Debat

Dommer: Grønlands retsvæsen er på rette kurs

DEBAT: Grønlands domstole er i fuld gang med at gøre sagsbehandlingstiderne kortere og fjerne overflødige arbejdsgange, skriver Kirsten Thomassen, dommer ved Retten i Grønland.

Foto: Kirsten Thomassen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kirsten Thomassen
Dommer ved Retten i Grønland

De grønlandske første instans domstole ønsker at blive betragtet af befolkningen som det anerkendte sted for konfliktløsning. Vi ønsker at være den uvildige myndighed, der sikrer retssikkerhed og medvirker til tryghed i samfundet.

I de lande, hvor befolkningen ikke har tillid til retsvæsenet og derfor vælger at få løst deres konflikter andre steder, har den manglende tillid en undergravende indflydelse på mange aspekter af samfundslivet. Ikke mindst på samfundsøkonomien.

I den daglige sagsbehandling gør vi vores yderste for at sikre, at sagerne behandles retssikkerhedsmæssigt forsvarligt inden for de rammer, som lovgivningen og økonomien giver os.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det kræver en fokuseret indsats at holde trit med udviklingen i samfundet omkring os, så vi kan udnytte de teknologiske muligheder og økonomiske rammer så effektivt som muligt. Vi er helt enige med advokaterne i, at en løbende dialog og samarbejde er nødvendig, hvis retsvæsenet ikke skal sakke bag ud.

Væk med sagsbunkerne
Vi fik en saltvandsindsprøjtning i 2014, hvor Folketinget i samarbejde med det grønlandske Selvstyre vedtog nogle initiativer med det formål at styrke kredsretterne. Et af initiativerne var et særligt bunkebekæmpelsesprojekt, som gjorde det muligt at få dommere, anklagere og retssekretærer fra Danmark til at hjælpe med at nedbringe de sagsbunker, der gennem en årrække havde hobet sig op.

Vi er enige i, at det vil styrke kredsretterne, hvis de kan fungere mere uafhængigt af Retten i Grønland.

Kirsten Thomassen
Dommer ved Retten i Grønland

Der var god opbakning til projektet fra alle involverede, og det blev en stor succes. Det lykkedes at få nedbragt den samlede bunke af kriminalsager fra 2.101 i 2014 til 751 sager i sommeren 2016. Vi har gjort os mange tanker om, hvordan vi kan holde sagsbehandlingstiderne så korte som muligt og undgå, at sagerne igen kommer til at hobe sig op i kredsretterne.

I forbindelse med bunkebekæmpelsesprojektet gennemførte Domstolsstyrelsen en undersøgelse af, hvad der skal til for at stabilisere vores sagsbehandling. Alle samarbejdspartnere blev inddraget i undersøgelsen, der mundede ud i en række anbefalinger, som nu er i gang med at blive implementeret.

Kompetanceløft af kredsdommere
En af anbefalingerne handler om rekruttering, uddannelse og fastholdelse af kredsdommere, der ligger meget fint i tråd med de tanker, som Aaja Chemnitz Larsen har beskrevet som kompetenceløft og juridisk uddannelse af kredsdommerne. Vi er enige i, at det vil styrke kredsretterne, hvis de kan fungere mere uafhængigt af Retten i Grønland, og at en juridisk uddannelse af kredsdommerne væsentligt kan bidrage til denne proces.

Med støtte fra vores kolleger ved de danske domstole og Domstolsstyrelsen er vi i gang med en detaljeret gennemgang af vores sagsbehandling. Formålet er at fjerne overflødige arbejdsgange, så vi kan få sagerne så hurtigt og effektivt igennem vores system som muligt – uden at gå på kompromis med retssikkerheden.

Hjælp fra it-redskaber
Vi er også godt i gang med at indføre elektroniske sagsbehandlingssystemer og andre it-redskaber. Udover den tidsbesparelse vi får ved at systemerne automatisk indsætter oplysninger, som vi hidtil har skullet skrive manuelt, vil disse it-redskaber give os bedre overblik over vores sagsbehandlingstider.

Vi imødeser med glæde de muligheder for brug af digital post, som Selvstyret er i gang med at skabe grundlag for. Vi er overbeviste om, at vi kan yde borgerne en bedre og hurtigere service, hvis vi kan kommunikere elektronisk med dem. Det gælder især kommunikationen med de borgere, der bor på geografisk mindre steder, hvor fysisk post kan tage meget lang tid om at komme frem.

Vi forventer også, at Teles planer om udvikling af søkablet og radiokæden vil gavne vores sagsbehandling ved at give hurtigere og stabile internetforbindelser til vores sagsbehandlingssystemer og videoværktøjer.

Der er desværre ikke nogen trylleformular, der hurtigt kan løse alle vores udfordringer. Men vi er fortrøstningsfulde og ser optimistisk på fremtiden, fordi vi er overbeviste om, at vi er på rette kurs.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00