Debat

Lisbeth Knudsen: Medierne har svært ved at udfordre medierne

KLUMME: Det bliver ofte vanskeligt og akavet, når medierne skal være kritiske overfor medierne selv og udfordre eller afsløre mediernes egne taktiske overvejelser og spin. Det viser forløbet omkring Politikens brud på det midlertidige fogedforbud mod bogen ”Syv år for PET”.

Lisbeth Knudsen guider gennem det spin, der fulgte i kølvandet på "Syv år for PET".
Lisbeth Knudsen guider gennem det spin, der fulgte i kølvandet på "Syv år for PET".Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er forbløffende hvilke kræfter, der slippes løs, når medier laver fuldtonet spin om sig selv, og selv dygtige journalister må opgive at trænge igennem en tyk omgang tågesnak om forsvar for ytringsfriheden og pressefriheden, som ikke et sekund har været truet i denne sag og bogen ”Syv år for PET”.

Først en lille ”disclaimer”. Jeg har arbejdet tæt sammen med Politikens chefredaktør, Christian Jensen, i chefredaktionen for Berlingske, og jeg har meget stor personlig respekt for hans journalistiske talent, engagement og ambition. Jeg har siddet i bestyrelse for Radio24syv og været bestyrelsesformand for stationens direktør og chefredaktør, Jørgen Ramskov, og i øvrigt været kollega i bestyrelsen med Jakob Kvist, kreativ direktør for Forlaget People’s Press. Begge dygtige, skarpe og særdeles professionelle folk, og vores veje har krydset hinanden også tidligere i andre jobfunktioner.

Når denne lille sideinformation er nødvendig for læserne, så er det dels fordi den danske mediebranche er lille og har en tendens til at være ret indspist. Vi bør være mere åbne om bekendtskaber og kollegapositioner på kryds og tværs, når diskussionerne går højt. Dels fordi jeg i det efterfølgende kommer til at rette en skarp kritik af, hvordan der i de seneste dage er blevet skabt et heftigt og efter min mening helt uholdbart spin omkring bogen ”Syv år for PET”.

Læg dertil at medierne er rigtig dårlige til at kulegrave medierne selv og deres motiver.

En guide i spin
Jeg skal ikke gentage hele historien om PET-bogen, foromtalen af den efter den sædvanlige pressestrategi fra forlaget, det midlertidige fogedforbud, Politikens brud med fogedforbuddet, afsløringen af aftaler om tavshedspligt, der ikke blev overholdt mellem PET og bogens hovedbidragyder, Jakob Scharf, og efterfølgende ankesager, politianmeldelser med meget mere.

Dygtige kolleger som Clement Kjærsgaard, Kim Bildsøe Lassen, Kristoffer Eriksen og Kaare Svejstrup, Presselogen på TV 2 News og flere andre har forsøgt at skære igennem spinnet og tolke motiver og rejse en diskussion om medierne – eller i hvert fald nogle af dem – føler sig hævet over domstolene, når det sådan passer ind i deres kram.

Men det lykkes alligevel Jensen, Ramskov og Kvist at fastholde en argumentation om, at de er de sande helte, der har kæmpet mod afskyelige trusler om PET-censur og underlødige domstole, der fælder afgørelser på et urimeligt tyndt grundlag midt om natten.

Tillad mig en lille guide til det spin, der har præget de seneste par ugers debat:

Spinrunde nr. 1: Medierne skal ikke sende journalistisk materiale ind til forhåndscensur hos PET. Det undergraver ytringsfriheden og mediernes frie ret til at trykke og bringe samfundsrelevant indhold.

Nej, selvfølgelig skal medierne ikke det. Men i dette tilfælde er der altså tale om, at PET har en skriftlig aftale med hovedkilden til bogen om, at han som tidligere chef for PET ikke må medvirke i bogudgivelser uden efter godkendelse af PET.

