DI's erhvervsklima er effektiv interessepolitik

Aalborgs erhvervsklima dykker. Stærkt erhvervsklima i Sydvestjylland. Storbyer får prygl for deres erhvervsklima. Djurslands erhvervsklima på nedtur.

Hvert år på den her tid flyder de regionale medier over med overskrifter om erhvervslivets vilkår i denne og hin kommune. Ovenstående er alle fra sidste uge, men kunne i princippet lige så godt have været fra et hvilket som helst andet af de foregående fire år, hvor DI også har udsendt deres rangliste af erhvervsklimaet i landets kommuner.

Mens Ikast-Brandes borgmester Carsten Kissmeyer (V) igen, igen, igen i år kan sole sig i den positive omtale, det giver at ligge nummer et, så må kommunalpolitikere lige fra Helsingør til Sønderborg ud at forklare, hvorfor deres kommune ligger langt nede på listen.

Rangordninger af kommunerne er godt stof for medierne. Både de nationale, som ser på tværs af landet, og de mere lokalt fokuserede, der stiller skarpt på den enkelte kommune. Ikke mindst når øvelsen gentages år efter år, og den enkelte kommune ikke kun kan sammenlignes med andre kommuner, men også med sig selv over tid.

I bund og grund er universitetsverdens krav til objektiv redelighed ikke den rette målestok for en undersøgelse af den slags fra en organisation af DI's type.

Med en sådan liste i hånden er det nemt og hurtigt for journalister med enten anklagende mine eller lokalpatriotisk jubel at række mikrofonen frem mod 'de ansvarlige politikere' og lokale erhvervsorganisationer for at spørge til, hvorfor nu kommunen klarer sig, som den gør.

Måling af mavefornemmelser
Et afgørende spørgsmål er imidlertid, hvor meget klogere man rent faktisk bliver på de lokale erhvervsforhold af at se sin kommunes 'erhvervsklima' sat i forhold til landets øvrige kommuner, og hvordan placeringen ændrer sig år for år. Og det er formentlig ikke meget.

Ser man ind i undersøgelsen, der ligger bag rangordningen af kommunerne, står det hurtigt klart, at der først og fremmest er tale om et resultat funderet i mavefornemmelser hos de adspurgte virksomheder. Den samlede vurdering er baseret på tre underliggende kategorier, der alle vægter lige tungt.

To af kategorierne bygger på virksomhedens svar på et spørgeskema, DI har udsendt. Mens den ene af de to kategorier udelukkende består af virksomhedernes svar på ét enkelt spørgsmål om den 'overordnede vurdering af erhvervsvenligheden i kommunen', så består den anden kategori af en samvejning af svarene på 21 forskellige spørgsmål.

Den tredje kategori er baseret på 22 statistiske parametre for kommunens 'rammevilkår' spændende fra borgernes erhvervsfrekvens til kommunens grundskyldspromille og andelen af beskæftigede i den private sektor.

Samlet set kommer alene spørgsmålet om virksomhedens 'overordnede vurdering af' kommunens erhvervsvenlighed til at veje en tredjedel i den endelige rangordning. Et svar, der muligvis vil være baseret på reelle erfaringer, men hvor de fleste virksomheder står uden noget sammenligningsgrundlag for, hvordan niveauet er i andre kommuner.

Ser man på, hvordan den enkelte kommune placerer sig på dette ene spørgsmål, og så kommunens placering på den endelige rangordning, er der så tæt en sammenhæng, at DI stort set lige så godt kunne have skåret alle andre spørgsmål og al statistikken væk og alligevel ville være endt ud med samme resultat.

Konklusionen først
Holder man DI's undersøgelse op mod mere videnskabelige krav til validitet, dumper den med et brag. Spørgsmålet om validitet handler om, hvorvidt man rent faktisk måler det, man gerne vil måle. DI ønsker at sige noget om 'erhvervsklimaet' i landets kommuner.

Men DI definerer ikke nærmere, hvad man forstår ved erhvervsklima for så derefter at finde ud af, hvilke parametre der er bedst egnet til at belyse fænomenet. Tværtimod begynder DI bagvendt og udvælger først sine parametre og indikatorer, for så derefter at kalde summen af dem for kommunens 'erhvervsklima'.

