Debat

Forening: Kvindefængsel kan sætte stopper for voldtægt

DEBAT: Et kvindefængsel kan sætte en stopper for prostitution, ydmygelser og overgreb på kvinderne i de danske fængsler, skriver John Hatting, formand for Kriminalforsorgsforeningen.

Foto: Linda Kastrup / Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af John Hatting
Formand for Kriminalforsorgsforeningen

Som snart det eneste land i verden har Danmark ikke et kvindefængsel.

Det har vi ikke, fordi vi med vores "normaliseringsprincip" tror på, at det er bedre at blande mænd og kvinder i fængslerne. Men hvor mange ydmygelser, hvor meget prostitution, proforma-kæresteforhold, handel med stoffer og sågar voldtægter skal der til, før der reageres? Før Danmark beslutter sig for at beskytte fængslede kvinder, som konventioner, menneskerettigheder og helt almindelig sund fornuft tilsiger?

Dette kunne være en politisk sag, som alle fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten uden videre kunne tilslutte sig, men sådan forholder det sig desværre ikke.

Stop for overgreb og prostitution 
Når vi foreslår et kvindefængsel i Danmark, er det for at stoppe prostitution og overgreb på kvinder i fængslerne. Kvinderne er magtmæssigt i bunden i fængselshierarkiet, og der er ikke mange, der taler deres sag. Men det er aldeles uværdigt, at vi ikke straks løser disse menneskelige tragedier, som dagligt udspiller sig bag fængselsmurene. Løsningen er et kvindefængsel midt i Danmark, hvor misbrugsbehandling, lukket og åben afsoning samles, og hvor afsoningen er tilrettelagt således, at undervisning og beskæftigelse sigter mod kvindelige behov og ikke den mandsdominerede sysselsætning, som tilfældet er i dag. Det giver langt den tryggeste afsoning og markant forbedrede resocialiseringsmuligheder.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Vi er i dag i den heldige situation, at kriminalforsorgen har hundredvis af midlertidigt lukkede pladser, eftersom kriminaliteten i samfundet generelt er faldende. Det betyder, at vi kunne udnytte den mulighed og forholdsvist billigt ombygge et eksisterende fængsel til et kvindefængsel. Hvis der så samtidig var nogle visionære politikere, som turde indrette det, så kvinderne blev hjulpet bedst muligt, vil det være fagligt klogt for kvinderne og for Danmark, som i tilgift får reduceret den samlede mængde kriminalitet i samfundet.

Socialpædagogisk linje 
Kvinderne er langt 'mindre farlige' end mandlige afsonere, hvorfor man med fordel kunne udtænke et nyt regime, hvor socialpædagogisk personale udgør den væsentligste del af personalet. Man skal huske på, at kvinder i fængsler mange gange bærer på de mest komplekse sociale problemstillinger, og her vil det kræve en særlig kvalificeret socialfaglig og -pædagogisk indsats i hjælpeindsatsen.

Det må da være stof til eftertanke, at vi er det eneste moderne demokrati i verden, som ikke har et kvindefængsel.

John Hatting
Formand for Kriminalforsorgsforeningen

Hvor mange skrækkelige enkeltsager skal der til, før der reageres? Der er masser af eksempler på, at kvinder har stærke fanger som kærester for på den måde at beskytte sig mod overgreb, men i realiteten indgår de i et prostitutionslignende forhold, som er en modydelse for beskyttelse. Dertil kommer sexchikane og andre ydmygelser. Det må da være stof til eftertanke, at vi er det eneste moderne demokrati i verden, som ikke har et kvindefængsel.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Hatting

Konstitueret (30/11-25) næstformand, Serviceforbundet
ba i European Social Work (Portsmouth Uni. 1997), socialpædagog, stud.scient.soc., Master of Public Administration (CBS)

0:000:00