Debat

Bornholmer Burgeren og behovet for effektiv erhvervsstøtte

KLUMME: Der er behov for en gennemgribende revision af erhvervsfremmeindsatsen. Ikke mindst for at styrke samarbejdet mellem kommuner og det statslige niveau. Det skriver Mikkel Pødenphant fra PA Consulting Group.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af: Mikkel Pødenphant, ansvarlig for PA Consulting Groups offentlige afdeling i Danmark

Jeg var en af de mange, der i weekenden nød vejret (når det ikke regnede) og de mange spændende møder og taler på årets Folkemøde på Bornholm.

En af mine personlige største positive oplevelser var en middag arrangeret af Madkulturen og Food Organisation of Denmark.

Middagen var en hyldest til de ildsjæle, som arbejder hårdt på skabe fokus på kvalitet, vækst i fødevareerhvervet og velfærd til danskerne i hele Danmark.

Når vi taler mad, er det ret fantastisk, hvad fødevarer og gastronomien har gjort for Danmark.

København er nu på det internationale verdenskort for Food-turisme, en række kendte virksomheder i branchen har oplevet stor vækst og har skabt mange arbejdsplader, som eksempelvis Meyers, Cofoco, Joe and the Juice og Sticks’n’Sushi.

Uden for hovedstadsområdet er der også skabt succeser og medfølgende arbejdspladser på området.

Lokale kulinariske fortællinger
Bornholm er et godt eksempel på et område, der er blusset op som et kulinarisk mekka med lokalproduktion af kvalitetsprodukter, som skaber efterspørgsel efter lokal produktion af gode råvarer. Og det virker, som om fortællingen allerede er ændret;  

Når man ser en bod, der skilter med Bornholmer Burger, er man ikke i længere i tvivl om, at her skal man nok få en god burger, der er lavet på den helt rigtige måde. 

Danmark har stærkt brug for vækst – i og uden for hovedstadsområdet. Vi har brug for at kunne finansiere vores velfærdssystem, og de fleste af os vil formentlig også have det godt med, at vores børn får de samme muligheder som os selv.

Erhvervsstøtte skal sikre vækst
Det er derfor, det danske erhvervsstøttesystem er så vigtigt. Det er en kompleks størrelse at sikre, at erhvervslivet modtager den rette ydelse på rette tidspunkt.

Den lille opstartsvirksomhed har formentligt et andet behov end den større virksomhed, som måske skal have hjælp til at ekspandere internationalt. Endvidere har virksomheder fra forskellige brancher forskellige behov – eksempelvis på netværkssiden.

En yderligere, men ikke uvæsentlig kompleksitet, er, når virksomheder modtager services fra henholdsvis kommuner, regioner og staten, da disse ofte har forskellige målsætninger. Det er alt sammen noget, der gør, at systemet kan virke uoverskueligt fra virksomhedernes side.

Den nationale og internationale konkurrence er for de fleste virksomheder benhård. Og der er nu også en stigende international konkurrence på erhvervsstøttesystemet.

Internationalt konkurrenceparameter
Det er blevet bydende nødvendigt for lande at sikre virksomhederne den bedst mulige støtte. Alle lande omkring os arbejder med at stille værdiskabende ydelser til rådighed for erhvervslivet.

Det indebærer ofte en pinefuld proces med at fastlægge de enkelte landes og regioners reelle internationale styrkepositioner samt at fastlægge, hvilke ydelser der giver mening, og særligt hvordan disse ydelser leveres fra den offentlige sektor – og af hvem.

Så spørgsmålet er så naturligvis, om vi har et effektivt erhvervsfremmesystem i Danmark, eller om det kan styrkes endnu mere, så vi sikrer, at danske virksomheder også fremadrettet står stærkt på den internationale scene?

Jeg tror på, at vi skal have et internationalt konkurrencedygtigt erhvervsfremmesystem, og samtidigt er det vigtigt at fastholde det lokale engagement – det fundament, som skal sikre, at ildsjælenes visioner kan blive til virkelighed og til gavn for os alle.

Så forhåbentlig kan vi stadig nyde en ægte Bornholmer Burger til næste års Folkemøde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00