Dansk Erhverv: De gamle udbudsregler koster stadig millioner

Af Jakob Scharff,
Markedschef i Dansk Erhverv.

Efter mange tilløb og omveje sendte Folketinget for et par år siden en forældet udbudslov på pension og erstattede den med en nyere model. Det var tiltrængt. Udbudsloven er en slags grundlov for offentlige indkøb og har enorm betydning for, hvad vi får for skattekronerne.

Den offentlige sektor køber ind for cirka 300 milliarder kroner om året og afholder mange tusind udbud. Forventningerne var derfor også høje, da loven trådte i kraft 1. januar 2016. Nu vinder loven næppe en juridisk skønhedskonkurrence, men med loven blev der åbnet for, at man blandt andet kan have en direkte dialog mellem køber og sælger undervejs i udbuddet.

Det giver løsninger, som er mere effektive og bedre for alle parter, fordi man via dialog kan få en langt bedre forståelse for kundens behov. Den gamle lov, hvor dialogen var begrænset, har været årsag til mange dårlige resultater.

Men forventningerne er ikke blevet indfriet. En opgørelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at de offentlige indkøbere kun har brugt de nye udbudsregler i 174 af i alt 2.170 udbud i 2016.

Copy-paste udbud
Det kan undre, at man ikke bruger de nye dialogbaserede udbudsformer i højere grad. Især fordi store dele af den offentlige sektor også har interesse i de nye udbudsformer. En del af forklaringen er nok, at mange offentlige indkøbere anvender copy-paste metoden ved udbud: Man sender en kopi af det gamle udbud ud. Men det er ikke hele forklaringen.

Ved ikke at bruge de nye udbudsformer går vi rent faktisk glip af et langt bedre samarbejde mellem det offentlige og det private

Jacob Scharff
Markedschef i Dansk Erhverv

Politisk og administrativ modvilje er en anden del. Det var i hvert fald tilfældet her for nogle måneder siden, da Region Hovedstaden forberedte udbud af lægepraksis. En glimrende ide. Sagen er bare, at der kan være store forskelle på, om man skal drive en lægepraksis i socialbelastede områder eller velhaverkvarteret.

De sundhedsmæssige udfordringer er ret forskellige, derfor ville det give god mening med et dialogbaseret udbud, hvor regionen får de private sundhedsvirksomheders bud på den bedste løsning. Men nej.

Da vi i Dansk Erhverv foreslog regionen, at det ville være mere hensigtsmæssigt med et dialogbaseret udbud, var reaktionen afvisning.  Regionen valgte dog at henvende sig til Kammeradvokaten for at få et responsum om, hvorvidt regionen overhovedet må anvende dialogbaseret udbud ved lægepraksis. Var det juridisk i orden?

Det kunne de have sparet sig for, da man kan finde svaret i Konkurrencestyrelsens vejledning. Eller måske kunne man gribe telefonen og ringe til styrelsen. Svaret fra Kammeradvokaten var da også, at jo, det må man gerne. Der var altså ingen juridiske argumenter for at udelukke dialogbaserede udbudsformer.

Men så greb Regionen til en anden løsning: Det politiske flertal besluttede, at der alligevel ikke skulle være tale om et dialogbaseret udbud. Det er man i sin frie ret til, men det kan efter min overbevisning hurtigt blive et dyrt og dårligt valg for borgerne.

Oplysningskampagne om de nye udbudsformer
Min konklusion er, at der er brug for en oplysningskampagne om de nye udbudsformer. En ting er, at man kan tage en politisk beslutning om ikke at anvende de nye udbudsformer, men alt for mange offentlige indkøbere overvejer ikke de nye muligheder.

Det er copy-paste af det forrige udbud. På den måde bliver vi hverken dygtigere eller bedre. Ved ikke at bruge de nye udbudsformer går vi rent faktisk glip af et langt bedre samarbejde mellem det offentlige og det private – og vi mister muligheden for at skræddersy produkterne.

Lad os så komme i gang.