Hegelund og Mose: Bisser tager til genmæle

MANDAGSTRÆNEREN: Som led i en ny åbenhedsstrategi går Finansministeriets topembedsmænd selv i pressen, når regnedrengene beskyldes for politiske talfinter. Det skal hindre myter og konspirationsteorier.

Det var ikke nogen enlig svale og slet ingen tilfældighed, at det var afdelingschef Mads Kieler fra Finansministeriet og ikke hans minister, Claus Hjort Frederiksen (V), der i pinsen havnede på forsiden af Jyllands-Posten. Topembedsmanden var sendt i byen af sin departementschef for at svare på kritikken af, at regnedrengenes store køreplaner ofte skyder ved siden af virkeligheden.

”Finansministeriet forsøger ikke at bilde nogen ind, at prognoserne er objektive sandheder eller rammer plet,” påpegede talsmanden for embedsværket i Den Røde Bygning. ”De er derimod den bedst mulige vurdering på baggrund af den eksisterende viden,” understregede Kieler.

Navngivne topembedsmænd i pressen
Departementschef Martin Præstegaard har som led i en ny, proaktiv åbenhedsstrategi pålagt sig selv og sine seks øverste embedsmænd, at de skal gå offensivt til værks over for pressen og gøre det med navns nævnelse, når Finansministeriets regnemodeller, skøn og beregninger drages i tvivl. Det handler om at signalere, at det ikke er ministeren, men systemets folk, der ud fra deres almindeligt anerkendte økonom-faglighed laver de beregninger – uanset om regeringen er rød eller blå.

Selvsamme Kieler, der også har ladet sig interviewe til Altinget,  var i sidste måned hele to gange i Børsen – den ene gang højst usædvanligt med et længere ”spørgsmål-svar”-interview, hvor reporteren bombarderede løs om, hvorvidt der var udvist rettidig omhu i finanspolitikken.

At stå offentligt frem er en helt ny stil fra et hidtil lukket system, hvor en anden topembedsmand indtil for nylig ikke engang ville lade sig citere for kommentaren ”ingen kommentarer”.

Selv viste Præstegaard vejen for sine afdelingschefer, da Politiken i august sidste år – sekunderet af en økonomiprofessor – beskyldte embedsmændene for at lave talfinter i deres beregninger af, hvor hurtigt de senere års upopulære reformer slår positivt igennem i økonomien. At embedsværket skruer på særligt blå og nyliberale regnemaskiner med den store alfahan, ADAM-modellen, i spidsen.  

Departementschefen skød tilbage med et debatindlæg, hvori han skrev, at Politikens konklusioner er ”vildledende over for læserne”, og at det er ”absurd”, at avisen tillægger Finansministeriet et ”ikke-fagligt motiv.”

Påstande generer budgetbisser
Slotsholmens mest nørdede økonomiske ekspertise vil ikke længere se passivt til, når fagligheden beklikkes, og når ministeriet beskyldes for ikke at kunne kende forskel på politik og sagligt embedsmandsarbejde. Især to påstande generer bisserne:

· Embedsmændene gør bare, hvad den siddende regering siger – og får de positive tal til at shine ved at skrue på beregningsmodellerne.

· Der sidder en elite i Finansministeriet, der har en særlig interesse i at udlægge verden på en mistrøstig måde og ønsker at få politikerne til at spare mere end nødvendigt.

På Slotsholms Plads 1 husker man stadig med en vis malice, hvordan SF i partiets korte periode i regering italesatte, hvor hårdt det var at være regeringsparti, fordi Finansministeriets embedsmænd alligevel bestemte det hele. Frygten er, at den slags konspirationsteorier om et egenrådigt embedsværk bider sig fast i offentligheden.

Tavshed ved introduktionen
Da Præstegaard introducerede det nye ”vi-tager-til-genmæle”-paradigme for sine afdelingschefer, bredte der sig en vis stilhed i lokalet. Det med pressen har hidtil ikke ligefrem stået forrest i karrierehåndbogen hos Slotsholmens talhoveder. Omvendt kan Finansministeriets ledende embedsmænd ikke i længden leve med, at offentligheden får det indtryk, at der foregår dubiøse ting bag murene.

