Forstyrrelsesgrupper skal bidrage til innovation

KOMMUNALSTAFET: I Hedensted Kommune involveres både kommunale medarbejdere, borgere og interesseorganisationer gennem såkaldte forstyrrelsesgrupper, som skal inspirere det politiske arbejde.
Foto: Colourbox

Og politikerne har selv med glæde fortalt om, hvordan de har fået et større kendskab til tværgående udfordringer og opgaver i kommunen, ligesom de generelt har været glade for den dybere viden, de har fået om nye dele af den kommunale organisation.

Kirsten Terkilsen (V)
Borgmester i Hedensted Kommune
Fakta

Altinget | Kommunal sætter med en såkaldt kommunalstafet fokus på alle de gode eksempler fra landets 98 kommuner, der effektiviserer eller forbedrer servicen i den kommunale sektor. 

Af Kirsten Terkilsen (V)
Borgmester i Hedensted Kommune

I Hedensted Kommune har vi en klar politisk opmærksomhed på involvering i innovationsarbejdet, da vi ser det som et stykke udviklingsarbejde i forhold til fremtidens politikerrolle og en måde, vi som politikere har gode muligheder for at lave politik og sætte politiske fingeraftryk på fremtidens velfærdssamfund.

Tankegangen er, at jo mere radikal innovationen er, jo mere skal politikerne involveres. Vi er optagede af at skabe et bæredygtigt velfærdssamfund i fællesskab og tror ikke på vandtætte skodder og knivskarpe opdelinger mellem embedsmænd og politikere.

Fremtidens udfordringer er efter vores opfattelse så store, at vi bliver nødt til at hjælpe hinanden og gøre tingene på nye måder - sammen! Det har vi øvet os i og vil gerne gøre endnu mere af.

Forstyrrelsesgrupper
Konkret har der i foråret 2011 været en proces blandt politikere og bredt i organisationen, hvor der blev valgt 22 mulige emner for radikal innovation, som de politiske udvalg hen over foråret fyldte indhold i.

I juni valgte politikerne fire emner, der skulle være genstand for den radikale innovation. Emnerne var "Sundhed på tværs", "Trafik", "Alle børn er forskellige og normale" og "Slip civilsamfundet fri".

I relation til hvert emne blev der herefter nedsat en såkaldt forstyrrelsesgruppe, som både skulle "styre" og "forstyrre" arbejdet med emnet.  

Fra august til december 2011 mødtes grupperne 10 gange og arbejdede intenst med emnet. Forstyrrelsesgrupperne bestod af medarbejdere, ledere, chefer og politikere både fra fagområdet og fra andre områder af den kommunale organisation, ligesom der var involvering fra borgere og interesseorganisationer.

Udefrakommende repræsentanter var med, fordi det er nødvendigt med "kvalificeret uvidenhed" for at bidrage til forstyrrelse på et fagområde; det er svært at innovere på eget område. Repræsentanterne fra eget fagområde var med for at sikre forankringen og det konkrete ejerskab til de idéer, der blev udviklet i løbet af arbejdet.

Der blev bevidst tænkt anderledes mødesteder ind i arbejdet, så man mødtes både på en ridderborg, en gammel mølle, en naturskole og andre steder, for derigennem at undersøge, hvad perspektiv-skifter og nye vinkler betyder for proces og resultater. Desuden blev der eksperimenteret med alternative mødeformer, så der derigennem også blev åbnet for nye roller og tilgange i arbejdet.  

"Politisk helle"
Undervejs i arbejdet blev der rapporteret til hele byrådet ved såkaldte pitstops, hvor alle politikerne blev involveret i arbejdet og resultaterne.

Efter det intense efterår blev resultaterne præsenteret i deres helhed på et temamøde for byrådet, hvor der blev truffet politisk beslutning om de enkelte idéers videre liv: gennemførelse, arbejde videre med henblik på yderligere undersøgelse og kvalificering eller "om igen".

Organiseringen i forstyrrelsesgrupper og den klare politiske involvering i arbejdet har resulteret i en høj grad af politisk ejerskab til innovationsarbejdet. Det har været en udfordring for politikerne i forhold til at afsætte den fornødne tid til innovationsarbejdet, men det er der for de flestes vedkommende fundet løsninger på.

Og politikerne har selv med glæde fortalt om, hvordan de har fået et større kendskab til tværgående udfordringer og opgaver i kommunen, ligesom de generelt har været glade for den dybere viden, de har fået om nye dele af den kommunale organisation. Og ikke mindst har de oplevet, at de selv har været med til at sætte dagsordenen!

Politikerne har på forhånd været enige om at erklære emnerne for radikal innovation for en slags "politisk helle", som de var enige om ikke at gøre til genstand for politiske slagsmål - og det har de holdt. Ligeledes er de enige om at tage læringen fra forstyrrelsesgrupperne med i det fortsatte arbejde; også hvis man på et tidspunkt skal have en ny administrativ og politisk organisering i Hedensted Kommune.

Og stafetten går til …
Vi takker for ordet og sender stafetten videre til Varde Kommune, der har markeret sig med spændende tiltag på kørselsområdet, hvor det både er lykkedes at gennemføre massive besparelser og som minimum fastholde serviceniveauet. Det vil vi gerne høre mere om ...

0:000:00