Retspolitisk Forening: Genopbyg borgernes retssikkerhed

Af Bjørn Elmquist
Formand for Retspolitisk Forening 

Med det argument, at vi skal beskytte os og vores demokrati mod terror, har vores egne lovgivere og skiftende regeringer selv påført os langt større tab af demokrati, end nogen terrorist ville kunne formå det.

Bjørn Elmquist
Formand Retspolitisk Forening

Når det tilstundende valg er overstået, bør regeringen, uanset partifarve, og det nyvalgte Folketing straks prioritere den del af retspolitikken, som fastlægger den enkelte borgers retsstilling.

Desværre har det i mere end ét årti været svært at se, hvem der i Folketinget tager det enkelte menneskes parti over for staten. 

Nødvendigt forslag fra Venstre
Venstre spillede dog for nyligt ud med et tiltrængt forslag om styrkelse af borgerne i forhold til staten blandt andet med forbedring af reglerne om fri proces.

I den eksisterende ordning er der et grotesk misforhold i honoreringen af henholdsvis borgerens private advokat og så statens faste advokat, Kammeradvokaten, som ydermere i sagens natur kan trække på sin klient, statens ressourcer ved udarbejdelse af notater og så videre til brug i retssagen. Andre elementer i forslaget vedrører begrænsning af SKATs og andre myndigheders mulighed for uden videre blandt andet at ransage hos private. Det er ligeledes et godt og nødvendigt forslag, hvis altså ikke det fører til øgede muligheder for skatteunddragelse.

Borgerens ret til privatlivets fred har imidlertid et langt bredere sigte. De nævnte ”andre myndigheder” end SKAT bør referere til sociale myndigheder også i kommunerne, politiet og de to efterretningstjenester.

Retssikkerheden svækkes gang på gang
Realiteten er, at brede flertal i Folketinget lige siden 11. september 2001 igen og igen har antastet individets retssikkerhed. Med det argument, at vi skal beskytte os og vores demokrati mod terror, har vores egne lovgivere og skiftende regeringer selv påført os langt større tab af demokrati, end nogen terrorist ville kunne formå det.

Der er sat revisionsovervejelser i gang, men håbet om fjernelse af bare de værste indgrebsbeføjelser trænger til næring, hvis det skal føre til mærkbare resultater. En meget beskeden forbedring kunne bestå i at udstyre de mange ”nye” beføjelser med en udløbsdato, sådan som man kender det fra mange andre lande. Så ville revisionsarbejdet få et helt andet fortegn.

Offentlighedsloven, der trådte i kraft 1. januar 2014, skal revurderes efter tre år. Dér vil en vigtig opgave være at ændre på §§ 24 og 27, så lukketheden omkring henholdsvis ministerbetjening og politiske forhandlinger begrænses. Ja, faktisk ville det da være bedst, om den ændring ikke afventede en generel revision. Herfor taler også den helt aktuelle politiske fejde om finansministerens betjening af Finansudvalget i sagen om DONG/Goldmann-Sachs.

Ret op på Justitsministeriets status
Det mest centrale ministerium for borgernes retssikkerhed er Justitsministeriet, og en påtrængende hasteopgave for regeringen efter valget er at få repareret på dets generelle status. Den traditionelle respekt og hæder er blevet ødelagt med hyppige ministerskift forårsaget af alvorlige fejlgreb og mildt sagt svingende, ja svigtende præstationer.

Det har så også på halvandet år kostet to PET-chefer og en departementschef deres poster, og mismodet har grebet om sig blandt personalets superjurister.

Den kommende regering og Folketingets flertal må simpelthen holde op med i den grad at lægge politisk pres på Justitsministeriet for at få deres hedeste politiske løsninger for eksempel mod terror godkendt ved ”juridisk snilde”.

Bedre behandling af "fremmede"
Og endelig er der holdningen til ”de fremmede”. Det være sig de, der flygter hertil, de, der allerede er her, og de, der bare har en ”fremmed tro” som for eksempel islam. Lad os dog bruge almindelig, god, gammeldags anstændighed til at mildne den officielle behandling af ”de fremmede” her i landet.

Vi kunne til en begyndelse gøre op med den sig voldsomt spredende tendens til altid at omtale folk her i Danmark som ”danskerne”. Lad dog spindoktorerne om det.

Det kunne mane til i det hele taget at bruge inkluderende og ikke ekskluderende løsninger på vores samfundsproblemer.