Helsingør Kommune: Vi skal både leve af og med naturen

Af Johannes Hecht-Nielsen (V)
Formand for miljøudvalget og tidl. borgmester i Helsingør Kommune

Hvorfor er det kun på vestkysten, at staten vil bruge midler til kystbeskyttelse? Værdierne er bestemt ikke mindre i Helsingør.

Johannes Hecht-Nielsen (V)
Formand for miljøudvalget, Helsingør Kommune

I Helsingør Kommune har vi en klar strategi for vejen til vækst. Vi skal leve af kulturen og naturen.

Med kulturen er det ret enkelt. Det handler om at investere tilstrækkeligt i de muligheder, vi har som kommune.

Med naturen er det straks vanskeligere. Naturen lader sig ikke købe, men synes tværtimod at byde på et klima med stadig større udfordringer, ikke mindst på området vand.

En uheldig førsteplads
I Helsingør får vi som i alle andre kommuner vand ned fra oven i stadig mere koncentrerede mængder, der udstiller vores kloaksystemers utilstrækkelighed, men vi er også de lykkelige ejere af Danmarks mest udsatte erosionskyst, alene i konkurrence med Hjørring Kommune.

Det er godt at være nummer 1, men måske ikke lige på dette område. Vi må leve med det, men tage vores forholdsregler.

Forskellige interesser
Lovgivningsmæssigt er det lodsejere med grunden stødende ned til vandkanten, der skal sikre og bekoste det udsatte land. Det gælder statsejede som kommunale og private grundejere.

Men interesserne er forskellige.

For Naturstyrelsen er havets eroderen – ja – natur, så fint med det. For kommunen betyder det manglende strande til turisterne, udsatte havne og ødelagte stier og veje. Og deraf følgende store udgifter.

Boligejere barrikaderer sig
For private betyder det en trussel mod det vigtigste investeringsobjekt for de fleste af os, nemlig vores hjem.

I Helsingør er de fleste huse langs kysten nemlig ikke sommerboliger, men helårsboliger, der med beliggenhed med havudsigt hører til i den dyre ende. Derfor har den enkelte ejer og de enkelte kystsikringslag gennem tiden bygget solide barrikader mod havet i form af høfder, skræntfodssikring med store sten og/eller beton og fremskudte stenmoler.

Det har været dyrt. Det er helt forståeligt med de store værdier, der skal beskyttes, men ikke altid lige kønt og heller ikke altid tilstrækkeligt effektivt.

Bodil blev startskuddet til handling
Det blev tydeligt demonstreret, da Bodil ramte Nordkysten i december 2013, hvor vandmasserne betød millionskader på husene og hentede store dele af grundene til havet.

Det gode ved hændelsen var, at det blev startskuddet til et tværkommunalt projekt fra Halsnæs over Gribskov til Helsingør, hvor sandfodring anbefales som det bærende element i beskyttelsen.

Den metode, Kystdirektoratet i snart mange år har dikteret som den rette, men som ikke har mening ud for enkeltparceller, hvor den udgiftsbærende grundejer hurtigt må se naboerne have mest glæde af investeringen i kraft af havets umættelige vilje til erosion og videretransport af sandet mod øst.

Og det er jo netop teorien bag sandfordring som beskyttelse, at havet får eroderingsmaterialet tilbage, deponerer sedimentet langs kysten og dermed genskaber den flade og brede forstrand. Det tager højden af bølgerne, der brydes længere ude og dermed mister kraft, inden skræntfoden nås.

Men er der noget at sige til, at de private lodsejere skyndte sig at genetablere den ødelagte faste kystbeskyttelse og nu kvier sig ved at skulle betale igen for et projekt, der mere gavner de andre, og hvor der måske heller ikke er 100 % tillid til effektiviteten.

Hvorfor kun midler til vestkysten?
Derfor må det offentlige Danmark på banen. Kommunerne kan måske selv, men hvorfor er det kun på vestkysten, at staten vil bruge midler til kystbeskyttelse?

Værdierne er bestemt ikke mindre i Helsingør, også for samfundet som et hele, hvor sidegevinsten ved den medfølgende genetablering af attraktiv strand er af stor betydning for turisterhvervet.

Som et minimum kunne kommunerne gives låneadgang til en kystbeskyttelsespulje, der dermed ikke ville belaste kommunens begrænsninger i relation til budgetloven.

For de tre kommuner samlet set taler vi startinvestering i 100 millioner-klassen og efterfølgende årlige millioner til vedligehold af sanddepoter, såkaldte ”sandmotorer”. Det kan ingen af kystkommunerne bære inden for budgetlovens rammer.