Debat

Sikkerhedsbranchen: Hjælpen er her – politiet skal bare tage imod

DEBAT: Opgaver som bevogtning af grænsen, beskyttelse af terrorudsatte bygninger og paskontrol i lufthavnen er klassiske opgaver for sikkerhedsbranchen og gode eksempler på det, vi er bedst til. Men i stedet har man sat politiet til det og afvist vores fremstrakte hånd. Det er en skam, skriver Kasper Skov-Mikkelsen.

Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kasper Skov-Mikkelsen
Direktør i SikkerhedsBranchen

Jeg må erklære mig enig med politiforsker Mette Volquartzen, der i sidste uge påpegede, at vi stadig ikke har overvejet den private sikkerhedsindustri som et seriøst bud på løsningen af politiets ressourceproblemer.

Det sidste år har branchen gentagne gange tilbudt sin hjælp både direkte til politiet og til politikerne, men vores fremstrakte hånd er blevet afvist. Det er en skam for alle parter.

Vi har nemlig en løsning, der hurtigt kan aflaste politiet så meget, at der frigives 1.000 politibetjente til rigtigt politiarbejde, men det kræver, at vi kommer i gang. Hver dag forværres situationen i politiet, og det går ud over danskernes tryghed.

Jeg møder jævnligt politibetjente, der opfordrer mig til at fortsætte kampen og spørger, om sikkerhedsbranchens hjælp dog ikke snart er på vej – for de har brug for den.

Kasper Skov-Mikkelsen
SikkerhedsBranchen

Politiet bruger også private vagter
Det er svært for mig at få øje på, hvem der for alvor har noget imod sikkerhedsbranchen. Justitsministeren har selv et privat vagtfirma siddende i porten, det er vagter, der passer på Folketingets medlemmer, og sågar Rigspolitiet har hentet privat hjælp til at passe på deres bygning.

Alle stederne fungerer sikkerheden godt. Hvorfor skulle branchen så ikke kunne hjælpe politiet andre steder? Det er vi mange, der spørger om, og faktisk møder idéen bemærkelsesværdig stor opbakning uden for Christiansborg.

Betjente beder os om hjælp
Jeg møder jævnligt politibetjente, der opfordrer mig til at fortsætte kampen og spørger, om sikkerhedsbranchens hjælp dog ikke snart er på vej – for de har brug for den.

Jeg bliver endda opsøgt af fremmede mennesker på gaden – helt almindelige borgere, der vil fortælle mig, at de er enige med mig. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de borgere er fuldstændig ligeglade med sikkerhedsbranchens ve og vel.

Borgerne ser, at det politi, der skal passe på dem og deres, er i dyb krise, og de frygter, at det næste gang bliver dem, der ikke får hjælp. Det er let for den almindelige dansker at se, at sikkerhedsbranchens hjælp er en måde hvorpå man kan løse krisen.

Vi er ikke et privatpoliti
Men jeg ved selvfølgelig godt, hvordan modstanden er opstået. Der er stadig nogle, der tror, at sikkerhedsbranchen vil lave politiopgaver. Lad mig derfor slå fast en gang for alle: Vi er ikke et privatpoliti.

Vi påstår ikke at kunne det samme som politiet. Vi vil ikke udføre politiopgaver. Vi er dygtige til noget helt andet, nemlig at lave sikkerhedsløsninger. Vi gør det hver eneste dag – skaber sikkerhed og tryghed i danskernes virksomheder og hjem, og vi gør det så godt, at selv vores mest udsatte kunder er tilfredse.

Politiet gør vores job lige nu
Forvirringen er opstået, fordi politiet lige nu udfører sikkerhedsbranchens opgaver. Opgaver som bevogtning af grænsen, beskyttelse af terrorudsatte bygninger og paskontrol i lufthavnen er klassiske opgaver for sikkerhedsbranchen og gode eksempler på det, vi er bedst til.

Men i stedet for at lade os varetage opgaverne, har man sat politiet til det. Højtuddannede og erfarne politifolk, der burde være ude for at efterforske alvorlig kriminalitet, lave borgernært politiarbejde og få styr på bandesituationen, bruger i stedet tiden på opgaver, som en hel branche er i stand til at gøre bedre.

Det ville ikke engang være acceptabelt, hvis politiet havde rigelige ressourcer, og som situationen er lige nu er det en fuldstændig vanvittig brug af et presset politi.

På tide med en fremstrakt hånd
Der er ingen reelle grunde til at blive ved med at afvise sikkerhedsbranchens hjælp. Politiet har brug for hjælp – nu. Der kommer ikke flere politibetjente før 2021 eller 2022.

Danskerne har brug for et nærværende politi, der passer deres kerneopgaver – nu. Ingen af os kan vente til vi har diskuteret mulighederne for nye politiskoler, alternative uddannelsesformer og militær i gaderne til døde.

Heller ikke den nye idé om såkaldte politikadetter vil være hurtig og effektiv nok. Vi skal i gang. Det er på tide at tage imod sikkerhedsbranchens fremstrakte hånd.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kasper Skov-Mikkelsen

Direktør, SikkerhedsBranchen
cand.jur., LL.M.

0:000:00