På den måde har valget af indikatorer og den vægtning af dem, der indgår i undersøgelsen, ikke noget at gøre med deres foklaringskraft i forhold til det erhvervsklima, man gerne vil sige noget om. De er i stedet valgt ud fra DI's vurdering af, hvad der er vigtigt at fokusere på i samarbejdet mellem kommuner og virksomheder.

Samtidig er det mere end uklart, hvor repræsentativ undersøgelsen egentlig er for det lokale erhvervsliv. For det første fordi kun DI's medlemmer eller virksomheder, som potentielt kunne være medlemmer, er spurgt. Det betyder, at hverken landbrug, hotel- og restaurationsbrachen eller detailhandel indgår. Noget, der kan have stor betydning for de kommuner, hvor disse brancher fylder meget.

For det andet er DI's spørgeskema sendt ud til godt 18.000 virksomheder, mens knap 7.000 har svaret. Det giver en samlet svarprocent lige godt 37. Hvis udvælgelsen af, hvem man spørger, er gjort tilstrækkeligt systematisk, ville svarprocenten ikke nødvendigvis være et problem. Men det er ikke tilfældet her.

Samtidig er det stor variation på tværs af kommuner i, hvor mange virksomheder der har svaret. Man kan, hvis man leder tilstrækkeligt længe på DI's hjemmeside, finde en oversigt over, hvor mange virksomheder der har svaret i hver enkelt kommune. Alligevel kan man stadig ikke sige noget om repræsentativiteten på kommuneniveau, fordi alle virksomheder – store som små – tæller lige meget i opgørelsen.

Glem objektiv redelighed
For det tredje er det uklart, om der er systematiske forskelle i, hvilke virksomheder der svarer og ikke svarer. Muligheden for at generalisere ud fra resultaterne og sammenligne på tværs af kommuner svækkes, når man ikke ved, om der en en tendens til, at de mest eller mindst tilfredse i højere grad svarer, og om der eventuelt er forskel på tværs af kommuner.

Ud over uklarheden om undersøgelsens repræsentativitet fremgår det også af virksomhedernes besvarelser på spørgeskemaet, at de ikke altid svarer i tråd med virkeligheden. Et eksempel er, at Københavns Kommune indtager placeringen som nummer 90, når virksomhederne skal vurdere kommunens niveau for personskatter. Det på trods af at kommunen har den niendelaveste sats for personskat i hele landet.

Listen over metodiske svagheder kunne fortsættes. Men det giver ikke nødvendigvis mening. For i bund og grund er universitetsverdens krav til objektiv redelighed ikke den rette målestok for en undersøgelse af den slags fra en organisation af DI's type.

De fleste kommuner har allerede gennemskuet undersøgelsens svagheder, og mange har et presseberedskab forberedt, inden den lanceres. Det kan muligvis forklare, at historien om Aarhus Kommunes placering som nummer 67 i Aarhus Stiftstidende endte med overskriften 'Aarhus scorer lavt i subjektiv undersøgelse'.

Pres på politikere
Grundlæggende set er DI's årlige publikation om kommunernes erhvervsklima ikke andet end ren og skær interessepolitik. Den har udelukkende til formål at få sat erhvervslivets vilkår på den lokalpolitiske dagsorden og rette fokus på den række af parametre, som DI mener er relevante og væsentlige i forhold til deres medlemmers interesser over for kommunen.

Samtidig kan DI vise sine nuværende medlemmer og mulige fremtidige medlemmer, at den som deres interesseorganisation er i stand til at give dem en stemme, der trænger igennem i den offentlige debat. At nogen så også tager undersøgelsen som et udtryk for, hvordan erhvervslivets vilkår i den enkelte kommune rent faktisk er i virkeligheden, er blot en tilsigtet sidegevinst.

Fra DI's side lægger man da heller ikke skjul på, at formålet med undersøgelsen først og fremmest er at skabe lydhørhed om virksomhedernes rene subjektive vurderinger af kommunen. Det handler om at fremme 'dialogen', lyder det igen og igen fra Danmarks tungeste lobby-organisation.

Rangordningen af erhvervsklimaet i kommunerne er på den måde ikke et mål i sig selv, men udelukkende et middel til at presse de lokale politikere til at lytte mere til virksomhederne i deres kommune. Et meget effektivt middel.