Historiker: Derfor gik EU-Domstolen imod medlemslandene

Af Morten Rasmussen
Lektor og leder af Center for Moderne Europastudier, KU

(Domstolen) valgte at gå imod de nationale demokratiers fremmeste repræsentanter. At de fleste nationale regeringer i de følgende år støttede Domstolens skridt, antyder, at Domstolen måske havde fat i den lange ende. 

Morten Rasmussen
Lektor i historie på Københavns Universitet

Med Rom-traktaterne (1958) valgte Vesttyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg at etablere et europæisk fællesmarked (EF).

De konkrete målsætninger for traktaterne var først og fremmest økonomiske, men samtidig var de seks regeringer helt bevidste om det politiske perspektiv. Hvis fællesmarkedet blev en succes, ville det på fundamental vis transformere relationerne mellem landene og lægge grundstenen til en fremtidig politisk union.

Udfordringerne ved at etablere et fællesmarked var dog betragtelige, fordi man ville gribe ind i nationale protektionistiske traditioner og i sidste ende europæisere de nationale økonomier. Måske derfor valgte de seks regeringer et relativt beskedent institutionelt design for EF.

Grundprincippet var, at et europæisk fællesmarked kun skulle etableres, hvis de nationale regeringer og parlamenter bakkede op om processen. Ministerrådet fik derfor det lovgivningsmæssige ansvar på europæisk plan. 

Endvidere var det nationale administrationer, der implementerede lovgivningen (ofte efter forgodtbefindende), og det var nationale domstole, der håndhævede europæisk ret i medlemslandene.

På europæisk plan fik både Kommissionen, Parlamentet og Domstolen mere begrænsede roller. Kommissionen fik retten til at stille forslag til lovgivningen i Ministerrådet, Parlamentet måtte vente med direkte valg og indflydelse til 1979, og Domstolens strukturelle position i fællesskabet kunne i udgangspunktet bedst sammenlignes med en international domstol.

Problemer fra start
For de fleste danskere ser en sådan europæisk konstruktion nok demokratisk ud – det er jo de nationale regeringer, der repræsenterer de nationale befolkninger.

Men konstruktionen havde fra starten grundlæggende problemer. Den relativt svage position for Kommissionen og Domstolen stod i kontrast til målsætningens høje ambition. Hvordan kunne man skabe et europæisk fællesmarked, som regeringerne jo havde skrevet under på, uden at man etablerede en fælles og bindende retsorden? Hvordan skulle medlemslandenes virksomheder kunne udvikle deres forretning på tværs af landegrænserne, hvis ikke man havde fælles regler og en ensartet tolkning af disse?

Det var denne juridiske udfordring, Kommissionens juridiske tjeneste under ledelse af en europasindet fransk embedsmand Michel Gaudet grublede over i begyndelsen af 1960'erne.

Gaudets opskrift var relativt simpel. Man måtte forlade den internationale ret, som traktaterne først og fremmest byggede på. Kun hvis man erklærede, at dele af traktaten ville være umiddelbart anvendelige (direkte effekt) i medlemslandene og have forrang over national lov, kunne man sikre en effektiv og ensartet implementering og tolkning af europæisk ret i medlemslandene.

For Gaudet, men også for adskillige dommere ved Domstolen, var mellemkrigstidens nationalisme og den anden verdenskrig den direkte motivation til at fremme et forpligtende europæisk samarbejde.

Domstolen går imod medlemslandene
I to berømte domme fra 1963 (Van Gend en Loos) og 1964 (Costa v. E.N.E.L.) valgte Domstolen at følge Gaudets råd. Domstolen havde to valgmuligheder. Hvis man fulgte traditionel international ret, ville man have fastholdt traktaternes oprindelige design.

I stedet valgte man en teleologisk eller føderal tolkning, der fremhævede traktaternes vidtrækkende målsætning. På det grundlag slog man fast, at europæisk ret kunne finde både direkte anvendelighed i medlemslandene og havde forrang - også i de tilfælde, hvor nationale forfatninger faktisk sagde noget andet, som det var tilfældet i Vesttyskland og Italien. I dag taler jurister om, at Domstolen ’forfatningsgjorde’ traktaterne.

At Domstolen hermed lagde grundstenen til en ensartet og effektiv europæisk retsorden i de europæiske medlemslande til gavn for udviklingen af fællesmarkedet og retssikkerheden i fællesskabet, er ubestrideligt.

Men dilemmaet var, at dommerne samtidig lancerede en vidtgående tolkning af Rom-traktaternes formål, der gik udover, hvad regeringerne oprindeligt havde besluttet. Man kunne fristes til at sige, at Domstolen for at sikre retssikkerheden i et fremtidig europæisk demokrati valgte at gå imod de nationale demokratiers fremmeste repræsentanter.

At de fleste nationale regeringer i de følgende år støttede Domstolens skridt, antyder, at Domstolen måske havde fat i den lange ende.