Debat

Grøndahl: I offentlighedens interesse?

KLUMME: Politiken gik i journalistisk selvsving, da avisen trods fogedforbud udgav bogen om PET-chefen. Hvornår vender pressen sit kritiske blik indad, spørger Jens Christian Grøndahl.

Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Meningerne var delte, da Politiken trodsede det midlertidige fogedforbud mod bogen om Jakob Scharfs tid som PET-chef og i et anfald af bombastisk aktivisme valgte at trykke hele dynen. Var det heltemod på pressefrihedens vegne?

Det lød i hvert fald stort i chefredaktør Christian Jensens leder: ”Hvis PET uden konkret mistanke kan forlange bøger – eller avisartikler – til gennemlæsning, så har vi reelt accepteret en efterretningstjeneste som publicistisk kontrolinstans, hvilket vil undergrave pressefriheden. Den slags har vi et andet ord for: Censur.”

Tonefaldet er bemærkelsesværdigt, al den stund PET har tilkendegivet, at man på ingen måde ønsker at censurere. Tjenesten har, som den skal, ageret ud fra hensynet til borgernes sikkerhed, og så har man i øvrigt håndhævet den skærpede aftale om tavshedspligt mellem Jakob Scharf og hans tidligere arbejdsplads. Ifølge aftalen har han forpligtet sig til at indhente PET's godkendelse, hvis han skulle ønske at ”videregive oplysninger, der stammer fra ansættelsen”.

Han har en dårlig sag. Det samme har Politiken, og det virker i den forbindelse ikke relevant, når man forarges over, at byretsdommeren midt om natten nedlagde sit forbud efter kun at have læst bagsideteksten på det famøse værk. Problemet var jo, at hverken Jakob Scharf eller forlaget havde givet PET mulighed for at læse mere. Og bagsideteksten er rigeligt alarmerende. Den stiller os en ”insiderberetning” i udsigt, hvor den tidligere efterretningschef ”blotlægger PET-operationerne, de kendte og de ukendte,” og ”portrætterer tjenestens dedikerede agenter og kunsten at hverve en meddeler”.

Af og til går journalister bare i selvsving. Det øjeblik nogen på Politiken foreslog, at de bare skulle trykke den bog in extenso, var der ingen vej tilbage.

Jens Christian Grøndahl
Forfatter

Både hovedpersonen og forlaget hævder – i lighed med Politiken og Radio24syv – at der ikke står noget i bogen, der indebærer en sikkerhedsrisiko. Var bagsideteksten da falsk varebetegnelse? Eller burde dommeren have taget disse forsikringer til efterretning og deponeret vores trygge nattesøvn hos People'sPress og Jakob Scharfs rådgivningsfirma? Helt ærligt.

I offentlighedens interesse?
Politiken kunne have ventet, fogedforbudet var jo kun midlertidigt. Hvorfor det kissejav?

Lederens retorik hviler på den stiltiende antagelse, at man som frit og uafhængigt nyhedsmedie handler i overensstemmelse med offentlighedens interesse. Også når man med sin krænkelse af en domstolsafgørelse sætter sig ud over retsstatens bærende præmis: at vi alle er lige for loven. Det sidste gælder så ikke Politiken, men holder antagelsen?

Hvis bogen om Jakob Scharf vitterligt ikke indeholder kontroversielt stof, der kunne berettige et fogedforbud, så kunne vi som borgere vel godt have ventet, til det i god ro og orden var kommet for en dag. Hvis bogen derimod rent faktisk formidler viden, der indebærer en potentiel sikkerhedsrisiko, så har vi et problem. Debatten virker opkørt og mærkeligt blind for den virkelighed, hvor vi bare venter på det næste terroranslag.

Mens man vifter med de største bannere, man kan finde, forbereder onde kræfter, hvordan de kan slå flere uskyldige borgere ihjel. Og nej, terrorfrygten er ikke en gyldig grund til at indføre censur, men tror man virkelig, hånden på hjertet, at dét var hensigten?

I så fald har vi at gøre med et udslag af den traditionelle venstrefløjsparanoia, der finder moralsk vederkvægelse i dæmoniseringen af myndigheder, som ellers står under demokratisk kontrol. Det ville være naivt ikke at forvente en vis trang til hemmelighedskræmmeri og modvilje mod transparens hos en sikkerhedstjeneste. Skæg og blå briller er trods alt dens metier. Derfor er det også godt, at parlamentet og domstolene har det sidste ord at skulle have sagt.

I sagen om Jakob Scharf har en avis imidlertid anset det for at være sin moralske ret og pligt at bemægtige sig det sidste ord på retssamfundets bekostning. Man har gjort det under påberåbelse af ytringsfriheden og offentlighedens interesse, men man overser i sit forhippede hastværk, at retssamfundet er ytringsfrihedens garant og ramme. Sprænger man rammen, reduceres også trykke- og meningsfriheden til at være noget vilkårligt, ufunderet og relativt.

