Debat

Henrik Christoffersen: To nye kommunetyper er blevet fluepapir

KLUMME: Kommunalpolitik har udviklet sig til et professionaliseret servicesystem, mens vi ser opkomsten af stadig dybere strukturelle udfordringer i lokalsamfundene. Udviklingen kalder på et stærkt folkeligt kommunestyre til at håndtere udfordringerne, skriver forskningschefen i Cepos.

Lolland Kommune (foto: Nakskov Torv) er ramt af fluepapirseffekten.
Lolland Kommune (foto: Nakskov Torv) er ramt af fluepapirseffekten.Foto: Søren Steffen/Scanpix
Henrik Christoffersen

Henrik Christoffersen er forskningschef i CEPOS og har været ansat siden 2008.

Han forsker bl.a. i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område herunder analyser af kommunernes effektivitet samt undervisningseffekten på landets grundskoler.

Henrik Christoffersen har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos Kommunernes Landsforening og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet.

Han har bl.a. skrevet bøgerne ’Det mindst ringe’ samt været medforfatter på ’The Good Society - A Comparative Study of Denmark and Switzerland’.

Henrik Christoffersen er uddannet økonom. 

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når man sammenholder kommunernes nye budgetter med deres udgiftsbehov beregnet af Indenrigsministeriet, så planlægger kommunen med det højeste udgiftsniveau i år at anvende 17 pct. flere penge, end hvis den blev drevet som kommunen med det mest beskedne udgiftsniveau. Forskellene svarer i alt til 25 - 30 milliarder i indeværende år.

Det særligt interessante er, at gruppen af kommuner, som bruger flest penge til at løse deres opgaver, har ændret sammensætning i de seneste år. Det er nu to typer af kommuner, som drives med et særlig højt udgiftsniveau: Københavnske vestegnskommuner og udkantskommuner. Særligt har udkantskommunerne øget udgiftsniveauet i de seneste år.

Forskellene er som udgangspunkt i overensstemmelse med det kommunale selvstyre. På den anden side rejser det spørgsmålet om, hvad der er forklaringen på, at der danner sig et stadig tydeligere mønster?

Adskillige analyser har påvist, at der virker den politisk økonomiske mekanisme i kommunerne, som kommunaløkonomer kalder fluepapirseffekten. Altså: Kommer der nogle penge forbi en kommune, så klistrer de fast. Selv om udkantskommuner for manges vedkommende har en høj skat, så anvendes øgede udligningspenge ikke til skattenedsættelser. Og der kommer stadig flere penge forbi udkantkommunerne i disse år.

 De senere års stærkt øgede omfordelinger mellem Centerdanmark og Udkantsdanmark har kunnet lade sig gøre, fordi der har været en masse fedt, som har kunnet presses ud af de velstående hovedstadskommuner.

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Væsentligere er det dog nok, at der foregår betydende strukturelle forandringer i udkantskommunernes geografi, økonomi og befolkningssammensætning, som efterlader disse kommuner med en økonomi, der ikke er bæredygtig uden mere dybtgående strukturelle forandringer af deres lokalsamfund.

På det seneste har jeg besøgt flere af de kommuner, som har mistet bæredygtighed i løbet af de senere år. Mine analyser af kommunernes udgiftsniveauer har fremkaldt en række invitationer, om end sjældent ligefrem jubel i de pågældende kommuner.

I Syddjurs Kommune kunne politikerne ikke enes om den nye kommunes rationale ved kommunesammenlægningen i 2007, og der hersker fortsat en grundlæggende uenighed om, kommunens rationale er at være Ebeltoft med opland, eller om det er at være en forstad til Aarhus. Derfor kan kommunen ikke finde enighed om en stærk strategi for udvikling af lokalsamfundet i en økonomisk og socialt bæredygtig form. Det koster.