Finansministeriets genmæle-strategi skal også ses i lyset af medieudviklingen med ekstrem nyhedshastighed og rundsprednings-pres fra de sociale medier. Få år tilbage kunne en mediebevidst topembedsmand nøjes med baggrundsbriefinger med chefredaktører og førende kommentatorer – for trods alt at have en vis indflydelse på, at der ikke bredte sig for mange misforståelser i medierne. Nu spreder påstande sig med lynets hast og kan sætte sig fast som et – sandt eller falsk - narrativ om et ministerium, der manipulerer og arbejder fordækt.

Derfor er det også en del af strategien, at ministeriet skal reagere lynhurtigt med korrektioner, hvilket er en kæmpe udfordring for et system, der traditionelt arbejder langsomt. Det går ikke i dag at komponere et debatindlæg, der måske først bliver bragt om tre dage. Så er løbet kørt.

Genmæle balancerer på knivsæg
Finansministeriet skyndte sig tidligere på måneden at sende en dementerende pressemeddelelse ud og lagde den på egen hjemmeside, da Politiken ved granskning i en budgetbisse-rapport var nået frem til følgende overskrift: ”Flygtninge vil gavne økonomien”. Sådan mente systemets folk – politisk betimeligt, tilfældigvis – ikke, at man fagligt set kunne læse tallene.

Med genmæle-strategien bevæger topembedsmændene sig på en knivsæg: De skal over for offentligheden holde sig langt væk fra Venstre-regeringens flygtningepolitik. Ellers vil de blive beskyldt for at politisere. Omvendt har både embedsværk og omverden behov for, at ministeriets folk forklarer så pædagogisk som muligt, hvordan de beregner tingene, og hvilke antagelser og forudsætninger der ligger bag. Som sidegevinst skærper transparensen bissernes egne sanser – de skal have endnu mere hold i de faglige billetter.

Mandagstræneren vurderer, at flere embedsmænd på Slotsholmen vil stikke hovedet frem i pressen, når kanonerne vendes mod systemets metoder. Ikke blot Finansministeriet, men hele centraladministrationen har brug for accept og legitimitet i offentlighedens øjne. Ellers slår det hårdt pressede danske embedsmandssystem yderligere revner: Den barske virkelighed, der i lyset af de mange ”skandalesager” de senere år har ramt en stribe naboministerier, er nu også trængt ind til budgetbisserne.

Endnu ikke medie-darlings
Finansministeriets nye pressetilgang står dog stadig ved sin spæde begyndelse: Det er ikke, fordi toplaget er begyndt at overrende medierne. Kieler er – med fire mediehits de seneste måneder – foreløbig topscorer i afdelingschef-laget. Kollegaen Lars Haagen Pedersen vovede sig i en marts-udgave af Djøf-bladet ud i en længere faglig eksercits med universitetsprofessorer om effekten af topskattelettelser, mens Peder Lundquist har givet karriereråd til unge økonomer i ugebrevet Mandag Morgen. Derimod venter de resterende tre afdelingschefer tilsyneladende stadig på rette lejlighed og anledning til at blive medie-darlings.

 

Rådgiver-og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk 

Forrige artikel Hegelund og Mose: Spare-ritualet siden Anker Hegelund og Mose: Spare-ritualet siden Anker Næste artikel Hegelund og Mose: Eks-chefer vil lappe Slotsholmens revner Hegelund og Mose: Eks-chefer vil lappe Slotsholmens revner
  • Anmeld

    Claus hastrup

    selektivt politisk(mis)brug af embedsmændene?

    Det er virkelig en knivsæg, finansministeren har sendt embedsmændene ud på. Det er næppe en tilfældighed, at finansministeriets topembedsmænd skal forsvare lige præcis beregningerne bag den førte økonomiske politik. Men det er næppe noget der vil brede sig til f.eks miljø-området og udviklingsbistanden! Her kan Venstre ministrenes lyst til at sætte embedsmændene i forreste række i pressen nok styres. Den faglige vurdering i disse ministerier passer (endnu?) ikke rigtig med Venstre ministrenes. Denne manøvre er en skidt udvikling for den demokratiske debat. Det er de politisk ansvarlige der skal stå på mål for den førte politik, og de skal tage ansvaret - ellers får vi farcer/tragedier som skandalerne i Skat, hvor ingen tidligere (eller den nuværende) ministre står på mål for noget som helst