Røde partier presser Pind for fodlænkedomme

AFSONING: Oppositionspartier vil holde regeringen fast på tidligere forslag fra Venstre om at give domstole mulighed for at idømme fodlænke. Det kan betyde færre og ikke flere i fodlænke, lyder det fra Dommerforening.

I dag er det Kriminalforsorgen, der beslutter, om en dom kan afsones i eget hjem med fodlænke. Den mulighed skal dommere også have, mente et flertal på Christiansborg i foråret.
I dag er det Kriminalforsorgen, der beslutter, om en dom kan afsones i eget hjem med fodlænke. Den mulighed skal dommere også have, mente et flertal på Christiansborg i foråret.Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Kim Rosenkilde

Socialdemokraterne og Enhedslisten lægger nu pres på justitsminister Søren Pind (V) for at få ham til at leve op til Venstres eget forslag om at give dommere mulighed for at idømme afsoning ved fodlænke.

I februar fremlagde Venstre som oppositionsparti et beslutningsforslag, som skulle give domstolene denne beføjelse.

Forslaget endte med bred opbakning fra alle Folketingets partier og opfordrede daværende Justitsminister Mette Frederiksen (S) at komme med et gennemarbejdet forslag til en lovændring inden årets udgang.

I sidste uge kunne Rockwool Fondens Forskningsenhed så præsentere ny forskning, der viser flere gavnlige effekter ved afsoning med fodlænker.

Blandt andet øger det mærkbart dømtes unges chancer for at gennemføre en ungdomsuddannelse. Samtidig reducerer det risikoen for, at en dom også fører til, at et parforhold bryder sammen.

”Jeg ved, der allerede er gjort tanker om det her i Justitsministeriet. Det bad vi dem om, da vi sad i regeringen. Så jeg savner, at der bliver sat strøm til, så det kan komme op at rulle,” siger Trine Bramsen.

Svar fra minister udbedes
Da regeringen i starten af oktober kom med sit lovprogram for den indeværende folketingsperiode, var der ikke et ord at læse om at udvide dommernes strafkatalog med fodlænker.

Og Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper udbeder nu justitsministeren et svar på, hvorfor der endnu ikke er fulgt op på beslutningsforslaget, som det ellers blev forudsat.

Hun forventer, at fodlænker vil blive brugt mere, hvis domstolene får mulighed for at tage aktiv stilling til den afsoningsform i de konkrete sager.

Dokumentation

Betingelser for afsoning med fodlænke

Muligheden for at afsone med fodlænke blev indført for første gang i Danmark i 2005. Ordningen er siden udvidet.

Der skal være tale om en ubetinget dom på mellem 14 dage og seks måneder.

Den dømtes boligforhold skal være sådan, at det er muligt for Kriminalforsorgen at foretage den nødvendige overvågning og kontrol på bopælen. Man må eksempelvis ikke bo på hotel eller herberg.

Hvis man er dømt før 1. juli 2013, skal man være i beskæftigelse, mens man afsoner. Det betyder, at man skal arbejde, være i gang med en uddannelse eller lignende.

Hvis man er dømt efter 1. juli 2013, gælder som udgangspunkt det samme, medmindre:

  • man f.eks. er pensionist, førtidspensionist, efterlønsmodtager eller langtidssygemeldt, og Kriminalforsorgen giver lov til at afsone i hjemmet, selvom man ikke har beskæftigelse, eller
  • man kun skal afsone 30 dage eller mindre. Hvis det er tilfældet, skal man ikke have beskæftigelse, men man må gerne.

Hvis man bor sammen med personer over 18 år, skal de give deres samtykke til, at man må afsone på jeres fælles bopæl.

Arbejdsgiver, uddannelsesinstitution eller andet beskæftigelsessted vil få at vide, at man afsoner. Det skyldes, at der skal udpeges en kontaktperson, der fører kontrol med, at man passer sin beskæftigelse under afsoningen. Kun i sjældne tilfælde kan der gives dispensation fra det.

Der kan være særlige forhold, som gør, at man ikke kan få tilladelse til at afsone med fodlænke. Hvis man ikke får tilladelse til at afsone med fodlænke, vil man få en begrundelse for afslaget.

Egnethedsvurdering

Bekendtgørelse om fuldbyrdelse af straf på bopælen 

Når en dømt har indgivet ansøgning om tilladelse til at udstå straffen på bopælen, foretager kriminalforsorgsområdet en undersøgelse af den dømtes egnethed til at udstå straffen på bopælen. Hvis kriminalforsorgen allerede er bekendt med den dømtes personlige forhold, og det er helt åbenbart, at den dømte ikke opfylder betingelserne for strafudståelse på bopælen.

Inden egnethedsundersøgelsen påbegyndes, skal det sikres, at den dømte har afgivet skriftligt samtykke til:

1) at der til brug for sagens behandling indhentes oplysninger om den pågældende fra Det Centrale Kriminalregister.

2) at kriminalforsorgsområdet i det omfang. det er nødvendigt for tilrettelæggelsen og gennemførelsen af strafudståelsen på bopælen, retter henvendelse til og i den forbindelse videregiver oplysninger om den dømtes kriminalitet m.v. til personer, der har samme bopæl som den dømte, og som er over 18 år.

3) at kriminalforsorgsområdet, i det omfang det er nødvendigt for tilrettelæggelsen og gennemførelsen af strafudståelsen på bopælen, retter henvendelse til og i den forbindelse videregiver oplysninger om den dømtes kriminalitet m.v. til den dømtes arbejdsplads, uddannelsessted eller lignende.

4) at kriminalforsorgsområdet, i det omfang det er nødvendigt for tilrettelæggelsen og gennemførelsen af strafudståelsen på bopælen, indhenter oplysninger fra andre kriminalforsorgsområder.

Kilde: Kriminalforsorgen


0:000:00