Regeringen giver sig: Ny politiskole placeres i eksisterende bygninger

AFTALE: Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har lavet en aftale med regeringen om, at en ny politiskole skal oprettes i allerede eksisterende bygninger. Dermed opgiver regeringen sit ønske om nybyggeri i Herning.

Foto: Uffe Weng/Scanpix
Emma Qvirin Holst

Den nye politiskole i Vestdanmark skal oprettes i allerede eksisterende bygninger.

Det er regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne blevet enige om.

Mandag begyndte justitsminister Søren Pape Poulsen (K) forhandlinger om placeringen af en ny politiskole med de to partier, der er med i politiforliget.

Efter kort tid med forhandlinger kom Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, og Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, ud fra Justitsministeriet med en ny aftale, der slår fast, at den nye politiskole ikke kan blive nybyggeri.

”Det er godt, at regeringen har valgt at lytte til os efter meget lang tid, hvor den her sag har stået stille. Det betyder forhåbentlig, at vi kan komme i gang hurtigt med at gøre en eksisterende bygning klar til en ny politiskole, som jeg er overbevist om bliver en rigtig god skole for de kommende politibetjente,” siger Peter Kofod Poulsen til Altinget efter mandagens møde i Justitsministeriet.

Regeringen giver sig
Aftalen strider imod regeringens ønske om nybyggeri, og det var en tydeligt skuffet Søren Pape Poulsen, der efter mødet måtte erkende, at han ikke havde 90 mandater til at få sit ønske opfyldt.

”Jeg har fået en melding fra partierne i dag om, at de ser nybyggeri som udelukket. Det vil jeg gerne beklage, for det havde været bedst for dansk politi, at vi kunne uddanne vores politi i nye bygninger,” siger Søren Pape til TV 2 News.

Men justitsministeren vil samtidig gerne videre med en ny politiskole, og derfor giver regeringen sig nu.

Beslutningen skuffer formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, der ønskede en nybygget skole.

Peter Kofod Poulsen siger, at han har lyttet til politiets argumenter for nybyggeri, men der er også en forpligtelse til at bruge de eksisterende bygninger, inden man kaster sig ud i noget nyt.

Trine Bramsen tilføjer, at alle oftest vil have det nyeste, når de får valgmuligheden.

”Men vi har både en økonomisk begrænsning og en tidsramme, som vi gerne vil have uddannet de her betjente inden for. Og det taler for eksisterende byggeri,” siger Trine Bramsen.

Hun understreger, at det ikke skader uddannelsens kvalitet at benytte eksisterende bygninger.

”Vi har spurgt politiet meget klart, om man får dårligere uddannede betjente af at uddanne dem på en skole i eksisterende bygninger, og der har det meget klare svar været, at selvfølgelig får man lige så gode betjente,” siger Trine Bramsen.

Herning tabte
Sagen om politiskolens placering har ikke rykket sig siden efteråret, hvor daværende justitsminister Søren Pind (V) bekendtgjorde, at den nye politiskole skulle være et nybyggeri og ligge i Herning.

Det var Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet allerede uforstående over for dengang, og partierne insisterede på, at regeringen overvejede en anden placering med eksisterende bygninger.

Tumulten om en politiskole i Herning blev ekstra stor, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blev rodet ind i sagen, efter blandt andet Socialdemokratiet luftede mistanken om en vennetjeneste fra Løkke til Hernings Venstre-borgmester, Lars Krarup.

Venstre fastholdt dog alligevel planen om Herning, og det blev skrevet ind i regeringsgrundlaget, da den nye VLAK-regering blev dannet.

Men Herning har ikke budt ind med eksisterende bygninger til en skole, og derfor er det nu udelukket, at en ny politiskole kan være i Herning.

Byens borgmester, Lars Krarup, lægger ikke skjul på, at han er bitter over sagens udvikling. Han langer især ud efter Dansk Folkeparti, som han mener har spoleret det hele – til skade for politiet, som ønskede sig nye bygninger.

”Selvom Herning taber i dag, håber jeg ikke, at politiet efterfølgende ender med at tabe,” siger Lars Krarup til TV 2 News.

En begmand til Løkke
Hernings tab er ”en solid begmand” til Lars Løkke, vurderer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

"Herning var frem for alt Løkkes projekt. For Søren Pape derimod var det bare en møgsag, der landede på hans bord, da han blev justitsminister,” siger Erik Holstein.

På det overordnede plan konstaterer Erik Holstein, at slagsmålet om politiskolen varsler ilde for Lars Løkke.

"Det illustrerer, hvor let hans regering kan blive sat skakmat af alliancen mellem DF og S. Nøjagtig det samme kommer til at ske med den pensionsreform, Løkker blive ved at tale om,” siger Erik Holstein og tilføjer:

"Vil Løkke undgå flere åbenlyse nederlag, gør han klogt i at anlægge en mere ydmyg stil og erkende, at hans regering er meget langt fra at have flertal. Det er ikke særlig smart at bruge kampvognstaktik, når man kun har et let rytteri til at bakke sig op."

Ny placering om et par dage
Med aftalen om rammen for den nye politiskole mangler regeringen nu at finde en geografisk placering.

Her har Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ikke lagt sig fast på noget, og partierne afventer et forslag fra regeringen baseret på anbefalingerne fra Rigspolitiets analyse af mulighederne.

Søren Pape Poulsen forventer, at han kan fremlægge et bud på en placering i løbet af de næste par dage, når han har set nærmere på Rigspolitiets rapport.

Ifølge analysen fra Rigspolitiet er der tre kommuner med bygninger, der vil være mest hensigtsmæssige.

”Rigspolitiet vil i et valg mellem de eksisterende ejendomme umiddelbart – i prioriteret rækkefølge – vurdere, at ejendommene i Vejle (#34) og Skanderborg (#26) i sideordnet prioritering og dernæst Holstebro (#8) vil være mest hensigtsmæssige for politiet,” står der i rapporten.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Kofod

MF (DF)
lærer (UC Syddanmark 2015)

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

0:000:00