Sundhedsstyrelsen advarer mod kropscannere i fængsler

HØRING: I kampen mod mobiltelefoner i fængslerne vil regeringen indføre kropscanning af indsatte, ansatte og besøgende. Sundhedsstyrelsen kræver begrænset brug for at undgå sundhedsmæssige konsekvenser.

Kropscanning i landets fængsler bør ifølge Sundhedsstyrelsen begrænses efter samme principper, som gælder i lufthavne.
Kropscanning i landets fængsler bør ifølge Sundhedsstyrelsen begrænses efter samme principper, som gælder i lufthavne.Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Kim Rosenkilde

Sundhedsstyrelsen er mildt sagt skeptisk over for regeringens forslag om at bruge kropscannere i fængslerne for at bekæmpe indsmuling af mobiltelefoner og andre ulovlige genstande.

Regeringen vil med et nyt lovforslag etablere en ordning, der gør det muligt at anvende kropscannere over for såvel indsatte som besøgende og andre, der skal have adgang til landets fængsler og arresthuse.

Men en sådan generel hjemmel til at bruge kropscannere møder skepsis hos Slotsholmens højeste sundhedsautoritet.

Sundhedsstyrelsen har på eget initiativ indgivet et høringssvar, hvor der advares mod udvidet brug af røntgenudstyr på grund af de potentielt kræftfremkaldende følgevirkninger.

Med henvisning til de europæiske regler om beskyttelse mod ioniserende stråler anerkender Sundhedsstyrelsen, at det som udgangspunkt er tilladt at bruge ioniserende stråler ”til at identificere genstande i menneskes krop”.

Men det betyder ikke, at den kommende fængselsmodel vil blive godkendt.

”Sundhedsstyrelsen må bemærke, at brugen IKKE hermed er accepteret at kunne ske på udvidet screeningsmæssigt grundlag, men at brugen i hvert tilfælde skal være konkret begrundet,” skriver Sundhedsstyrelsen i sit høringssvar.

Brug skal begrænses
I bemærkningerne til lovforslaget lægger Justitsministeriet vægt på, at man netop ønsker at gøre brug af en type kropsscannere, der også vil kunne afsløre genstande skjult inde i kroppen.

Samtidig er det ifølge ministeriet afgørende, at der bliver tale om en generel ordning, der både gælder ”indsatte, besøgende og andre, der skal have adgang til kriminalforsorgens institutioner”.

Dokumentation

Ny ordning med kropscannere i fængsler
(Tekst fra lovforslags bemærkninger)

Der findes hvert år et stort antal mobiltelefoner og andre ulovlige effekter i kriminalforsorgens institutioner.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der derfor behov for at supplere den eksisterende indsats med nye og effektive tiltag, herunder navnlig ved at åbne mulighed for anvendelse af kropsscannere i kriminalforsorgens institutioner.

Med kropsscannere sigtes til apparater, der kan undersøge personer visuelt ved gennemstråling af tøj for at afsløre eventuelle skjulte genstande.

Det forudsættes, at der i videst muligt omfang anvendes scannere af en type, der også vil kunne afsløre genstande skjult i den undersøgtes krop.

De gældende regler giver kun begrænset mulighed for at foretage denne type undersøgelser.

I relation til indsatte er der således kun mulighed for at anvende kropsscannere i tilfælde, hvor der er en konkret mistanke om uretmæssig besiddelse af effekter, jf. straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 2, og en sådan undersøgelse kan kun foretages under medvirken af en læge, jf. § 60, stk. 6.

Endvidere kan kropsscannere ikke anvendes til undersøgelse af besøgende.

Efter Justitsministeriets opfattelse forudsætter en effektiv indsats mod mobiltelefoner og andre ulovlige effekter i kriminalforsorgens institutioner, at der generelt åbnes mulighed for at anvende kropsscannere – både i forhold til indsatte, besøgende og andre, der skal have adgang til kriminalforsorgens institutioner.

Kilde: Lovforslag L186


0:000:00