Den kommunale politikerrolle skal moderniseres

Meget tyder dog på, at lokalpolitikerne, trods en ihærdig, engageret og kompetent indsats, ikke udøver den politiske ledelse af kommunerne, som det lokale selvstyre lægger op til, og vælgerne forventer. Dårlige arbejdsvilkår, kommunalreformen og den herskende styringstænkning har kørt politikerne ud på et sidespor, hvor deres politiske rolle er begrænset. 

Jacob Torfing
Professor ved RUC

Af Jacob Torfing
Professor i Politik og Institutioner på Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet.

Mange kommunalpolitikere når ikke at læse mødepapirerne og forstår ikke de sager, der behandles i kommunalbestyrelsen. Derfor er det nødvendigt at forbedre deres arbejdsvilkår. Problemet er imidlertid større end som så, og hvis det lokale demokrati skal overleve, skal lokalpolitikerne træde i karakter som politiske ledere af det lokale fællesskab 

2013 er kommunalt valgår, og valgkampen er så småt ved at gå i gang. Ved kommunalvalget vælger vi de kommunalpolitikere, som på vores vegne skal fastsætte serviceniveauet i kommunerne, prioritere de knappe ressourcer og sætte kursen for udviklingen af lokalsamfundet.

Meget tyder dog på, at lokalpolitikerne, trods en ihærdig, engageret og kompetent indsats, ikke udøver den politiske ledelse af kommunerne, som det lokale selvstyre lægger op til, og som vælgerne forventer. Dårlige arbejdsvilkår, kommunalreformen og den herskende styringstænkning har kørt politikerne ud på et sidespor, hvor deres politiske rolle er begrænset.
 
Kommunalreformens bagside
Kommunalpolitikerne skal tygge sig igennem stigende mængder af mødepapirer. Der er mange komplicerede og tekniske sager i bunken, og sagsfremstillingen er ofte lang og akademisk.

Diæterne køber dem – for de flestes vedkommende – kun fri fra deres erhvervsarbejde 1-2 dage om måneden, og både mødeforberedelsen og kontakten til borgerne og partiforeningen skal derfor foregå i fritiden. Samtidig har kommunalpolitikerne stort set ingen adgang til administrativ hjælp og uvildig ekspertbistand, og organiserings- og mødeformerne er meget traditionelle og afspejler i højere grad forvaltningernes behov for at få politisk opbakning til deres virksomhed end politikernes behov for at udvikle politik.

Kommunalreformen har gjort ondt værre. Kommunerne har fået flere opgaver. Samtidig skal halvt så mange politikere styre nogle meget større og mere komplekse kommuner. Afstanden til borgerne er vokset, og i de nye store kommuner synes borgerne at lave flere og mere koordinerede henvendelser til politikerne i håbet om at trænge igennem med deres ønsker. Den kommunale forvaltning er ofte kommunens største arbejdsplads, og topledelsen består i stigende grad af dygtige og kompetente DJØF’ere, der sætter turbo på den strategiske udvikling af kommunen.

Kommunalpolitikerne halser efter de stærke direktioner og ender mange gange med at nikke til strategiplaner, som de ikke selv har været med til at lave, og forsøge at kontrollere administrationen ved at lave nye regler og lede efter administrative fejl.

I desperation over den manglende politiske indflydelse kaster mange politikere sig over småsager i pressen i håbet om at skabe et konkret og synligt resultat. Det er dog ikke nogen holdbar situation. De folkevalgte kommunalpolitikere oplever nemlig, at de mister deres politiske styringskapacitet, fordi de i vid udstrækning reagerer på pres udefra frem for selv at sætte den politiske dagsorden.

Den økonomiske krise og den demografiske udvikling forstærker det udefrakommende pres, idet kommunalpolitikerne med den nye budgetlov skal gennemføre store besparelser i de kommende år. Det er en opgave, som de indtil nu har løst med stor succes ved hjælp af skolenedlæggelser, institutionssammenlægninger og grønthøsterbesparelser, men det er bestemt ikke en opgave, som får dem til at føle, at de laver proaktiv politisk ledelse.

