Kronik

Kronik: Offentligt ansatte løser ikke kerneopgaven

Kronik: Alle taler om kerneopgaver i den offentlige sektor, men hvem løser dem egentlig? Ikke særligt mange, ifølge forfatterne til en ny bog om ledelse og velfærdsudvikling. Og det går udover den service, som borgerne oplever. Pilen peger på både politikere, ledere og medarbejdere.

På mange offentlige arbejdspladser har der bredt sig den misforståelse, at hvis bare vi laver mere, så lykkes vi bedre.
På mange offentlige arbejdspladser har der bredt sig den misforståelse, at hvis bare vi laver mere, så lykkes vi bedre.Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Christensen og Anders Seneca
Forfattere til ”Løs din kerneopgave”

Kerneopgave, kerneopgave, kerneopgave. Sjældent har et begreb i debatten om den offentlige sektors udvikling fået så bredt et gennemslag. Der findes nærmest ikke en politiker, en direktør, en chef, en institutionsleder eller en medarbejder i den offentlige sektor, der ikke jævnligt tager ordet i sin mund.

Men der kan være langt fra hensigt til handling, når det kommer til den offentlige sektors kerneopgaver.

Under flosklerne – ikke mindst de politiske – gemmer sig en uklar forståelse og tilgang til velfærdens såkaldte kerneopgaver. For hvad mener man egentlig? Hvad er en kerneopgave? Handler kerneopgaven om, hvad vi laver, eller hvad der skal komme ud af det? Er kerneopgaver ydelse eller effekt?

En af de løsninger, der ofte gribes til, er at ansætte koordinatorer. Men i virkeligheden er det jo et symptom på en organisering, der ikke fungerer. 

Morten Christensen og Anders Seneca

Kerneopgaven er effekt
I vores optik handler kerneopgaven ikke om, hvad vi laver, men om hvad der skal komme ud af det hos borgerne. Vi kunne kalde det effekt. Det er jo for at skabe effekt hos borgerne, at vi i bund og grund har folkeskoler, børnehaver, plejehjem, sygehuse mv. Det er jo ikke et beskæftigelsestilbud til medarbejderne og lederne!

Tag folkeskolen som eksempel. Handler kerneopgaven her om undervisning eller læring?

Hvis vi gør folkeskolens kerneopgave til undervisning, så skaber vi en skole, hvor lærerne er vigtigere end eleverne. Fordi pejlemærket bliver det, som lærerne gør, frem for den effekt der skal skabes hos eleverne. Succesparameteret bliver på den måde et spørgsmål, om lærerne er lykkes med at gennemføre undervisningen. Ikke om eleverne har lært noget. Sat på spidsen, så er det jo meget lettere at lykkes med undervisning, når der ikke er nogle elever til stede.

Samtidig får lærerne med undervisning som kerneopgave klar forrang over andre fagligheder og kompetencer på og omkring skolen. Pædagoger, administrativt personale, rengøringspersonale og hvem der ellers kan være ansat på en skole, tjener alle sekundære roller i forhold til undervisningen. De fleste vil blive overrasket over, hvor mange steder personalerummet endnu bliver kaldt lærerværelset. Og et sådant fagligt hierarki er ikke fordrende for at løse kerneopgaven. Eleverne lærer ikke kun af lærere, og de lærer heller ikke kun af undervisning i en klassisk forstand.

Endelig gør vi med undervisning som kerneopgave folkeskolen til et sted, hvor forandring har svære vilkår. Som vi har set det i lockoutdebatten, kommer forandringer til at handle om kvantitative detaildiskussioner som antallet af elever i klassen, antallet af timer på skemaet og antallet af forberedelsestimer. Hver for sig er det interessante elementer, men det handler om undervisningens tilrettelæggelse. Og den må da være styret af, hvad elever skal lære.

Folkeskolen er ikke værre eller bedre end andre offentlige arbejdspladser. Lignende eksempler kunne nævnes, når der drøftes kerneopgaven på sygehuse, plejehjem, jobcentre, forvaltningskontorer, sociale botilbud, børnehaver med flere.

På mange arbejdspladser i den offentlige sektor er det uklart, hvad effekten hos borgeren er og skal være. Hvad det egentlig er, der skal komme ud af alt arbejdet. Medarbejdere og ledere ved, hvad de laver, men er ikke enige og afklarede om, hvorfor de gør det! Vores erfaring er ikke, at dette skyldes inkompetente, uengagerede medarbejdere, ledere og politikere. Tværtimod. Det er snarere resultat af et mangeårigt styringsfokus på at gøre det rigtigt fremfor at gøre det rigtige.

