Debat

FOA: Udbudsloven skal sikre ansatte og fair konkurrence

DEBAT: Regeringen vil konkurrenceudsætte offentlige opgaver for mindst 75 milliarder kroner. Men udlicitering af velfærd fører stadig til katastrofale konkurser, det har den nye udbudslov ikke ændret, skriver Dennis Kristensen, formand i FOA.

Foto: FOA
Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Dennis Kristensen,
Formand i FOA

1.100 ældre borgere i Aarhus blev i maj 2017 en del af den sørgelige statistik over konkurser i ældreplejen. Uden varsel måtte endnu et privat hjemmeplejefirma, der ydede personlig pleje og gav praktisk hjælp, dreje nøglen om.

Konkursen i Aalborg var en af i alt 41 konkurser i ældreplejen siden 2013. Efter udbudsloven trådte i kraft 1. januar 2016 har der været 13 konkurser, viser tal fra konkursindex.dk. Loven har altså ikke sat en bremse for den triste udvikling i konkurser.

Det er en katastrofe for de svage ældre, der ikke modtager hjemmehjælp, For medarbejderne, der mister deres arbejde. Og for skatteborgerne, der finansierer ekstraregningerne, hver gang der ryddes op efter konkurserne.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Udbudsloven sætter en ramme for samarbejdet mellem det offentlige og private. Den har betydning for udviklingen i den offentlige sektor og de ansatte, der bliver berørt af udbud og konkurrenceudsættelse – både i det offentlige og private.

FOA har aldrig set udlicitering som den rigtige måde at levere offentlig velfærd på. Når det er sagt, så er det vigtigste, at konkurrenceudsættelsen er fair, og ikke mindst at de ansatte ikke kommer i klemme under udliciteringen.

Udbudsloven er ikke en direkte barriere for at sætte ind over for konkurser, men der er heller ikke megen hjælp at hente.

Dennis Kristensen
Formand i FOA

Beskyttelse af de ansatte
Med den nye udbudslov blev mulighederne for at lave sociale klausuler præciseret. Det er positivt, for det betyder, at mulighederne for at stille krav til de ansattes sikkerhed og vilkår er forbedret.

Den samme præcisering ser vi ikke ved brug af arbejdsklausuler inden for den offentlige sektor ved udbud. Det ville sikre medarbejdernes arbejds- og lønforhold, hvis muligheden for arbejdsklausuler blev skrevet ind sort på hvidt i udbudsloven.

Vi ser dog, at både kommuner og regioner i praksis anvender arbejdsklausuler – det på trods af den manglende klarhed i loven. Men for pokker: skriv det dog ind i loven. Og gør det til en forpligtelse – ikke kun en praksis!

Skriv Light Regimet ud af loven
Tidligere var der andre krav, når ældrepleje og andre velfærdsydelser blev udbudt. Det såkaldte ’Light Regime’ i udbudsloven skal gøre det nemmere for kommuner, regioner og statslige institutioner at udbyde den type opgaver.

Før udbudsloven trådte i kraft var FOA bekymret for, at de nye regler ville skabe mere uigennemsigtighed i beslutningerne og udbudsprocessen – og i sidste ende resultere i dårlige beslutninger.

Her et år efter ser vi, at de nye regler ikke er blevet anvendt i så høj grad, som vi havde frygtet. Det er positivt. Selv om vi gerne så, at Light Regimet blev skrevet helt ud af udbudsloven.

Konkurser fortsat et problem
Udlicitering af velfærd er fortsat problematisk. 3.649 ældre borgere og 425 ansatte har været berørt af de 13 konkurser, der har været, efter at udbudsloven trådte i kraft.

Ældre har risikeret at måtte undvære eller vente på hjælpen, og ansatte har fra den ene dag til den anden stået uden sikker ansættelse.

Udbudsloven er ikke en direkte barriere for at sætte ind over for konkurser, men der er heller ikke megen hjælp at hente. Problemerne ved udlicitering er altså ikke blevet løst ved den nye lov.

Flyt fokus fra pris til kvalitet
Regeringen ønsker, at flere offentlige opgaver skal udliciteres. Det blev endnu en gang gjort klart, da økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) i april 2017 sagde, at kommunerne skal konkurrenceudsætte for mindst 75 milliarder kroner mod 26,9 milliarder i dag.

Vi ser, at kommunerne i dag alt for ofte har fokus på pris, når de udbyder. Jeg frygter, at vi står på randen af en prismæssig dødsspiral, hvor udbud efter udbud vil presse priserne helt i bund.

Når det offentlige laver udbud, skal fokus flyttes fra prisen til kvaliteten. De skal blive bedre til at stille krav om virksomhedernes økonomiske soliditet, ledelsesmæssige kompetencer, sikkerhedsstillelse og afvisning af unormalt lave tilbud.

I dag er alle parter tabere, når endnu en virksomhed går konkurs. I dag, i morgen eller næste måned!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dennis Kristensen

Fhv. forbundsformand, FOA
portør (Amtssygehuset i Herlev 1976)

0:000:00