Søren Pind afviser minimumsstraf

STRAF: Justitsminister Søren Pind (V) har ikke tænkt sig at indføre minimumsstraf for eksempelvis voldtægt. Det strider mod hans grundlæggende principper, lyder begrundelsen. DF er skuffet.

Justitsminister Søren Pind (V) mener, at minimumsstraffe vil føre til uhensigtsmæssige begrænsninger af domstolens skøn i de enkelte sager. Men i strid med magtens tredeling er det ikke, lyder hans vurdering.
Justitsminister Søren Pind (V) mener, at minimumsstraffe vil føre til uhensigtsmæssige begrænsninger af domstolens skøn i de enkelte sager. Men i strid med magtens tredeling er det ikke, lyder hans vurdering.Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Kim Rosenkilde

Justitsminister Søren Pind (V) lægger nu afstand til et centralt ønske fra flere partier i den borgerlige blok om at få indført minimumsstraf for blandt andet voldtægtsforbrydelser.

I et interview med Altinget slår han fast, at han personligt er meget skeptisk over for minimumsstraf, fordi det vil lægge for snævre rammer ned over domstolenes afgørelser i de konkrete sager.

”Jeg kan ikke forestille mig, at det bliver med mig som justitsminister, at vi kommer til at se minimumsstraffe. Jeg kommer ikke til at foreslå det. Det er helt grundlæggende i strid med den linje, jeg står for,” siger Søren Pind.

Han holder dog fast på, at straffen for blandt andet vold og voldtægt skal op. Det skal bare ske med andre midler end ved at indføre minimumsstraf.

Fakta
Straffelovens §83

§ 83Straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.

Kilde: Straffelovens kapitel 10

K: Pind skal nok blive klogere
Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup er en af de fremmeste fortalere for minimumsstraf på Christiansborg. Og han er skuffet over Søren Pinds afvisning.

”Jeg synes, det er ærgerligt, at Søren Pind som justitsminister afviser minimumsstraffe. Jeg tror, at det er et velegnet instrument til at sikre, at vi på nogle centrale område kan lægge en bund for strafniveauet,” siger Peter Skaarup.

Jeg tror, at forslaget lige skal modne sig politisk, og så vil det om nogle år være helt almindelig politik hos en række partier.

Mai Mercado (K)
Politisk ordfører

Også Konservative ønsker minimumsstraf for voldtægt. Her er politisk ordfører Mai Mercado ikke så overrasket over Søren Pinds afvisning af idéen.

”Det skulle komme som en stor overraskelse, hvis vi stillede et forslag, som Venstre bare omfavnede. Jeg tror, at forslaget lige skal modne sig politisk, og så vil det om nogle år være helt almindelig politik hos en række partier,” siger Mai Mercado.

I tråd med magtens tredeling
Søren Pind begrunder sin modstand mod minimumsstraf med, at det er noget, rigtig mange synes er en god ide, lige indtil det møder en konkret sag, som lovgivere ikke havde taget højde for på forhånd.

Derfor tillægger han det heller ikke afgørende vægt, at der blandt vælgerne er et meget stort flertal, der ønsker minimumsstraf for voldtægt.

”I det øjeblik en minimumsstraf rammer lille Peter nede på hjørnet i en sag, som ser helt urimelig ud, så vil hele den opinion, der i dette øjeblik støtter idéen, meget hurtigt vende på en tallerken og mene, at det er en rigtig dårlig idé,” siger Søren Pind.

Det er blandt andet en erfaring, han har draget på baggrund af den berygtede knivlov fra 2008. Hvilket for øvrigt var samme år, som Søren Pind selv foreslog minimumsstraf for vold mod embedsmænd.

”Jeg hører da heller ikke til blandt dem, der mener, at minimumsstraffe er i strid med grundlovens §3 om magtens tredeling. Jeg mener sådan set, at folketinget har ret til at gøre det,” siger Søren Pind.

S: Pas på med gennemsnittet
I dag har han imidlertid tænkt sig at gå andre veje for at opnå ambitionen om at øge straffen for blandt andet voldtægt.