I Lolland Kommune er situationen efter kommunesammenlægningen den, at kommunen består af to ligeordnede centre, nemlig Maribo og Nakskov. Ydermere er det eneste bycenter af nogen styrke på Lolland-Falster – Nykøbing Falster – placeret netop uden for Lolland Kommunes bygrænse. Her er to små bycentre lig med intet center. Også det koster.

Ikke at det er falske problemer, de kæmper med i Syddjurs og i Lolland Kommuner. Den regionale udvikling sætter disse kommuner under pres, hvor bestående strukturer mister deres holdbarhed. Lige som den regionale udvikling sætter alle landets kommuner under pres – på forskellig vis.

Selvfølgelig kan man drive folkeskole i Syddjurs og i Lolland kommuner med samme økonomi som i Kolding, men det fordrer betydelige strukturelle forandringer, som kan være af forskellig art.

Disse lokalsamfund kan eventuelt vælge at centralisere lokaliseringen, men de kan også udvikle billigere decentrale skoler i retning af måden at drive frie grundskoler.

Den heftige debat om udligningen mellem kommunerne drejer sig i høj grad om, hvorvidt velfærdsstaten skal imødegå dette udefra kommende pres for omstillinger i lokalsamfundene og konservere givne strukturer, eller om danskerne i alle ender af landet skal tåle at blive konfronteret med ændrede vilkår.

Her er det vigtigt at være opmærksom på, at det netop ikke alene er landets udkantskommuner, som i disse år udsættes for pres og må forholde sig til tanken om mere grundlæggende forandringer af lokalsamfundene.

Presset har dog fundamentalt forskellig karakter i landets forskellige egne. I hovedstadsområdet og de største byområder i øvrigt, bliver trængsel et problem, som voldsomt påvirker indbyggernes levevilkår.

Det er så op til politisk afgørelse, hvilke strukturelle udfordringer som skal imødegås, og hvilke som skal negligeres. I dansk politik om regionale spørgsmål er det nok udslagsgivende, at der bor flere vælgere uden for end i hovedstadsområdet. Ergo er presset for centralisering af lokaliseringen i Udkantsdanmark et større problem end trængslen i hovedstadsområdet.

Over for de tiltagende strukturelle udfordringer af forskellig art i landets forskellige egne står et kommunestyre, som har samlet sig om rollen at være ansvarlig for enorme driftsorganisationer for velfærdsservice.

Kommunalpolitik har udviklet sig til et professionaliseret servicesystem, mens vi ser opkomsten af stadig dybere strukturelle udfordringer i de danske lokalsamfund. Udviklingen kalder på et stærkt folkeligt kommunestyre til at håndtere de strukturelle udfordringer. Men vi har fået et kommunestyre af en helt anden art.

Det går ikke ret meget længere at drive kommunestyret i sådan en retning. De senere års stærkt øgede omfordelinger mellem Centerdanmark og Udkantsdanmark har kunnet lade sig gøre, fordi der har været en masse fedt, som har kunnet presses ud af de velstående hovedstadskommuner, og fordi befolkningen har båret over med det stærkt voksende pengeforbrug i udkantskommunerne.

Centerkommunerne har så effektiviseret, og det er udmærket, men der er grænser for sådan en strategis holdbarhed. Ligeledes er tingene i Udkantsdanmark ineffektiviseret og sat i stå i en grad, som heller ikke nemt kan videreføres, selv med tilførsel af endnu flere penge. Kommunerne må altså nødvendigvis bringes til at forholde sig stærkere til lokalsamfundenes tiltagende strukturelle udfordringer, så forskellige disse udfordringer er i landets forskellige egne. Til gengæld kan kommunerne med stor fordel overlade produktionsopgaverne til produktionsvirksomheder.

........

Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Han forsker blandt andet i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Dokumentation

FT: Udviklingen kalder på et stærkt folkeligt kommunestyre til at håndtere de strukturelle udfordringer. Men vi har fået et kommunestyre af en helt anden art.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Christoffersen

Fhv. forskningschef, Cepos
cand.polit.

0:000:00