Hvem vil hjælpe de psykisk syge i fængslerne?

Kim Østerbye
Formand for Fængselsforbundet

“You lock the door, and throw away the key, there's someone in my head but it's not me.” Sådan synger Roger Waters på Pink Floyd-albummet Dark Side of the Moon.

Når jeg lytter til dette nummer, leder det mine tanker hen på den måde, man behandler psykisk syge i de danske fængsler: Man låser døren, smider nøglen væk, og lader dem alene med deres stemmer.

Det er uværdigt. Både over for de psykisk syge og over for os, personalet, som – uanset hvor gerne vi ville – ikke kan hjælpe dem. For når først vrangforestillingerne tager over, så hjælper hverken fornuft eller magt. Så kræver det psykiatrisk behandling. Og det er i den grad en mangelvare i Kriminalforsorgen.

Man kan diskutere, hvem der er mest blød i bolden, bims i bøtten eller skør i bergamotten – de psykisk syge eller det samfund, som overlader dem til deres vrangforestillinger i fængselscellerne?

Kim Østerbye
Formand for Fængselsforbundet

Det mærker vi konsekvenserne af som fængselspersonale. Når sygdommen får lov at eskalere, tager frustrationerne til, og på et tidspunkt brister boblen. Den sidste rast virkelighed krakelerer, og de sindslidende fanger ender med at gøre skade på sig selv, på medfanger eller på personalet.

To overfald på to uger
Det har vi set flere grelle eksempler på hen over sommeren. På bare to uger var der for eksempel to voldsomme overfald mod fængselsbetjente i Statsfængslet i Vridsløselille. Begge gange drejede det sig om alvorligt psykisk syge indsatte, som jo slet ikke burde sidde i vores fængsler.

Men det gør de så alligevel. En undersøgelse i begyndelsen af året viste, at ni ud af ti fanger i Vestre Fængsel havde psykiatriske diagnoser. Otte procent var direkte psykotiske.

I min verden er det, ja undskyld udtrykket, den rene galskab. Vi er jo alle enige om, at psykisk syge ikke hører hjemme i fængslerne. Men det rokkede ikke ved den tidligere justitsministers passivitet. De psykisk syge kunne bare blive siddende i deres celler.

Hun havde således ingen nye løsningsforslag med, da hun i sidste måned blev kaldt til samråd i Folketingets Retsudvalg om problemet.

Bedre screening af fanger med psykiske lidelser blev affejet. Det samme blev et forslag om at styrke behandlingen af dem, der nu engang sidder i fængslerne. Ministerens bedste bud var at få ansat de psykiatriske konsulenter, som længe skulle have været på plads.

Vil vores nye justitsminister Mette Frederiksen (S) handle, hvor hendes forgænger lod stod til?

Regionernes svigt
Planen om at smøre et tyndt lag psykiatere ud over landets fængsler og arresthuse har vist sig svær at gennemføre. Og det er og bliver en lappeløsning. Førsteprioriteten burde i stedet være at spotte de sværest psykisk syge og få dem flyttet til psykiatriske afdelinger, hvor de kan få den fornødne behandling.

Det sidste har desværre vist sig særdeles svært på grund af pladsmangel i psykiatrien. Regionerne har i den forbindelse svigtet deres ansvar. De har ikke formået at sikre plads til disse udsatte menneskeskæbner i det retspsykiatriske system.

Mon Mette Frederiksen vil tage et alvorsord med sin kollega, sundhedsminister Nick Hækkerup (S), om at rette op på regionernes svigt? Eller alternativt – indtil der bliver skabt pladser i psykiatrien – tilbyde dem en tilsvarende behandling i Kriminalforsorgen?

Bedre behandling påkrævet
Det er der i øjeblikket kun én institution i Kriminalforsorgen, som kan tilbyde: Anstalten ved Herstedvester. Og her har man i sagens natur ikke kapacitet til at modtage en horde på 300-400 psykotiske fanger.

Et tættere samarbejde mellem Kriminalforsorgen og de retspsykiatriske afdelinger kunne være ønskeligt. Man kunne også oprette et antal psykiatriske afdelinger – for eksempel i fire fængsler i landet – med det fornødne sundhedspersonale og specialuddannede fængselsbetjente.

Den nuværende mangel på behandling afspejler sig i en nylig undersøgelse blandt de indsatte. Her svarer hver tredje, at de ikke har adgang til den psykiatriske eller psykologiske bistand, de har brug for.

Som fængselsbetjente står vi magtesløse. Vi kan fortælle en fange med galopperende paranoia nok så mange gange, at han lider af vrangforestillinger. Men for ham er det jo virkelighed.

Man kan diskutere, hvem der er mest blød i bolden, bims i bøtten eller skør i bergamotten – de psykisk syge eller det samfund, som overlader dem til deres vrangforestillinger i fængselscellerne? Jeg vil mene, at begge parter har alvorligt brug for behandling.

Jeg er derfor nysgerrig efter at høre, om vores nye justitsminister – i samarbejde med sundhedsministeren og regionerne – har tænkt sig at ændre mærkbart på denne helt uholdbare situation i fængslerne? Det håber jeg inderligt. For de psykisk syge fangers skyld. For de ansattes skyld. Og for samfundets skyld.