, når børn anbringes uden for hjemmet. Fejl, der er så graverende, at der er tale om lovbrud, og som sidste år fik Rigsrevisionen til at kritisere, at kommunernes sagsbehandling ofte ikke overholder lovens krav om børnesamtaler, handleplaner og børnefaglige undersøgelser.

Selv når der gennemføres en børnesamtale, er kvaliteten af samtalen ofte ikke god nok, hvilket Børns Vilkårs bisidderkorps har erfaret gennem bisidning af mere end 2000 børn i sociale sager.

En erfaring, der understøttes af en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, som viste, at blandt de 11-17-årige er mere end halvdelen ikke blevet taget med på råd i forbindelse med valg af anbringelsessted.

Konsekvensen af de konstante lovbrud er, at de udsatte børn og familier mister troen på systemet, og for nogens vedkommende dermed den sidste håndsrækning. En 16-årig pige, der er anbragt uden for hjemmet beskriver det meget præcist. Hun har på to år haft fem forskellige sagsbehandlere.

”Jeg fortæller ikke, hvordan det går derhjemme, jeg stoler sgu ikke på sagsbehandlere. De lytter ikke til mig alligevel.”

Hvis vi ikke lykkes med at sikre, at børnene bliver hørt, når der træffes afgørelser af betydning for deres tilværelse, taber vi i sidste ende børnene på gulvet.

Det er ikke en velfærdsstat værdigt.