Messerschmidt: Dommere skal ikke lege politikere

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Dommere bør afholde sig fra at skabe ret, det skal kun de folkevalgte have beføjelse til. Det siger i øvrigt de fleste europæiske forfatninger, men i EU udgår magten fra institutionerne.

Morten Messerschmidt (DF)
MEP

Sidste år udgav jeg bogen ”Intet over og intet ved siden af…”. Bogens titel refererer naturligvis til Hørups gamle sætning om, at Folketinget har den afgørende magt i Danmark.

Men i stedet for Folketinget er i min titel indsat EU-Domstolen. Ganske enkelt fordi Folketinget og vore domstole - for slet ikke at tale om grundloven – gang på gang sættes til side af netop EU-Domstolen i Luxembourg.

Der er altså vendt rundt på Hørups gamle tanke.

Det er både praktisk og demokratisk uacceptabelt. I takt med at EU gennem årene har fået mere magt, har EU-Domstolen også forøget sin magt.

Det kulminerede med Lissabontraktaten, hvor Domstolen fik ret til at fortolke næsten alle dele af traktaten. Det gælder også følsomme politikområder som udlændingepolitik og socialpolitik. Landenes regeringer har stadig mulighed for at sætte Europa-Parlamentet stolen for døren, fordi man betragter det som en politisk kampplads. Men når EU-Domstolen afsiger politiske domme, så bliver regeringerne spagfærdige og resignerer. De kapitulerer.

Dommere skal ikke skabe ret
Og dermed svigter de deres opgave. Efter den lovgivningsmæssige tradition, vi har i Danmark, så er det betænkeligt, at en domstol føler sig kaldet til at være den drivende kraft i at gennemtvinge forandringer i en bestemt politisk retning.

I eksempelvis Danmark og Sverige er det indlysende, at domstolene højst skal fortolke loven: “Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven”, som Grundlovens § 64 siger.

Dommerne skal altså fortolke loven ud fra lovgiverens hensigter. Men magten udgår fra folket, og derfor skal en ikke-folkevalgt domstol ikke ændre på lovgivers intention. Dommere bør afholde sig fra at skabe ret, det skal kun de folkevalgte have beføjelse til. Det siger i øvrigt de fleste europæiske forfatninger, men i EU udgår magten fra institutionerne.

Men det er ingen lovmæssighed, at EU-Domstolen handler aktivistisk. Tværtimod bør en enhed som EU, hvor mange forskellige interesser skal finde sammen i delikate kompromiser, tilsige, at Domstolen i højere grad fortolker indskrænkende.

Forslag til ændringer
Ved sin nuværende fortolkningsstil træder Domstolen gang på gang ind på politikernes domæne og træder de delikate kompromisser under fode, og det er demokratisk set uacceptabelt. Jeg har derfor foreslået konkrete ændringer, der kunne rette op på tingene.

Eksempelvis kunne man skele til formuleringen i den danske grundlov, eller man kunne indføre mere åbenhed i form af dissenser, som i dag er forbudt ved EU's domstol.

Ude i medlemslandene hører vi ikke bare betænkeligheder, men regulære protester, og det er ikke bare fra Storbritannien. Alligevel ser vi en domstol, som på få år har blandet sig i medicintilskud, pensionsfradrag, hestevæddeløb, bopælspligt, produktansvar, overenskomster, udbudsregler, uddannelsesstøtte, børnepenge og meget mere.

Forhold, som er politisk meget følsomme. Tænk blot på, hvor meget udlændingepolitikken fylder i danske valgkampe. Hvor er da rimeligheden i, at det er dommere – og ikke vælgerne – der bestemmer? Eller betænk de mange protester, hver gang der ændres på SU-reglerne. Hvor er da rimeligheden i, at EU-dommerne med et pennestrøg – som i sommer – kan udskrive en ekstra SU-regning på 200 millioner kroner? Den slags bør kun ske med et demokratisk mandat.

Det betyder naturligvis ikke – som nogen fremfører – at EU ingen domstol skal have. Det er aktivismen, ikke Domstolen, der er noget galt med.