En dominerende styringstænkning
Marginaliseringen af de folkevalgte kommunalpolitikere er et stort problem. Jo tydeligere det bliver, at deres politiske rolle og indflydelse og evne til nyrekruttering er begrænset, jo mere vil det ligge lige til højrebenet at afskaffe det lokale selvstyre og i effektivitetens navn gøre kommunerne til lokale statslige implementeringsinstitutioner. Hvis vi skal redde kommunestyret og engagere de kommende generationer i det kommunalpolitiske arbejde, så skal marginaliseringen af lokalpolitikerne stoppes. Det kræver, at der udvikles en ny model, hvor kommunalpolitikerne har bedre mulighed for at udøve kompetent politisk ledelse.

Det er et skridt i den rigtige retning at forhøje kommunalpolitikernes diæter, ændre møde- og arbejdsformen og lave den samme skarpe sagsfremstilling i kommunerne som i ministerierne.  Når ministerielle embedsmænd kan lave beslutningsoplæg til ministeren på højest en side og notater på højest tre sider, så kan de kommunale embedsmænd også. Desværre er de dårlige arbejdsforhold kun toppen af isbjerget. Problemet med marginaliseringen af kommunalpolitikerne stikker dybere og bunder i den dominerende styringstænkning.

I 60’erne og 70’erne blev kommunalpolitikerne betragtet som lægfolk, der kom ind fra gaden med halm i træskoene og kontrollerede den offentlige administration med udgangspunkt i deres sunde fornuft. Lægmandspolitikere var med til at afgøre principielle sager og lavede regler, som embedsværket skulle følge.

I 80’erne kom New Public Management-bølgen. Kommunalpolitikerne fik nu rollen som bestyrelse i A/S Kommunen. I stedet for den detaljerede regelstyring skulle politikerne lave strategisk styring ved hjælp af politiske målsætninger og økonomisk rammestyring, der senere skulle følges op på ved hjælp af resultatmåling. Politikerne skulle stå på kommandobroen én gang om året og ellers bindes til masten. Produktionsenhederne, som også skulle omfatte private udbydere, fik ansvaret for den daglige drift.

Det er meget få politikere, der trives med den strategiske styringsrolle. Det er svært for dem at tage stilling til de overordnede mål og rammer, fordi de isoleres i toppen af hierarkiet uden forbindelse til embedsværket og det omkringliggende samfund. Det er derfor i stigende grad blevet de nye, stærke direktioner, der sætter dagsordenen, og politikerne som siger ja og nej på de rigtige steder.

Politiske ledere af det lokale fællesskab
I jagten på en alternativ politikerrolle forsøger flere kommuner i dag at få politikerne til at træde i karakter som politiske ledere af det lokale fællesskab og kommunens borgere. Politikerne skal ud af rådhuset og definere de brændende platforme i samspil med embedsværket, borgerne og relevante interessenter. De skal skabe retning i den tværgående løsning af de komplekse problemer, og de skal selv deltage i samarbejdsdrevne innovationsprocesser, gerne gennem tematiske ad hoc-udvalg med deltagelse af embedsmænd og borgere (eksempelvis de såkaldte § 17, stk. 4-udvalg).

Erfaringer viser, at den nye form for netværksbaseret politikudvikling er stærkt vanedannende, fordi politikerne laver politik sammen med rigtige mennesker af kød og blod. Det vil givetvis være lettere at rekruttere nye generationer af kommunalpolitikere, hvis deres opgave er at sætte sig i spidsen for kortlægningen og løsningen af de mest påtrængende problemer i kommunen frem for at skulle udgøre en slags ’reserve-direktion’. En opprioritering af politikernes rolle som politiske ledere vil styrke kommunestyret og lokaldemokratiet.