Oxfeldt: Vi har brug for et politi med overskud

Af Claus Oxfeldt
Formand for Politiforbundet

Politiets beredskaber er i dag dimensioneret på en måde, så de i bedste fald balancerer på en stille aften, i værste fald bliver væltet af blot en halvstor sag efter klokken 16. 

Claus Oxfeldt
Formand for Politiforbundet

Der var engang, hvor danske politistationer havde stille aftener, hvor politifolk på nattevagt sad i venteposition og ventede forgæves.

Mange andre aftener rykkede de talstærkt ud, fordi der var behov for talstærk tilstedeværelse. De var der hurtigt. De var der troværdigt. De var et beredskab, som borgerne kunne stole på.

Den del er for længst historie.

Tiden er sparet væk
Tanken om en offentlig sektor, hvor der en given aften eller nat kan være et overskud af timer, hvor fagpersoner kan sætte sig ned og udveksle erfaringer, eller selv finde på initiativer, mens de venter, hører i den grad fortiden til. Det første sted, hvor konsulentfirmaer for år tilbage førte kniven, var over sygehuse, skadestuer, politistationer og offentlige beredskaber.

I dag gennemsyrer det alle statslige og kommunale arbejdspladser med borgerkontakt. Der må aldrig på noget givent tidspunkt være et overskud – eller for den sags skyld tid til fællesskaber og initiativer.

Jeg har – noget højstemt – en drøm ligesom Martin Luther King, om at man genskaber overskuddet af tid til borgerne og tid til at hjælpe, fordi heri ligger selve nøglen til at løse en lang række af de udfordringer, som statslige myndigheder står overfor.

Konsulenternes spareøvelser har kostet dyrt fra det øjeblik, de skar tiden væk. Fra det øjeblik, de indrettede det offentlige produktionssamfund ud fra simple målemodeller og produktionsmetoder.

Vi har betalt enorme summer for at sikre os, at der ikke sidder nogle i den statslige sektor og har tid eller ro en given nat. Vi har sparet på de dele, som ellers vil være i første linje mod alt fra terror til katastrofer, som den i Seest.

Store begivenheder kan vælte læsset
Politiets beredskaber er i dag dimensioneret på en måde, så de i bedste fald balancerer på en stille aften, i værste fald bliver væltet af blot en halvstor sag efter klokken 16. På det tidspunkt er lokalpolitiet, dele af efterforskningen og andre gået hjem fra deres vagt – og kan ikke længere bruges som buffer.

Det hænger sådan sammen, at kun ved at indkalde alle andre, fungerer det. Og ved at stole på, at politifolk derhjemme orker at tage telefonen og møde ind. Men tænk, hvis de ikke orker længere?

To store begivenheder samtidig - inden for en mindre radius - kan vælte læsset, og kræve så voldsomme prioriteringer, at borgeren efterlades uden det sikkerhedsnet, som han eller hun ellers tager for givet.

Intet sted findes der et gram af overskud i timer. Alle sponserer og låner af hinanden for at lappe beredskab og indsats sammen.

Holdningen blandt mange politifolk er i dag sådan, at hvis man viser arbejdsglæde, så risikerer man blot at blive straffet, for så er der ikke sparet nok. Mon ikke den samme følelse går igen på sygehuse og i en række institutioner.

Men det er sket. Nok ud fra en overordnet fortælling om effektivisering. Om at arbejde smartere og om at spare.

En fortælling, som alle har ædt råt – og som de øverste dele af embedsværket har arbejdet benhårdt for at bevise med statistik, ensidig kommunikation, svær aktindsigt, og ved at angribe enhver tvivler fra egne rækker med udsagnet om, at han eller hun talte faget ned.

Mod og politiske visioner
Kort fortalt et system, som har lukket sig om sig selv, og en fortælling om, at det pinedød sidder på den eneste sandhed.

For mig at se handler fremtidens politi også om at have et politi med overskud til netop at komme tæt nok på og investere i det vigtigste af alt – tid til borgerne og udfordringer. Det er den bedste nøgle i forhold til at åbne døren rigtigt til en lang række globale udfordringer og det moderne samfund.

Men det kræver også mod. Mod til at se på værdier og tænke langsigtet. Det sker bare sjældent, hvis ikke aldrig.

Hvorfor ikke? Tør man ikke? Passer det ikke ind i konsulenthusenes visioner?

Svaret er uvist – men jeg mangler politiske visioner, og ikke bare hovedløs djøficering, økonomisering og effektivisering af den offentlige sektor.