EL: Bid ad finansministeren, ikke ad hinanden

Af Finn Sørensen
Kommunalordfører for Enhedslisten

Landets kommuner bider i stigende grad ad hinanden for at få fat i den stadigt mindre pose havre, der er tilbage i krybben. Det er der ikke noget perspektiv i.

Der er sikkert behov for at kigge på fordelingen af de samlede midler, der stilles til rådighed for velfærd og drift i kommunerne. Strukturreformen, centraliseringen og markedsudviklingen har trukket Danmark skævt. Men det er ikke hovedproblemet.

Hovedproblemet er, at KL gang på gang de sidste syv år har accepteret økonomiaftaler med en stadig mindre serviceramme.

Fra 2010 til og med 2017 er servicerammen (det beløb, som kommunerne må bruge på service og drift) skrumpet med 3,8 milliarder kroner.

Nedskæringerne forsætter i 2018 trods ansvarlig aftale
Det bliver kun værre med den økonomiaftale, som KL har indgået med finansministeren for 2018.

I stedet for at slås indbyrdes, må kommunerne holde sammen over for finansministeren og stille krav om, at der tilføres midler til genopretning af velfærden og til at imødegå den demografiske udvikling.

Finn Sørensen
Kommunalordfører, Enhedslisten

KL-formand Martin Damm påpegede selv inden aftalen blev indgået, at der skulle tilføres 1,3 milliarder kroner til dækning af den demografiske udvikling, blandt andet i form af flere ældre. Facit blev, at kommunerne kun fik 300 millioner mere.

Mærkeligt, at Martin Damm kalder den aftale ansvarlig. I virkelighedens verden er der jo tale om minusvækst. Også i 2018 vil vi se nedskæringer i velfærden og at kommunerne i gennemsnit bruger færre penge per ældre.

Men en ting er servicerammen. Det er galt nok. Ser man på, hvad kommunerne rent faktisk har brugt i forhold til hvad de måtte bruge, så er det forrykt. Fra 2011 til og med 2016 har kommunerne samlet set haft et underforbrug i forhold til et budget på 22,5 milliarder kroner!

Det er baggrunden for, at der i 2016 er cirka 35.000 færre ansatte i kommunerne end i 2010.

35.000 færre ansatte giver ”mere velfærd for pengene”
Der er grund til at nævne dem, der mangler: 7.000 færre skolelærere, 3.000 færre pædagoger, 2.000 færre pædagogmedhjælpere og assistenter, 7.500 færre dagplejere, 11.500 færre social- og sundhedsmedarbejdere, 3.500 færre specialarbejdere og knap 3.500 færre rengøringsassistenter.

Det sætter jo snakken om ”mere velfærd for pengene” i relief – medmindre man vil påstå, at disse 35.000 mennesker bare har gået og kløet sig bagi.

Men tallene sætter også kommunernes indbyrdes kamp om udligningsordningen i relief. Uanset hvor meget man skruer på udligningsprocenter og -kriterier, så kan man ikke løse de grundlæggende problemer ad den vej.

I stedet for at slås indbyrdes, må kommunerne holde sammen over for finansministeren og stille krav om, at der tilføres midler til genopretning af velfærden og til at imødegå den demografiske udvikling.

I modsat fald vil KL med rette blive opfattet som finansministerens forlængede arm over for borgerne. Det burde være omvendt.