Uklar kerneopgave skaber problemer i hverdagen
Konsekvensen er klar: Offentlige medarbejdere og ledere bruger i dag ikke tiden på det rigtige og det vigtigste. Uden en klar, fælles og konkret forståelse af den effekt, der skal skabes hos borgerne, kan der ikke prioriteres meningsfuldt. For hvad er det rigtige at bruge tiden og ressourcerne på, hvis vi ikke har et fælles billede af, hvad vi skal opnå?  

Lad os blot give et par eksempler på, hvad der sker med en uklar kerneopgave:

- Kompetencer: I øjeblik er der rigtig meget fokus på, hvilke kompetencer medarbejdere og ledere skal besidde i særligt den kommunale og regionale sektor. Der bliver drøftet fag-, fler- og tværfaglighed mange steder. Men den rette kompetence afhænger af, hvad arbejdsopgaven er. Snakker vi medicindosering eller at klæde pårørende på til selv at gøre det? Det er altså væsentligt forskellige opgaver og dermed kompetencer, der skal sættes i spil. Og bagved ligger der en fundament forudsætning i at vide, hvad der skaber den rette effekt hos borgeren. Altså hvad kerneopgaven er.

- Organisering: En af de helt grundlæggende udfordringer i den offentlige sektor er, at vi har organiseret os efter arbejdsopgaver frem for efter kerneopgaver. Tag et sygehus. Afdelingerne er struktureret efter faglighed og ikke patienten. Det skaber enorme udfordringer i at skabe høj kvalitet, når patienten ikke bare skal bevæge sig inden for én søjle, men på tværs af flere. En af de løsninger, der ofte gribes til, er at ansætte koordinatorer. Men i virkeligheden er det jo et symptom på en organisering, der ikke fungerer.

- Samarbejde på tværs: Noget af det, der kan overraske, når man bevæger sig rundt i nogle dele af den offentlige sektor er, hvordan der tales om kollegerne i andre afdelinger. De bliver ofte set som en del af problemet frem for en del af løsningen. Typisk fordi de er i berøring med de samme grupper af borgere – og deres arbejdsopgaver ikke fletter godt nok sammen. Så kan man stå der og råbe fra f.eks. socialafdeling til jobcenter. Men hvis man anlægger et kerneopgaveperspektiv, hvor det handler om effekten for borgeren, f.eks. at borgeren kommer i varig beskæftigelse. Så åbner der sig en ny bane for samarbejde. Ikke at det sker af sig selv. Det vil være naivt at påstå. Men med en fælles horisont med fokus på effekt, bliver det meget mere frugtbart at drøfte på tværs af afdelinger og institutioner, hvordan man sammen – effektivt – hjælper borgeren.

Markant behov for klarere prioritering i det offentlige
Den måske vigtigste grund til, at den fælles forståelse af kerneopgaven skal forbedres, er prioritering. Der er i den grad behov for en skarpere prioritering i den offentlige sektor. Men det er svært. Borgernes forventninger til velfærdens kvalitet stiger, mens ressourcerne næsten uanset regeringsfarve vil have vanskeligt ved at følge med. Men når politikere, ledere og medarbejdere netop bruger begrebet kerneopgave, må der jo også ligge en fordring om, at der er noget, der ikke er kerneopgave. Som vi ikke skal prioritere lige så højt.

På mange offentlige arbejdspladser har der bredt sig den misforståelse, at hvis bare vi laver mere, så lykkes vi bedre. Men den gode nyhed er, at vi skal ikke lave mere for at kunne lykkes bedre! Med afsæt i en fokuseret og fælles kerneopgave kan der optimeres med fokus på, hvad vi skal holde op med, hvis vi skal lykkes bedre med kerneopgaven.

Der er behov for at fokusere meget mere på ”velfærdens kerneopgaver”. Men ikke bare som hurtige indholdstomme floskler. Vi skal skærpe fokus på, hvad velfærdens kerneopgaver egentlig er. Både på overordnet politisk niveau og i den enkelte institution. Derved skaber vi nemlig et afgørende fundament for at optimere og prioritere det, der skaber størst effekt hos borgerne.

Det har vi egentlig alle krav på!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Seneca

Forfatter, foredragsholder, direktør i konsulenthuset Dogmekompagniet
ba.scient.pol, teoretisk antropologi

Morten Christensen

Partner, Udviklingsbureauet BETA, forfatter
cand.soc. i politisk kommunikation og ledelse (PKL)

0:000:00