Løkkes bror skifter til Liberal Alliance

Statsminister Lars Løkke Rasmussens bror, Knud Løkke Rasmussen, har meldt sig ind i Liberal Alliance. Dermed fordobles partiets mandattal i Fredensborg Kommune.

Lars Løkke Rasmussens bror har meldt sig ind i Liberal Alliance. Allerede i 2015 forlod han Venstre.
Lars Løkke Rasmussens bror har meldt sig ind i Liberal Alliance. Allerede i 2015 forlod han Venstre.Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Anders Redder

Liberal Alliance er onsdag blevet et prominent efternavn rigere.

Statsministerens bror Knud Løkke Rasmussen har meldt sig under Liberal Alliances faner og sikrer dermed partiet en ekstra byrådsplads i Fredensborg Kommune. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Allerede tilbage i 2015 forlod Knud Løkke Rasmussen Venstre for i stedet at stifte sin egen lokalliste under navnet Frie Liberale.

Begrundelsen var dengang, at der var for langt mellem det landspolitiske Venstre og den lokale partiforenings politik. 

Godt samarbejde i Fredensborg
Men nu har et godt samarbejde med Liberal Alliance i Fredensborgs kommunalbestyrelse fået Knud Løkke Rasmussen til at skifte parti:

"Jeg har haft et fantastisk godt samarbejde med Helle Abild Hansen fra Liberal Alliance. Vi har fra starten af byrådsperioden været enige om, hvilken retning, vi ønsker, kommunen skal udvikle sig i. Konkret har det betydet, at vi de sidste to år har fremlagt fælles budgetforslag, hvor vi har prioriteret børn, ældre, udsatte borgere og ikke mindst en hurtigere afvikling af kommunens høje gæld, så vi for alvor kan få råd til at udvikle kommunen og lade borgerne beholde lidt flere af deres egne penge," skriver Knud Løkke Rasmussen på sin Facebook-side.

Partiskiftet betyder i første omgang ikke, at Knud Løkke Rasmussen vil iscenesætte sig selv landspolitisk. 

I stedet vil han søge genvalg i Fredensborg Kommune til kommunalvalget i november, skriver hovedpersonen på sin Facebook-side.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Knud Løkke Rasmussen

Fhv. servicemedarbejder hos Audi Hørsholm (2023), fhv. byrådsmedlem (V og løsgænger), Fredensborg 2014-17

0:000:00