Debat

Damm: Vækst og balance er en dobbelt udfordring

DEBAT: Stigende urbanisering og en lav produktivitetsudvikling i hovedstaden skaber en fælles national udfordring. Det skriver formand for KL Martin Damm (V), der mener, at huller i mobil- og bredbåndsdækningen i yderområderne hæmmer væksten.

KL's formand, Martin Damm, mener, at Danmark skal finde en ny balance for at løse yderområdernes problemer.  
KL's formand, Martin Damm, mener, at Danmark skal finde en ny balance for at løse yderområdernes problemer.  Foto: KL
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Martin Damm
Formand for KL

Globaliseringen, urbaniseringen og nye veje til vækst udfordrer Danmark. Og betyder, at den danske velfærd og velstand er under pres. Derfor skal der fokus på at øge den samlede vækst og finde en ny balance.

KL temasatte den stigende urbanisering på KL’s Topmøde i marts 2014 med analyserapporten ”Danmark i forandring”. Analyserapporten viste to hovedkonklusioner.

For det første, at Danmark igennem de senere år har oplevet en stigende urbanisering. Sammen med Sverige er Danmark et af de lande i EU, som de seneste år har oplevet en relativt stor flytning fra land til by. Urbaniseringen udfordrer kommunerne forskelligt. Flere steder står butikker og huse tomme, og realkreditinstitutterne er tilbageholdende med at give lån til boligkøb. Andre steder giver befolkningstilvæksten stigende efterspørgsel på offentlig service.

For det andet har Danmark en generel vækstudfordring. Blandt andet har hovedstadsregionen en markant lavere produktivitetsudvikling og økonomisk vækst end alle andre større nordeuropæiske metropoler. I Danmark skabes 43 pct. af landets BNP i hovedstadsområdet og dets arbejdskraftopland. Men hovedstadens BNP pr. indbygger er lavt sammenlignet med andre metropoler.

Vækst er en fælles udfordring
Danmarks udfordring er altså dobbelt, og både de store byer, købstæderne, de mindre byer og landkommuner er udfordret af udviklingen. Det er udfordringer, der i høj grad påvirker kommunerne, men som kommunerne naturligvis ikke kan løse alene.

At styrke væksten og produktiviteten både i hovedstadsområdet og resten af landet er derfor en fælles national udfordring. Hvis vi som nation hægtes yderligere af i kapløbet om væksten, vil det sundhedssystem, uddannelsessystem og de sociale tilbud, som danskerne møder, blive relativt ringere, blandt andet sammenlignet med vores nordiske naboer.

Væksthæmmere skal væk
Danmarks vækst og balance er en højtprioriteret dagsorden i KL, og derfor er vi i gang med at undersøge, om der er brug for nye politikker. Vi er ved at undersøge, hvilke benspænd der er for vækst og udvikling, hvad vi som kommuner selv kan gøre, og hvilken arbejdsdeling vi måske skal have kommunerne imellem for at styrke væksten mest muligt og samtidig have lokal balance.

Vi ved allerede nu, at vi skal af med de væksthæmmere, som kommunerne i dag støder på i plan- og miljølovgivningen. Det samme gælder i den globale konkurrence om arbejdspladser og vækst, hvor vi ofte er pålagt ekstra forhindringer, som betyder, at vi i den globale konkurrence om arbejdspladser og vækst sakker bagud.

Vi skal ligeledes sikre en bedre digital infrastruktur, da alle job i dag – både produktionsvirksomheder og vidensjob - kræver det.

Mobilhuller er utidssvarende
I dag kan der konstateres mange huller i mobil- og bredbåndsdækningen - især i yderområderne. Det skal vi rette op på, hvis vi skal sikre, at unge efter endt uddannelse i en storby kan slå sig ned på deres hjemegn og for eksempel starte en it-virksomhed. Den kan jo lige så godt ligge i naturskønne omgivelser, med billig husleje og fri for bilkøer. Det kræver bare en udbygget og tidssvarende digital infrastruktur. Desværre er virkeligheden anderledes.

Det er ikke kun de unge, som er udfordret af de såkaldte mobilhuller. Løsninger såsom KOL-kuffert, diabetesovervågning eller digital kontakt med hjemmeplejen fungerer heller ikke godt nok. Det er uholdbart, at man som borger ikke kan forvente, at de digitale hjælpemidler er med til at sikre en god behandling over hele landet.

KL’s arbejde tager udgangspunkt i blandt andet disse konkrete barrierer. Og vores politiske initiativer skal give forslag til løsninger, som kan skabe et Danmark i øget vækst og balance. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00