Forsker: Selv radikaliserede indsatte bliver løsladt en dag

Af Linda Kjær Minke
Lektor ved Juridisk Institut, Syddansk Universitet

Folketinget har 23. februar vedtaget et lovforslag, der skal gøre det lettere at imødegå radikalisering i forbindelse med fængselsophold.

Loven giver fængselssystemet en udvidet adgang til at sektionere radikaliserede indsatte. Det vil sige, at radikaliserede indsatte placeres på mindre afdelinger uden mulighed for fællesskab med andre indsatte - for at undgå, at de ansporer medindsatte til ekstremistiske holdninger og handlinger.

Hvornår er man radikaliseret?
Spørgsmålet er, hvem der defineres som radikaliseret? Af den tidligere regerings handlingsplan over "Forebyggelse af radikalisering og ekstremisme (september 2014)" defineres radikalisering som "en proces, som kan foregå på forskellige måder, og som kan ske både over en relativ kort tidsperiode, men også over længere tid. Der er ingen simple årsagssammenhænge, men radikaliseringen kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme til udtryk ved en støtte til radikale synspunkter eller ekstremistisk ideologi og kan også medføre accept af brugen af vold eller andre ulovlige midler for at opnå et politisk/religiøst mål."

Definitionen kan derfor både anvendes på personer, der alene udtrykker radikale og ekstremistiske holdninger - og på personer, der bruger vold eller andre ulovlige midler for at fremme radikaliserede holdninger. Begrebet ”radikaliseret” dækker endvidere over varierende grader af tilslutning til radikale holdninger og handlinger. Spørgsmålet er derfor, hvor radikaliseret en person skal være for at blive omfattet af bestemmelsen?

Undgå selvopfyldende profeti 
National og international forskning dokumenterer, at frihedsberøvelse fremkalder følelsesmæssig frustration, og indsatte kan udtrykke sådanne frustrationer som modstand til det omgivende samfunds normer og værdigrundlag.

Forskning viser, at uddannelse, behandling, samtale, normpåvirkning, udtynding af personmiljøet og inklusion i andre fællesskaber har en positiv indflydelse på såvel tilbagefald til kriminalitet som de-radikalisering.

Holdningerne kan imidlertid forsvinde i det øjeblik, hvor den indsatte generhverver sin frihed. Det er sjældent, at indsatte, der udtrykker radikaliserede holdninger i fængslet under fængselsopholdet efterfølgende bruger vold for at fremme deres holdninger. Spørgsmålet er derfor, hvordan myndighederne sikrer, at indsatte der udtrykker "overfladiske radikale ideer" ikke opfattes og håndteres som de facto radikaliserede -  med risiko for, at det bliver en selvopfyldende profeti: Når samfundet opfatter mig som radikaliseret og voldelig, kan jeg lige så godt leve op til den forestilling.

Regeringen skriver, at radikalisering kan igangsættes på grund af mange forskellige faktorer, hvor det at opholde sig i et fængselsmiljø anses som en risikofaktor. Fængsler kan opfattes dels som potentielle udklæknings- og hvervningssteder (Schools for terrorism) og dels som steder, hvor subkulturelle tilhørsforhold mellem radikaliserede personer kan forstærkes.

Sårbare radikaliserede
Hvis radikaliserede indsatte placeres på "almindelige fængselsafdelinger" er risikoen, at de vil påvirke medindsatte i en negativ retning. Omvendt indebærer det en risiko at samle radikaliserede indsatte på afdelinger for sig selv, da disse kan danne grobund for - eller endda forstærke ekstremistiske subkulturer.

Af Justitsministeriets rapport (oktober 2015) "Evaluering af indsatsen mod radikalisering og ekstremisme i fængsler" fremgår det, at man vil øge brugen af sektionering ved at etablere mindre fængselsafdelinger, hvor der eksempelvis også kan placeres en tidligere rocker, der ønsker at forlade rockergruppen. Justitsministeriet skriver samtidig at indsatte, der vurderes at være sårbare for radikalisering, må holdes afsondret fra radikaliserende indsatte. Men hvordan vil man vurdere, om en person er sårbar for radikalisering? Det er jo sjældent noget, der skiltes med.

Husk resocialiseringen 
Endelig viser international forskning, at det i ganske få tilfælde har været muligt at påvise, at indsatte er blevet radikaliseret af medindsatte i fængslet - og hvis en person efter endt straf i sjældne tilfælde involveres i en terrorhandling, beviser det ikke, at det var fængselsopholdet, der gjorde udslaget. Der kan være mange andre grunde til, at en person handler voldeligt. Spørgsmålet er derfor, hvor stort problemet er, og om de ressourcer, der anvendes til sektionering og håndtering af såkaldte radikaliserede indsatte, kunne bruges mere fordelagtigt.

En væsentlig mangel i den tidligere og nuværende regerings indsatser er, at resocialisering levnes beskeden opmærksomhed. Forskning viser, at uddannelse, behandling, samtale, normpåvirkning, udtynding af personmiljøet og inklusion i andre fællesskaber har en positiv indflydelse på såvel tilbagefald til kriminalitet som de-radikalisering. En styrkelse af disse indsatser kan bidrage til et tryggere samfund: Selv radikaliserede indsatte bliver løsladt en dag.