Styrelse: Digitalisering med respekt for borgernes data

Af Rikke Hougaard Zeberg
Vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen

Når samfundet ændrer sig, skal lovgivningen selvfølgelig følge med. Derfor skal vi de kommende år turde give eksisterende love og regler et serviceeftersyn.

Rikke Hougaard Zeberg
Vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen

Efter mange års målrettet arbejde er internettet i dag blevet den primære indgang til den offentlige sektor for de fleste borgere og virksomheder. Og det er både muligt og naturligt at klare rigtig meget hjemmefra uden at skulle forholde sig til åbningstider, papirblanketter og kø foran skranken.

Også for befolkningsgrupper, som typisk har det svært ved digitalisering, har udviklingen vist sig at rumme fordele. I Frederiksberg Kommune er erfaringen for eksempel, at en del hjemløse faktisk foretrækker at modtage posten digitalt, fordi det er nemmere, når man ikke har en fast fysisk adresse.

Endnu bedre brug af data
Men hånden på hjertet: Som myndigheder har vi endnu ikke til fulde udnyttet de digitale muligheder for at skabe en bedre, mere sammenhængende – og mere effektiv – offentlig service.

Vi er påbegyndt rejsen ved at sætte strøm til papirer og processer. Nu skal barren hæves. Det skal blandt andet ske ved, at de relevante myndigheder – ikke mindst på velfærdsområderne – let og sikkert deler og bruger den viden, de allerede har.

For borgerne er der flere fordele:

• For det første kan deling af relevante data om borgerne give mere sammenhængende forløb, hvor ”den ene hånd ved, hvad den anden laver”. Et eksempel er behandlingen af borgere, som både har et misbrug og psykiske problemer. Den psykiatriske behandling kan ikke igangsættes, så længe borgerens misbrug ikke er stoppet. Ved at dele oplysninger om behandling og borgerens tilstand kan behandlingsforløbene tilrettelægges bedre. Dermed kan psykiatrien tage over, så snart misbruget er nedsat eller stoppet. Udveksling af oplysninger skal naturligvis ske i respekt for fortroligheden mellem sundhedspersonale og patient.

• For det andet kan vi ved at sætte viden i spil yde en langt mere målrettet forebyggelsesindsats, for eksempel for udsatte familier. De klassiske elementer, der tilsammen kan føre til mistrivsel i familier, er velkendte, for eksempel arbejdsløshed, lavt uddannelsesniveau, rusmiddelmisbrug, sygdom, skolefravær og kriminalitet. Ved at dele relevant viden myndighederne imellem kan der muligvis tidligere igangsættes støttende indsatser fra for eksempel en socialarbejder.

• Og for det tredje kan bedre brug af data give os mere viden om, hvilke indsatser der virker bedst. Hvordan hjælper man eksempelvis bedst udsatte unge til at afslutte et uddannelsesforløb og komme i job? Hvordan kan støtten til hjemløse borgere bedst koordineres, så de kan få og fastholde en bolig? Indsatserne er mange, men vi ved ikke altid, hvilke der giver bedst effekt.

Trygge borgere i et digitalt Danmark
Jeg mener, vi skylder borgerne og virksomhederne at professionalisere den måde, vi anvender data til at gøre den offentlige serviceudvikling bedre og mere målrettet. Men øget datadeling skal ske sikkert og med respekt for den enkeltes ret til privatliv. Og myndighederne skal naturligvis fortsat overholde forvaltningsretten, persondataloven og alle øvrige regler, også når forvaltningen digitaliseres.

Tillid og tryghed er fundamentet for, at vi kan sætte nye ambitiøse mål og udnytte digitalisering til at udvikle og modernisere den offentlige sektor. Borgere og virksomheder skal have tillid til, at den offentlige sektors brug og håndtering af følsomme data foregår betryggende og med den tilstrækkelige data- og informationssikkerhed.

Når samfundet ændrer sig, skal lovgivningen selvfølgelig følge med. Derfor skal vi de kommende år turde give eksisterende love og regler et serviceeftersyn, så vi kan lykkes med at give borgerne en bedre og mere effektiv service.

Er der regler, der ikke tager højde for den digitale virkelighed, vi lever i? Eller uklarheder mellem forskellige lovgivninger (for eksempel sektorlovgivning og persondataloven) eller fortolkningen af lovgivningen, der gør det svært for offentlige medarbejdere at vurdere, om de må (eller bør) dele konkrete oplysninger om borgeren med andre myndigheder? Eller kan måden, vi indhenter samtykke fra borgeren gøres smidigere, så borgeren får den mest målrettede service?

Det er bare nogle af de områder, vi bør kigge på frem mod 2020.