Forsker: Uden tolkeuddannelse bliver alt andet symbolpolitik

Af Tina Paulsen Christensen
Lektor ved Aarhus Universitet

Når vi bliver syge, går vi til lægen. Når vi har brug for en, der kan forsvare os i en retssag, henvender vi os til en forsvarsadvokat. Og vi har tillid til, at vores domstole kommer frem til de rigtige afgørelser. Hvorfor? Fordi de personer, der udfører disse samfundsopgaver, har taget en kvalificerende uddannelse.

Tolke har en mindst lige så vigtig samfundsopgave. Alligevel løftes opgaven primært af uuddannede tolke. Det gælder for ca. 80 procent af tolkene på Rigspolitiets tolkeoversigt.

Anerkend tolkning som profession
Som praktiserende tolk samt forsker og underviser i tolkning på translatøruddannelsen på Aarhus Universitet er det min vurdering, at den primære årsag er, at mange tror, at man kan tolke, hvis blot man behersker to sprog.

Så simpelt er det desværre ikke. Tolkning er en videntung og social-psykologisk meget kompleks opgave. At gengive præcist og fuldstændigt, hvad andre siger, er uhyre svært, fordi betydning er noget, man analyserer sig frem til gennem interaktion. At gengive det sagte på et andet sprog gør det selvsagt ikke nemmere. Hvis tolkning skal fungere optimalt, kræver det, at tolkebrugerne accepterer, at tolken spiller en central rolle og bør have lov til at koordinere og tage ansvar for kommunikationen.

Når 75 procent af de danske dommere har oplevet mangelfulde tolkninger, kan det ikke undre, hvis de ikke har fuld tillid til tolkenes evner. Fokusgruppeinterviews med dommere, forsvarsadvokater og anklagere, som jeg gennemførte i 2015, har vist, at mange tolkebrugere – i mangel af et reelt kvalitetstjek af de tolke, der optages på tolkeoversigten - påtager sig ansvaret for at kontrollere, om en tolkning er fyldestgørende. Det kan de i sagens natur kun, når de taler det involverede fremmedsprog. Ofte er det derfor ren og skær tilfældighed, om nogen opdager, at noget er helt galt.

Vi er havnet i en situation i retsstaten Danmark, hvor vi beder mennesker, som aldrig har lært det, om at tolke. Og vi sætter vores lid til, at tolkebrugerne kan bedømme kvaliteten af noget, som de typisk ikke kan forstå.

Tina Paulsen Christensen
Lektor ved Aarhus Universitet

Det er heller ikke som anført af Preben Bang Henriksen (V) en effektiv kontrolforanstaltning, at retssager i byretterne lydoptages. Der sker nemlig hverken systematisk kontrol eller blot stikprøvekontrol. Og hvem skal for øvrigt løfte den samfundsopgave? Samtidig er det typisk kun afgivne forklaringer, der lydoptages. Tolkens gengivelse eller mangel på samme af alt andet, der siges under et retsmøde, vil derfor ikke indgå i en kvalitetsvurdering.

Tillid til systemet eller symbolpolitik?
Vi er havnet i en situation i retsstaten Danmark, hvor vi beder mennesker, som aldrig har lært det, om at tolke. Og vi sætter vores lid til, at tolkebrugerne kan bedømme kvaliteten af noget, som de typisk ikke kan forstå. Retssystemet accepterer altså en ganske stor grad af usikkerhed i forhold til at sikre en retfærdig rettergang i sager med fremmedsprogede.

Løsningen på begge problemer er at udbyde en SU-berettiget tolkeuddannelse inden for indvandrersprogene og alene anvende uddannede tolke inden for det offentlige. Så kan alle have tillid til hinandens faglighed og med ro i sindet koncentrere sig om de opgaver, som de selv er kvalificerede til at varetage.

Tolkene bliver nemlig ikke dygtigere af sig selv. Sandsynligvis heller ikke af, at Rigspolitiet netop har udgivet en tolkehåndbog med vejledning til tolkene. Og kun en tolkeuddannelse kan sikre, at en eventuel certificeringsordning ikke bliver ren symbolpolitik.

Det samme kan siges om den indberetningsblanket, som Rigspolitiet indførte sidste år. Blanketten kan anvendes af tolkebrugere, der vil klage over en tolk. Som en anklager udtalte under et fokusgruppeinterview, så får vi nemlig bare et nyt problem: ”Men en ting er det der med at luge ud, altså jeg synes, det er sværere det der med, hvordan sikrer du, at der er nogen tilbage på listen, der er dygtige nok?”