Debat

Debat: Stop dit populistiske branding-nonsens, Dybvad

REPLIK: Folketingspolitiker Kaare Dybvads angreb på kommunal branding er fuld af populistisk nonsens, hvor fordommene står i kø, skriver Kresten Schultz-Jørgensen, ejer af LEAD Agency.

Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kresten Schultz-Jørgensen
Stifter og ejer af LEAD Agency

Socialdemokraternes boligordfører Kaare Dybvad, der lige har skrevet en klog og tiltrængt bog om de lærdes tyranni, har på Altinget 31/8 et debatindlæg om kommunernes branding, der er så fuld af populistisk nonsens, at man bliver helt målløs over at skulle gendrive fordommene én for én.

Men det gør man så gerne, fordi Dybvad er så ny i trafikken, at han stadig kan lære noget.

Påstand nr. 1.: Offentlige organisationer og herunder kommuner er ikke i direkte konkurrence med hinanden og private organisationer.
Sikke noget sludder. Konkurrencen er intensiveret med strukturreform, New Public Management og den samlede omdannelse af den offentlige sektor til det fænomen, som Ove K. Pedersen for eksempel kalder ’konkurrencestaten’.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Hvis Dybvad ikke mener, at konkurrencen om patienter, elever og borgere findes, burde han besøge en almindelig folkeskole, et sygehus eller en kommunal forvaltning hvor som helst i landet.

Påstand nr. 2.: Den kommunale forvaltning er alene en driftsorganisation, der først og fremmest er ansvarlig for, at velfærden fungerer, og lovgivningen overholdes.
Uha, sådan tænker vist kun en nyudnævnt boligordfører på Christiansborg. De fleste af os ved, at 3/4 af velfærdstaten udmøntes i kommunerne, at kulturpolitikken, skolepolitikken og erhvervspolitikken frem for alt defineres lokalt, og at dét er en langt sundere tilgang til tingene end Finansministeriets og de skiftende regeringers teknokratiske tilgang til tingene. 

Forudsætningen er, at kommunebranding ikke blot tænkes som markedsføring og fire dansende borgmestre, men som en samlet og uundværlig del af den strategiske ledelse både internt og eksternt.

Kresten Schultz-Jørgensen.
Stifter og ejer af LEAD Agency

Påstand nr. 3.: Eftersom videoen ”Sydfyn Style” med fire dansende borgmestre og Sorøs påstand om at være ”Sjællands Firenze” indiskutabelt er lallende amatørisme, ja så er al branding og strategisk kommunikation idiotisk.
Dybvad, er der ingen grænser for din populisme? Strategisk kommunikation omfatter behovet for at definere en fortælling og en vision, der samler borgere i et fællesskab, der rækker langt ud over den politiske taktik og de økonomiske mellemregninger. Hvis man er imod sådanne øvelser, bør man ikke være boligordfører, men bogholder i 2. række.

Påstand nr. 4.: Kommunikation er en del af problemet, fordi ’kommunikationsafdelingerne vokser’, mens sygeplejerskerne ’stresser rundt’.
Igen – populistisk sludder fra laveste hylde, helt på linje med Pia Kjærsgaards herostratisk berømte flovser fra Dansk Folkepartis årsmøde i 2010 om de stadigt flere kommunale ’spindoktorer’.
Allerede dengang blev den løse påstand numerisk imødegået – og jeg sender gerne de aktuelle tal direkte til Dybvad: Der er i kommunerne ansat cirka 600 årsværk inden for kommunikation.

Det svarer til, at en gennemsnitskommune med 55.000 borgere og 5500 ansatte har seks kommunikationsansatte. Tallene viser desuden, at hver anden kommune har reduceret antallet af kommunikationsansatte siden 2010, og at der skæres yderligere ned til næste år. 

Branding er dialog
Under et er Dybvads debatindlæg udtryk for en komplet manglende forståelse af, hvad strategisk kommunikation egentlig er for en størrelse i hænderne på dygtige mennesker. At være ’imod’ branding og strategisk kommunikation med henvisning til kampagnerne fra obskure reklamebureauer svarer nogenlunde til at være imod demokratiet, fordi man ikke er vild med Donald Trump.

Strategisk kommunikation og branding er grundlæggende defineret som en organisations forpligtelse på at være i dialog med sine interessenter snarere end blot at være en ’driftsorganisation’.

Den kommunale kommunikation tjener i dag mange eksterne og interne formål, fra borgerhøringer og information om affald og snerydning til intern kommunikation med de mange forskellige grupper af medarbejdere.

Brandingen er det samlende, angelsaksiske ord for dialog. Tænkningen giver mulighed for en gensidig samtale, der både kan skabe bedre forståelse for omverdenens forventninger i den enkelte kommune, men lige så vigtigt kan det også skabe bedre forståelse hos omverdenen for den offentlige virksomheds virke.

Forudsætningen er, at kommunebranding ikke blot tænkes som markedsføring og fire dansende borgmestre, men som en samlet og uundværlig del af den strategiske ledelse både internt og eksternt.

Det er sagt før, men her en gang til til en boligordfører, der åbenbart foretrækker det kommunale selvstyre som ren drift. Et sjældent mangel på perspektiv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kresten Schultz-Jørgensen

cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00