Debat

Tænketank: Retssikkerheden i forfald

DEBAT: Mange forventede, at den nuværende regering sammen med SF kunne sikre større fokus på retssikkerheden end under VK-regeringen. Virkeligheden blev dog en anden, og meget tyder på, at det ikke bliver bedre med en ny regering, skriver Jacob Mchangama, direktør i Justitia.

Retssikkerheden er i forfald, skriver Jacob Mchangama, direktør i Tænketanken Justitia. 
Retssikkerheden er i forfald, skriver Jacob Mchangama, direktør i Tænketanken Justitia. Foto: Cepos.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jacob Mchangama
Direktør i Tænketanken Justitia

Al erfaring fra de seneste 15 år tilsiger, at regeringen, uanset farve, overordnet set vil videreføre de seneste års tendenser med mindre fokus på respekt for retssikkerheden.

Jacob Mchangama
Direktør i Tænketanken Justitia

Da den nuværende regering (plus SF) kom til magten i 2011, var der forventninger til, at det ville medføre et vist skifte i retspolitikken.

Fakta
Folketingsvalget står for døren.

I de kommende uger benytter Altinget: justits lejligheden til at spørge en række centrale aktører: "Hvad skal en ny regering prioritere, hvis du kunne bestemme?"

Gennem de næste uger vil en bred vifte af aktører således komme med deres bud på, hvad der skal være øverst på dagsordenen efter valget.

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten. 
Send dit indlæg til [email protected]

Da disse partier var i opposition, var både SF og Radikale modstandere af terrorpakkerne, ligesom samtlige af partierne forholdte sig skeptiske over for blandt andet offentlighedsloven og lømmelpakken.

Forventningen var derfor også, at en ny socialdemokratisk ledet regering ville have større fokus på respekten for retssikkerhed end under VK-regeringen. Virkeligheden blev dog en anden.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Retssikkerhedens forfald
SR(SF)-regeringen har nemlig i meget vidt omfang videreført og udbygget de indskrænkninger af retssikkerhedsgarantier, der blev indført af VK.

Det gælder også på et område som offentlige myndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse, hvor den nuværende regering har indført omtrent ligeså mange nye hjemler, som i den tilsvarende periode under VK.

Og på samme vis som under VK har terrorbekæmpelse været en væsentlig forklaring på retssikkerhedsmæssige forringelser i form af for eksempel indførelse af mulighed for udrejseforbud og pasinddragelse for mistænkte Syrienkrigere og Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) mulighed for målrettet overvågning af danskere i udlandet (dog med krav om retskendelse). Men også emner som bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, skattesnyd og socialt bedrageri har trukket veksler på retsstaten.

Spørgsmålet er så, hvad vi kan forvente af en ny regering? Al erfaring fra de seneste 15 år tilsiger, at regeringen, uanset farve, overordnet set vil videreføre de seneste års tendenser med mindre fokus på respekt for retssikkerheden.

Følger man den nuværende valgkamp, er der heller intet, der peger i modsat retning, eftersom retssikkerhed fylder forsvindende lidt og stort set alene er et niche-emne for nogle få udvalgte kandidater. Der er med andre ord ikke noget folkeligt pres for et opgør med de seneste mange års langsomme, men konstante retssikkerhedsmæssige forfald.

Inspiration til en ny "koalition"
Derfor kræver selv små forbedringer, at de borgere, organisationer og politikere, der rent faktisk lægger afgørende vægt på retssikkerhed, arbejder langt mere fokuseret og målrettet på at få ændret tingenes tilstand. Netop sådan en indsats lå bag regeringens kovending i forhold til at give FE mulighed for overvågning uden retskendelse. Nedenfor er en række konkrete emner, som kan udgøre inspiration for en ”retssikkerhedskoalition”:

- Logning: Med EU-domstolens afgørelse fra april 2014 har kritikere af masseovervågning et stærkt værktøj i forhold til at få begrænset logningsreglerne og undgå udvidelser deraf.

- Offentlighedsloven: En række konkrete sager viser, at offentlighedsloven har begrænset mediernes adgang til at afdække væsentlige sager af stor offentlig interesse. Også nyhedsmedier vil have en stor interesse i at få ændret den nuværende lovgivning.

- Offentlige myndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse: Samtlige partier har kritiseret udviklingen hen mod stadigt flere hjemler for offentlig kontrol på privat ejendom. Med de rette konkrete forslag til en ændring i lovgivningspraksis vil udviklingen måske kunne vendes for første gang i måske 20 år.

- Blasfemiparagraffen: Norge har netop vist vejen og afskaffet blasfemiparagraffen. En blå regering må forventes at gøre det samme, men med en seriøs kampagne burde det også være muligt at skaffe et bredt flertal for afskaffelse uden om en SR-regering, ligesom det var tilfældet, da der blev indført en solnedgangsklausul i paslovens bestemmelser om Syrienkrigere.

- Øget kontrol med efterretningstjenesterne: Efterspillet om terrorangrebene den 14/2 viser, at der ikke længere er den samme automatiske tillid til PET blandt politikere som tidligere. Der kan derfor muligvis skabes momentum til at udvide de mere kosmetiske forbedringer af den parlamentariske og retlige kontrol, som regeringen indførte med efterretningstjenesterne i 2013.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Mchangama

Direktør, grundlægger, Justitia
cand.jur. (Københavns Uni. 2003), master i menneskerettigheder og demokratisering (Venedig og Strasbourg, 2004)

0:000:00