Ammitzbøll før forhandlinger: Der er ikke flere regeringer, vi kan træde ind i

FORHANDLINGER: Belært af fortiden vil Ammitzbøll ikke afsløre, hvor smertetærsklen går før forhandlinger om arbejdsudbudsreformer og finanslov med DF. "Der er ikke flere regeringer, vi kan træde ind i," siger ministeren.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) kunne torsdag præsentere en redegørelse om dansk økonomi, som viser et Danmark, som er historisk godt kørende.

Af samme årsag blev der efter fremlæggelsen af økonomisk redegørelse spurgt til, hvorvidt det er risikabelt at føre en politik med både skattelettelser for mange milliarder og vækst i det offentlige forbrug. Hvilket er det, som regeringens tre udspil - skat, erhverv og den samlede finanslov - lægger op til.

Men ministeren mener, at regeringens skatteudspil netop tager højde for risikoen for overophedning. 

"Vi kan se, at den strukturelle ledighed og den faktuelle ledighed nærmer sig hinanden, det er jo netop derfor, vi laver reformer, som øger arbejdsudbuddet eksempelvis i vores skatteudspil," sagde Ammitzbøll på pressemødet torsdag.

Mindre slemt
Simon Emil Ammitzbøll har under fremlæggelserne af de tre udspil gentaget, at skattelettelser er bedre end at øge det offentlige forbrug.

”Man skal være utrolig varsom med at veksle de penge, som er sat af til skattelettelser til offentligt forbrug. Fordi det vil netop øge presset på arbejdsmarkedet og dermed dansk økonomi,” sagde Ammitzbøll på pressemødet torsdag.

Samme forklaring faldt tirsdag fra finansminister Kristian Jensen (V).

”Hvis man bruger pengene på offentlige udgifter, forøger det ikke arbejdsudbuddet, derfor er det bedre at bruge dem på skattelettelser.”

Hvor ender arbejdsudbuddet?
Regeringen forhandler nu med Dansk Folkeparti, og spørgsmålet bliver derfor også, hvad regeringspartierne vil gå med til.   

Regeringens udspil, som det er fremsat, vil forøge arbejdsudbuddet med 7.800 personer, hvilket ifølge planen kan imødegå økonomisk overophedning og flaskehalse.

Børsens Helle Ib spurgte derfor ministeren:

”Hvad er den nedre grænse for forøgelse af arbejdsudbuddet, før regeringen opgiver at bruge så mange milliarder fra det økonomiske råderum?”

”Hvis der er noget, jeg har lært af de seneste to års politik, så er det ikke at vise mine kort for tidligt. Det synes jeg ikke nødvendigvis altid har gjort noget godt,” konkluderede Simon Emil Ammitzbøll.

Ammitzbøll talte tydeligvis om Liberal Alliances krav om topskatten forud for dannelsen af VLAK-regeringen, for han forsatte:

”Nogle gange har det gjort noget godt. Det har for eksempel gjort, at jeg står her. Men jeg er usikker på, om der er flere regeringer, vi kan træde ind,” sagde Ammitzbøll på pressemødet torsdag.

Se Simon Emil Ammitzbølls svar til Børsens Helle Ib i videoen ovenfor.

Forrige artikel Regeringen er klar med sit finanslovsforslag: Her er hovedpunkterne Regeringen er klar med sit finanslovsforslag: Her er hovedpunkterne Næste artikel Danske regionskontorer opruster i Bruxelles Danske regionskontorer opruster i Bruxelles