Da hverken forlaget People’s Press eller Jakob Scharf tilsyneladende vil udlevere bogen til læsning hos PET inden udgivelse, så har PET ikke andre muligheder end af sikkerhedsgrunde at få nedlagt et midlertidigt fogedforbud. Spinnet gør denne helt særlige situation til en absurd generalisering og en frihedskamp for medier og bogforlag, der må og skal bekæmpe censur fra PETs side.

Her hopper kæden helt af og bliver til en kamp, der helt ignorerer de særlige omstændigheder omkring en bog, som forlaget selv har oversolgt i forreklamen og givet den med sovs og kartofler om afsløringer af hemmeligheder, og som potentielt – må læseren af den forreklame jo tro - kan indeholde oplysninger, der kan skade enkeltpersoner, landets sikkerhed eller vores forhold til andre landes sikkerhedstjenester.

Spinrunde nr. 2: En skandale at domstolen kan nedlægge fogedforbud alene på basis af bagsideteksten til et bogomslag og uden at have læst bogen.

I medietumulten forsvandt ordet midlertidigt fogedforbud fuldkommen ud i den blå luft. Og meget få gjorde sig den ulejlighed at forstå, hvad det der med et fogedforbud går ud på. Et fogedforbud, som nu ifølge retsplejeloven korrekt hedder: ”midlertidig afgørelse om forbud” kan kæres til Landsretten. Hvis fogedforbuddet opretholdes, skal det efterfølgende prøves ved en egentlig retssag, der skal indledes senest to uger efter.

Der var altså ikke tale om, at PET nødvendigvis ville have bogen standset. Man ønskede tid til at gøre sig bekendt med indholdet og købte sig tid med det midlertidige fogedforbud. Det var ikke et overgreb på den frie presse og ytringsfriheden.

PET passede bare deres arbejde, som er at beskytte os andre mod terror bl.a. Men det kom til at virke latterligt i spinmaskinen, at PET ville standse bogen alene på en oppustet bagsidetekst, og domstolen fik på puklen for at have fulgt PETS ønske.

Politiken, People’s Press, Jakob Scharf eller forfatteren kunne jo bare have givet PET mulighed for at læse bogen rigtigt fra start. Hvis de ønskede at standse den, så måtte de alligevel gå rettens vej og nedlægge et midlertidigt fogedforbud - men nu bare på et mere oplyst grundlag. Eller de kunne vælge at sige, at bogen ikke indeholdt ikke kendte hemmeligheder.

Hvis de valgte det første, kunne forlaget og Politiken jo have kæret sagen og gået imod fogedforbuddet i en egentlig efterfølgende retssag. Man kan altså ikke både bebrejde PET, at de ønsker midlertidigt fogedforbud på et for løst grundlag og samtidig ikke give dem mulighed for at læse bogen i sin helhed, når de har haft en aftale om tavshedspligt med hovedkilden til bogen.

Spinrunde nr. 3: Chefredaktørerne på Politiken og Radio 24syv var helt igennem i stand til at vurdere, at bogen indholdsmæssigt var harmløs og uden risiko.

Kritik af det standpunkt blev mødt med, at chefredaktørerne tog ansvaret for indholdet og stod på mål for det.

Ja, interessant. Men indebærer det også et ansvar for skadevirkninger over andre landes sikkerhedstjenester? Indebærer det også et ansvar overfor enkeltpersoner, som måtte blive eksponeret på farlig vis? Hvad hjælper det os andre, at Christian Jensen og Jørgen Ramskov står der på målet, hvis bogen skulle give anledning til at inspirere galninge til terroraktioner?

Hvis ”stå på mål for” alene betyder at være villig til at gå i fængsel for at have blæst på et fogedforbud, så hjælper det jo ikke meget på sikkerhedssituationen, hvis de tog fejl. Jeg tror PET er bedre til at vurdere den – trods alt.

