Bredt flertal opgiver at inddrive gæld for 6 milliarder

SKAT: Et bredt politisk flertal er enige om, at Skat skal opgive at inddrive gæld for omkring seks milliarder kroner. Samtidig oprettes en ny gældsstyrelse.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Cecilie Gormsen

Man opgiver nu at inddrive gæld for 5,8 milliarder kroner til Skat. 

Det står klart, efter at et bredt flertal i Folketinget bestående af alle partier torsdag er blevet enige om en ny aftale, der skal være med til at rydde op i Skat. 

"Jeg vil gerne rose alle Folketingets partier for at tage ansvar for at rydde op efter det morads, som EFI har skabt. Nu river vi plastret af, så vi kan komme videre og genoprette den offentlige gældsinddrivelse. De borgere og virksomheder, der skylder penge til det offentlige, skal selvfølgelig betale deres gæld. Det er kun rimeligt over for alle dem, der svarer sit,” siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Han fortæller, at EFI-skandalen har været dybt skadelig for både statskassen og danskernes skattemoral.

"Midt i ærgrelsen er det dog et lille lyspunkt, at det under oprydningen er lykkedes at gøre regningen mindre, end vi oprindelig frygtede," siger Karsten Lauritzen. 

Der er i den offentlige debat blevet nævnt tal på op mod 80 milliarder kroner, som skulle afskrives. Selv havde Karsten Lauritzen skitseret et worst-case scenario på 14 milliarder kroner, da han i 2015 annoncerede lukningen af EFI.

Udover den opgivede inddrivelse af gæld så oprettes der en ny gældsstyrelse med ca. 1.500 medarbejdere. Den skal have et stærkt organisatorisk og ledelsesmæssigt fokus og nye it-systemer, der skal understøtte gældsinddrivelsen.

Gældsstyrelsen skal fremover stå for al inddrivelse af borgeres og virksomheders gæld til det offentlige, og den er en del af den omorganisering af skatteforvaltningen, som skatteministeren vil præsentere inden sommerferien.

"Vi må erkende, at Skat ikke er lykkedes med at opkræve og inddrive gælden til det offentlige. Vi skal have en organisation og en ledelse, som ikke har andre opgaver end at sørge for, at vi får en så stor del som muligt af danskernes gæld til det offentlige i statskassen. Og så skal vi som politikere sikre, at der er ressourcer nok til opgaven. Det gælder både antallet af medarbejdere og it, der virker,” siger Karsten Lauritzen.

 

Dokumentation

Disse personer får afskrevet gæld:

  • 92 procent af skyldnerne, der får afskrevet gæld, har en årlig indkomst på under 200.000 kr.
  • Det er særligt personer på dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, førtids- og folkepension, som får afskrevet gæld.
  • Ca. 60 procent af den afskrevne gæld afskrives for skyldnere uden reel betalingsevne.
  • Ca. 93 procent af de afskrevne gældsposter har en værdi under 2.000 kr.
  • 72 procent får afskrevet mindre end 25 procent af deres gæld, mens det kun er 13 procent, der får afskrevet hele deres gæld til det offentlige.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00