Løkke: Reel risiko for, at Europol-aftale ikke når i mål

TIDSNØD: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) appellerer til sine EU-kolleger om en hurtig forhandling af dansk særstatus i politisamarbejdet Europol. Men der er en risiko for, at aftalen ikke når i mål til tiden, siger han efter møde med EU-top.

BRUXELLES: Selvom Danmark er godt på vej til at få en særaftale om Europol, er der stadig en risiko for, at forhandlingerne ikke når i mål.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter han torsdag morgen mødtes med EU-toppen for at diskutere sagen. Her blev de enige om at sætte gang i den formelle proces, der skal lede til, at Danmarks særaftale kommer gennem EU's lovmølle.

”Det har været et godt møde, hvor vi også har bekræftet hinanden i, at nu skal vi få det her til at lykkes. For det er ikke gjort med det møde, vi har haft her i dag. En aftale kræver, at der bliver truffet en række beslutninger både i Europol og i Rådet (EU-landene, red.) – plus det kræver et hjælpsomt Europa-Parlament," siger Lars Løkke Rasmussen efter mødet i Bruxelles.

Her diskuterede han sagen med EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og formand for Det Europæiske Råd Donald Tusk.

Danmark har indtil 1. maj 2017 til at lande særaftalen, for derefter falder det juridiske grundlag for aftalen bort. Det sker, når Europol overgår til et nyt retsgrundlag, og her mister Danmark sit medlemsskab af politisamarbejdet.

Og med en presset tidsplan kan særligt processen i Europa-Parlamentet vise sig problematisk. For selvom EU-parlamentarikerne ikke formelt skal stemme om den danske særaftale, skal de have forslaget i høring. To gange. Og op til tre måneder hver gang.

"Hvis man i Europa-Parlamentet insisterer på at bruge al den tid der er, så når vi det ikke til 1. maj," siger Lars Løkke Rasmussen.

Er der reel risiko for, at den her aftale ikke når på plads inden 1. maj?

 ”Ja, det er der jo. For det er jo ikke bare i vores hænder," siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

”Når man ikke selv kan spille bolden hele tiden, men er afhængig af, at nogle andre også sparker til den, kan man ikke være sikker på, at man scorer."

"Vi skal nå det"
Lars Løkke Rasmussen skal under dagens EU-topmøde have en samtale med Europa-Parlamentets formand, Martin Schulz, hvor han vil søge opbakning til en dansk særaftale. Det er den anden samtale med Schulz, som statsministeren har inden for kort tid. 

"Jeg oplever, at man fra den side vil gøre, hvad man kan, for at få Europa-Parlamentet til at samarbejde," siger Lars Løkke Rasmussen.

Derfor er statsministeren alt i alt fortrøstningsfuld. Han har også "en rimelig forventning om at møde velvilje" hos de 27 andre EU-lande, som han holder topmøde med torsdag. Her vil han også rejse spørgsmålet om Europol.

"Vi har den udfordring, at den juridiske platform, som vi bygger det her op på, falder bort 1. maj. Så det skal jo lykkes. Og det er det scenarie, jeg arbejder i, og jeg møder også velvilje," siger statsministeren.

Læs den fælles mødeerklæring fra Lars Løkke Rasmussen, Donald Tusk og Jean-Claude Juncker her.

Forrige artikel Mchangama advarer: Lov om hadprædikanter er bekymrende symbolpolitik Mchangama advarer: Lov om hadprædikanter er bekymrende symbolpolitik Næste artikel Pape: Placering af politiskole i Herning er et politisk valg Pape: Placering af politiskole i Herning er et politisk valg