Spinrunde nr. 4: Hvis bogen indholdsmæssigt var så harmløs, hvorfor hastede det så med at bryde et midlertidigt fogedforbud, inden forbuddet blev prøvet i en ankesag? Det kunne sagtens være nået inden bogens planlagte udgivelsesdato.

Der er ganske enkelt ikke givet nogen ordentlig forklaring på Politikens hast med at bryde fogedforbuddet inden en ankesag.

Her løber korstoget for ytringsfriheden af med chefredaktøren på Politiken. I et meget afslørende interview på Radio24syv med Christian Jensen prøver han at påstå, at han ikke vidste, at fogedforbuddet omfattede Politiken men kun Ekstra Bladet, men det forekommer simpelthen ikke troværdigt, at han ikke kan læse indenad og dermed se klart og tydeligt, at det omfattede hele JP/Politikens Hus med samtlige udgivelser.

Der kan ikke findes nogen anden god forklaring end profileringsjagt og salg. Politiken har prøvet det et par gange før at offentliggøre en bog i utide i et søndagstillæg, og det har været bestsellere.

Spinrunde nr. 5: Kampen mod censur er vigtigere end at respektere en domstolsafgørelse baseret på læsning af en bagsidetekst. PET skal ikke i et frit og åbent samfund kunne standse en bogudgivelse om en meget vigtig politisk periode i Danmark, hvor terroren flyttede ind hos os.

Som min gode kollega Anne Knudsen, chefredaktør på Weekendavisen, så klogt har kommenteret det i en leder: Beklikker man domstolene, undergraver man retssamfundet.

Medierne bør ikke medvirke til at undergrave retssamfundet. Vi jagter alle andre, der ikke overholder landets love, og det er en del af vores fornemste opgaver. Hvis vi er utilfredse med, hvad domstolene, regeringen eller Folketinget gør, så har vi det stærkeste våben i vores medier til at kommentere det, problematisere det og argumentere for vores sag.

PET går til domstolene og benytter retsplejeloven til at få et midlertidigt forbud nedlagt, fordi man ikke kan komme andre veje. Der kan være sager så store, så principielle og så fundamentale for vores demokrati og vores samfund, at vi som chefredaktører vil gå i fængsel for at afsløre dem, når det gælder korruption, magtmisbrug, magtfordrejning eller den slags.

Men bogen ”Syv år for PET” havde på ingen måde et indhold, der gør sådan en betragtning relevant i dette tilfælde.

Behov for en afklaring
Det lykkedes i en række interviews og debatter om PET-bogen at vedligeholde nogle spinhistorier, som burde være punkteret. Når medierne skulle gå kritisk til medierne selv, blev politikerne pludselig hentet ind som angribere. En ny situation for dem, men også et vidnesbyrd om, at vi i medierne selv burde tage en principiel debat om det her.

Hvordan optræder vi i terrortider? Skal vi respektere PETs rolle som beskytter af os i terrortider, med hvad det indebærer af restriktioner og særlige sikkerhedshensyn? Skal vi respektere domstolenes afgørelser, også når vi synes, de er forkerte og går os imod? Kan respekten for domstolene gradbøjes efter behov?

Da nogen åbenbart mener, der er tvivl om, hvordan vi skal agere som medier, så bør det da op på bordet til diskussion sådan mere principielt. Det er alt for vigtigt til andet.

---

Lisbeth Knudsen er formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater samt direktør og chefredaktør for Mandag Morgens danske aktiviteter. Hun har været ansvarshavende chefredaktør for Berlingske og koncernchef for Berlingske Media i otte år. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Jensen

Ansv. chefredaktør, Politiken
journalist (DJH 1999)

Jakob Scharf

Direktør, medstifter, Certa Intelligence & Security, fhv. chef, PET
cand.jur. (Københavns Uni. 1990)

Jørgen Ramskov

Afgående direktør, Producentforeningen (1/8-2024), formand for Copenhagen Film Fund og Teater Grob
journalist (DJH 1988)

0:000:00