SikkerhedsBranchen: Der er ikke mere tid til snak

Af Kasper Skov-Mikkelsen
Direktør i SikkerhedsBranchen

Flere højtstående politifolk har i løbet af året fortalt mig, at vi er én større krise fra at lægge politiet helt ned. Det er desværre ikke usandsynligt, at den krise rammer – pludseligt og brutalt.

Kasper Skov-Mikkelsen
SikkerhedsBranchen

Denne debat er gået som alle debatter om politiets manglende ressourcer: Nogle få byder ind med konkrete løsninger, mens størstedelen af panelet er travlt optaget af at metadiskutere tiltag, der måske – engang ude i fremtiden – kan fungere under visse særlige omstændigheder.

Ideologiske og følelsesladede diskussioner kan skam være udmærkede, men der er ikke tid til flere i denne situation. Politiet har brug for konkrete løsninger. Danskerne har brug for konkrete løsninger. Og for hvert øjeblik vi spilder på snak, forværres situationen ude i virkeligheden.

Betjente tvinges til urimelig hård prioritering
Politiet mangler et sted mellem 1.500 og 2.000 betjente, og derudover regner Rigspolitiet med en nettoafgang på 500 betjente i 2016. Det svarer til, at vi mangler bemandingen i to politikredse, og at vi er i gang med at tømme en tredje, mindre kreds. Det er alt for mange betjente at mangle, og derfor tvinges politiet lige nu til at prioritere alt for hårdt.

Uskyldige danskere bliver fanget i skyderier, der ikke bliver opklaret, men som formentlig har rod i den hastigt eskalerende bandesituation, som politiet ikke har en chance for at holde nede. Indbrud i danske hjem bliver henlagt, og medierne bugner af historier om tyverier og voldsepisoder, hvor politiet ikke kunne prioritere at rykke ud til ofrene.

Trygheden smuldrer i hænderne på et blødende politi
Det er ikke den enkelte politibetjents skyld. Han knokler mod et umuligt arbejdspres, og han hober stadig flere timer op i den overarbejdspukkel, der før eller siden vil give massivt bagslag for politiet. Imens er hans kolleger ved grænsen, eller måske står de foran et potentielt terrormål i hovedstadsområdet.

Det er ikke holdbart, og det kan danskerne mærke. Borgernes tryghed smuldrer mellem hænderne på et blødende politi, og hvis de først mister befolkningens tillid, mister de alt.

Politiets gode navn og rygte er for nedadgående, og deres position hos befolkningen svinder. At blive ved med at presse dem til at yde bare lidt mere uden at sende hjælp, er som at blive ved med at save små stykker af den gren, vi selv har sat dem ud på.

Flere højtstående politifolk har i løbet af året fortalt mig, at vi er én større krise fra at lægge politiet helt ned. Det er desværre ikke usandsynligt, at den krise rammer – pludseligt og brutalt. Det kan være terror, det kan være en eskalering af flygtningesituationen, eller det kan være noget vi aldrig så komme – og det kan ske når som helst.

Truslen hænger som en sort sky
Tirsdag 6. december holdt vi alle vejret i timevis, indtil det stod klart, at nedskydningen af en politimand i Albertslund var en enkelt gal mands værk. Historien er i sig selv dybt tragisk, men realiteten er, at det lige så godt kunne have været en terrorist, der stod bag angrebet. Eller flere terrorister, der var klar til at skyde mod de politifolk, der blev sendt ud for at passe på landets øvrige politistationer.

Det kunne have været hændelsen, der lagde dansk politi ned. Den kan også komme i morgen eller i næste uge eller engang næste år, og truslen hænger som en sort sky over politiets arbejdssituation og danskernes tryghed.

Politiet har ikke patent på tryghed
Vi er nødt til at opgive forestillingen om, at vi har en masse valgmuligheder, vi kan debattere. Vi er nødt til at opgive illusionen om, at politibetjente har patent på at skabe tryghed. Vi er nødt til at tage imod de få konkrete løsninger, der faktisk er tilgængelige nu og her.

En af dem – formentlig den mest effektive – er den private sikkerhedsbranche. For hver dag, vi udskyder at tage den løsning i brug, forværres situationen for danskerne og politiet. Det er på tide at droppe snakken og komme i gang.