Står det til ham, skal det ske ved at ændre de straframmer, der sættes for den såkaldte normalforbrydelse i straffelovens bemærkninger.

”Det har virket. Det var den måde, man fik straffen op for voldtægt sidste gang,” siger Søren Pind.

I dag er gennemsnitsstraffen for voldtægt knap to år. Den vil Søren Pind have op på et sted mellem 3 og 3,5 år, mens Dansk Folkeparti taler om et minimum på fem års fængsel. Hvor man præcis skal lande, lader Søren Pind være op til de kommende politiske forhandlinger.

Dem vil Socialdemokraterne også gerne deltage i, lyder det fra partiets retsordfører Trine Bramsen. Hun afviser minimumsstraffe, men er parat til at diskutere strafskærpelser, hvor der justeres på 'normalstraffen' i lovens bemærkninger.

Trine Bramsen advarer dog samtidig mod at bruge gennemsnitsstraffen som målestok for, hvilket strafniveau man ønsker sig.

”Der mener jeg, at Søren Pind går galt i byen. Gennemsnitsstraffen tager overhovedet ikke højde for forskellene i de forseelser, der falder ind under lovens område,” siger Trine Bramsen.

Hun peger som eksempel på narkoområdet, der har en meget høj strafferamme, men en relativt lav gennemsnitsstraf, fordi langt hovedparten af sagerne handler om mindre forseelser.

Pind holder døren på klem
Heller ikke Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, er afvisende over for at hæve strafniveauet for voldtægt ved at justere på lovens bemærkninger.

Det var netop det, den tidligere VK-regering i 2011 aftalte med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne i forbindelse med den såkaldte Tryghedspakke. Her fremgik det, at normalstraffen skulle sættes til fem år.

Peter Skaarup holder dog fortsat fast på, at man godt kan indføre minimumsstraffe uden af den grund at sætte domstolenes skøn ud af kraft.

”Man har jo en kattelem i straffelovens §83, hvor man selv efter at have indført minimumsstraffe har overladt det til dommerne i særlige tilfælde at kunne dømme mildere end minimumsstraffen,” siger Peter Skaarup.

Han har derfor ikke uden videre tænkt sig at opgive Dansk Folkepartis ønske om minimumsstraf.

Og skulle kravet om minimumsstraf udvikle sig til et afgørende politiske spørgsmål i forbindelse med eksempelvis en finanslovsforhandling, har Søren Pind da også selv en lille kattelem åben.

Det er nemlig ikke justitsministeren alene, men regeringen samlet, der fremsætter lovforslag.

”Og nogle gange kan der ske mærkelige politiske ting, når der er finanslovsforhandlinger.” siger Søren Pind.

 

Læs hele interviewet med Søren Pind på Altinget på torsdag.

Dokumentation

Tryghedspakke om straf for voldtægt

I maj 2011 indgik den daværende VK-regering, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne aftale om den såkaldte Tryghedspakke, der blandt andet skulle føre til skærpede straffe for voldtægt. Den opfølgende lovændring blev dog aldrig til noget på grund af regerings-skiftet i november samme år.

Af aftaleteksten fremgår det at:

Seksualforbrydelser (voldtægt mv.) udgør en af de allermest alvorlige og voldsomme krænkelser af det enkelte offers integritet og selvbestemmelsesret. Det var baggrunden for, at der i 2002 blev gennemført markante strafskærpelser i bl.a. voldtægtssager.

I forbindelse med den kommende revision af straffelovens kapitel 24 er aftaleparterne enige om at fordoble straffen for overfaldsvoldtægt, så normalstraf som udgangspunkt vil være 5 år.

Kilde: Justitsministeriet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mai Mercado

MF og gruppeformand (K), fhv. børne- og socialminister, fhv. formand, FOF
cand.scient.pol. (SDU 2008)

Peter Skaarup

MF (DD)
student (Aarhus Katedralskole 1982)

Søren Pind

Bestyrelsesformand, Danish Cyber Defence, formand, The Danish Ronald Reagan Society, fhv. uddannelses- og forskningsminister, MF (V)
cand.jur. (Københavns Uni. 1997)









0:000:00