Der går inflation i forsvaret for de demokratiske frihedsrettigheder, hvis man mister sansen for proportioner. Det skete her. Politikens aktivistiske tradition spillede redaktionen et puds. Offentliggørelsen af PET-bogen var publicistisk kitsch: en alt for poserende gestus på et alt for spinkelt grundlag. At der nu er indgivet politianmeldelse, bidrager til martyriets sødme. Noget må være steget dem til hovedet på Rådhuspladsen, men hvad?

Afkast og oplysning
Aviser er til for at bringe nyheder, det ved vi. Aviser er desuden til for at tjene penge til deres aktionærer, det ved vi også. Den ideelle og den pekuniære motivation er et langt stykke sammenfaldende, fordi markedet er identisk med demokratiets suveræne og kompetente borgere.

Uden seriøs, frygtløs, uafhængig og opsøgende journalistik kan vi ikke opretholde det niveau af oplysning, der gør folkestyret meningsfuldt. Så vidt så godt. Aktieafkast og oplysning er bare ikke nok til at forklare, hvad der driver journalister.

Noget i deres fag, noget i atmosfæren og kulturen på en redaktion spiller også ind. Viljen til at ”afsløre” og offentliggøre rummer sit eget momentum, sin egen dynamiske logik.

Egentlig er den uden bremse, for det er aldrig det journalistiske instinkt, der får en redaktion til at holde en historie tilbage, kun manglen på troværdige kilder – og selv dét er somme tider ingen hindring.

Har man tryksværte i blodet, er man også parat til at bryde bånd og tabuer for en god historie. Et vist mål af hensynsløshed er formentlig den nødvendige pris for, at vi kan have en fri, kritisk og uhildet presse, men hensynsløsheden forklarer samtidig, hvorfor den journalistiske hidsighed ikke altid kan påberåbe sig offentligheden som figenblad. Af og til går journalister bare i selvsving. Det øjeblik nogen på Politiken foreslog, at de bare skulle trykke den bog in extenso, var der ingen vej tilbage. Hvem havde lyst til at være en tøsedreng? Hvem ville stå tilbage for det kildrende og grænseoverskridende ved at gøre det?

En helt anden historie illustrerer meget godt, hvordan pressens afsløringstrang kan have følger, der kun er destruktive. Det handler for en gangs skyld ikke om en prinsesses bare bryster, men om en forfatters ret til selv at styre sit forhold til offentligheden, men nyfigenheden er den samme, og den er lige så gemen.

Navnet Elena Ferrante er et pseudonym, så meget vidste hendes tusindtallige læserskare i Italien og resten af verden, der havde fulgt romanserien fra Napoli om to kvinders venskab og baggrund i en verden af vold, undertrykkelse, begær og drømme. En påtrængende og kompromisløs skildring af kvindelige erfaringer.

Forfatterskabet er kommet til at stå som et af de allerstærkeste i den europæiske samtidslitteratur, og den følelsesmæssige voldsomhed er i sig selv nok til, at man forstår, hvorfor forfatteren har ønsket at forblive anonym. Hendes mange læsere har da også haft det fint med, at de ikke kunne sætte ansigt på den stemme, der talte så indtrængende til dem i bøgerne. Der var ligefrem en smuk symmetri ved, at læserne for en gangs skyld ikke kendte forfatteren, ligesom forfattere som regel heller ikke kender deres læsere.

Måske var det simpelthen Elena Ferrantes berømmelse og succes, der gjorde udslaget. En journalist fra den italienske finansavis Il Sole 24 Ore besluttede, at det måtte være i offentlighedens uomgængelige interesse, at hun ikke længere fik lov at skjule sig bag sine værker, og da beslutningen først var taget, kunne intet hensyn gøre den om.

Hvis man kunne finde ud af, hvem Elena Ferrante var, så skulle man også, dét var den tvangsmæssige logik. Forleden kunne avisen så afsløre, at der bag pseudonymet gemte sig en oversætter, der bor i Rom sammen med sin mand, en ikke ukendt, men heller ikke overvældende kendt skuespilforfatter. Sikke en nyhed. Hendes eneste ønske var at få lov at leve i fred, mens hun skrev sine bøger, og dét er det eneste, hun aldrig vil få lov til igen takket være journalistens nævenyttighed.

Il Sole 24 Ore er i mellemtiden udkommet i nye udgaver med nye afsløringer, mens en kvinde og en mand sidder tilbage i Rom med følelsen af, at væggene i deres liv er blevet revet ned. Fuldstændig meningsløst og uden grund. Hun var jo hverken politiker eller mafiaboss og havde ingen anden magt end ordenes. Men hvad, hvis pseudonymet var en forudsætning for hendes kreativitet? Hvor mange fremtidige Elena Ferrante-bøger vil vi i så fald være blevet berøvet?

Sådan fremturer pressen, i stort som i småt. I offentlighedens interesse. Sådan skalter og valter man på skift med borgernes sikkerhed og privatlivets fred. Hvis pressefrihedens etos går ud på at have et kritisk, undersøgende blik, må det være tilladt at spørge, hvornår blikket vendes indad.

...

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Jensen

Ansv. chefredaktør, Politiken
journalist (DJH 1999)

Jakob Scharf

Direktør, medstifter, Certa Intelligence & Security, fhv. chef, PET
cand.jur. (Københavns Uni. 1990)

0:000:00