Pind vil lade grønlandske fanger blive i Danmark

FORVARING: Regeringen vil give grønlandske afsonere i Herstedvester mulighed for selv at bestemme, om de vil blive i Danmark eller tilbage til Grønland, når den lukkede anstalt i Nuuk står klar i 2018.

Justitsminister Søren Pind (V) vil med et kommende lovforslag sikre, at forvaringsdømte fra Grønland selv kan bestemme, om de vil fortsætte afsoning i Danmark eller overflyttes til den kommende lukkede anstalt i Nuuk.
Justitsminister Søren Pind (V) vil med et kommende lovforslag sikre, at forvaringsdømte fra Grønland selv kan bestemme, om de vil fortsætte afsoning i Danmark eller overflyttes til den kommende lukkede anstalt i Nuuk.Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Kim Rosenkilde

Indsatte på den såkaldte ’grønlænderafdeling’ på Anstalten ved Herstedvester skal hverken tvinges til at blive i Danmark eller til at fortsætte afsoningen på Grønlands første lukkede afdeling, når den om to år står klar til brug.

Det mener justitsminister Søren Pind (V), der er på vej med et nyt lovforslag, som skal give de forvaringsdømte grønlændere i Herstedvester mulighed for selv at vælge, om de vil blive i Danmark eller tilbage til Grønland.

”Med den nye anstalt imødekommer vi noget af den kritik, vi hidtil har fået, og vi kommer til at placere de personer, som allerede er forvaringsdømte, på en rimelig måde med det nye lovforslag,” skriver justitsminister Søren Pind (V) i en skriftlig kommentar til Altinget.

Det er en nyhed, som afgående direktør for Kriminalforsorgen på Grønland, Hans Jørgen Engbo, tager godt imod.

Jeg ved ikke, om vi på forhånd skal give dem carte blanche til selv at bestemme.

Karin Gaardsted (S)
Grønlandsordfører

”Det ville være fuldstændigt vanvittigt, hvis vi først tvinger folk til Herstedvester, hvor de så efter at have været her i årevis en gang til igen skulle tvinges et andet sted hen, end de ønsker at være,” siger Hans Jørgen Engbo.

Hypotesen er, at halvdelen bliver
Engbo har selv tidligere påpeget udfordringen med, at ikke alle de 27 forvaringsdømte grønlændere i Herstedvester har lyst til at vende tilbage til Grønland.

Nogle har haft et så langvarigt ophold i Herstedvester, at de hellere vil satse på en fremtid i Danmark.

For andre kan reservationen ved at skulle afsone i Grønland hænge sammen med, at de kommer fra egne af landet, som både geografisk og kulturelt ligger meget fjernt fra Nuuk. De vil derfor ikke nødvendigvis føle sig mere hjemme på en anstalt i Grønland.

Hvor mange, der ønsker at komme tilbage til Grønland, er ifølge Hans Jørgen Engbo meget svært at sige.

Dokumentation

Fakta om forvaring

Personer, der er idømt forvaring i Grønland, er gennem mange år blevet anbragt i Herstedvester Fængsel. Blandt andet for de åbne anstalter i Grønland ikke sikkerhedsmæssigt er indrettet til at rumme dem.

I 2007 besluttede daværende justitsminister, Lene Espersen (K), at der skulle opføres en ny lukket anstalt på Grønland.

Planen var dengang, at anstalten skulle kunne tages i brug i 2012. Men en række forsinkelser har betydet, at den lukkede anstalt først forventes klar til brug midt i 2018.

Aktuelt er ialt 36 personer idømt forvaring, heraf afsoner de 27 på Anstalten ved Herstedvester.


0:000:00