Justitia snupper jurister fra Rigspolitiet og Plesner

NAVNE: Den juridiske tænketank Justitia opgraderer med fire jurister inden for skatteområdet og socialt udsattes retsikkerhed.

Birgitte Arent Eiriksson skifter Rigspolitiet ud med den juridiske tænketank Justitia.
Birgitte Arent Eiriksson skifter Rigspolitiet ud med den juridiske tænketank Justitia.Foto: Pressefoto/ Justitia
Kim Rosenkilde

Fire nye jurister skal være med til at styrke tænketanken Justitias fokus på retssikkerheden på skatteområdet og for socialt udsatte borgere.

Til at varetage opgaven på skatteområdet har Justitia ansat skatteadvokat Mette Christina Juul, som kommer fra en stilling som advokat i Plesners skattekontor.

”Det er afgørende, at der skabes gode skatteretslige rammevilkår, så virksomheder og borgere sikres de nødvendige retsgarantier og retssikkerhed på skatteområdet, og jeg er derfor stolt over, at Justitia nu får en medarbejder med så unikke kompetencer som Mette,” siger Justitias direktør, Jacob Mchangama, i en pressemeddelelse.

Mette Christina Juul er allerede startet.

Hun og resten af Justitia-holdet kan også se frem til, at der de kommende år skal sættes øget fokus på retssikkerhedens blandt nogle af samfundets dårligst stillede.

Som en del af et projekt finansieret af blandt andet TrygFonden og Det Obelske Familiefond ansættes advokat Birgitte Arent Eiriksson, som kommer fra en stilling som chefkonsulent i Rigspolitiet.

Udsattes retssikkerhed
Afsættet er, at socialt udsattes retssikkerhed ifølge Justitia er blevet forringet de senere år. Det gælder blandt andet i forhold til mulighed for at opnå fri proces og retshjælp.

”Justitia vil derfor i 2017 og de følgende år sætte fokus på retssikkerheden for udsatte borgere med det formål at forbedre de juridiske rammevilkår for både borgere og de fagfolk og organisationer, der dagligt arbejder med socialt udsatte,” siger direktør Jacob Mchangama.

Herudover har Justitia ansat Malene Maxe Petersen, som kommer fra en stilling som specialkonsulent i Rigspolitiet, og Jens Raahauge, som kommer fra en stilling som advokatfuldmægtig hos Kammeradvokaten.

0:000:00