Ny formand: Vi må tage et kritisk blik på os selv

INTERVIEW: Har de offentlige akademikere på nogle områder djøffet den lige rigeligt? Muligvis, vi må i hvert fald tage diskussionen, mener Sara Vergo, ny formand for Djøf Offentlig.

I slutningen af april blev Sara Vergo formelt valgt som formand for bestyrelsen for Djøf Offentlig.
I slutningen af april blev Sara Vergo formelt valgt som formand for bestyrelsen for Djøf Offentlig.Foto: Djøf
Sine Riis Lund

Når ordet djøfisering slipper over læberne, er det sjældent kærligt ment.

Tværtimod bruges udtrykket gerne som et skældsord for alverdens dårligdomme i den offentlige sektor.

Det undrer den nye formand for Djøf Offentlig.

“Der bliver rigtig tit sat lighedstegn mellem djøfisering og overbureaukratisering eller idiotbureaukrati, og jeg synes egentlig, det er dybt uretfærdigt, at det på denne måde bliver brugt som et hadebegreb,” siger 44-årige Sara Vergo.

Margrethe Vestagers tillidsreform blev aldrig rigtig til noget, men dybest set er det jo det, vi har brug for. Nemlig at finde balancen mellem tillid til medarbejderne og så de regler, der skal styre dem igennem.

Sara Vergo
Formand for Djøf Offentlig

Hun blev i slutningen af april formelt valgt som formand for Djøf Offentlig efter at have været konstitueret i stillingen siden årsskiftet.

Har vi djøffet den for meget?
Sara Vergo påpeger, at bureaukrati også handler om, at der er gennemsigtighed og retssikkerhed. Derfor hverken kan eller skal bureaukrati afskaffes.

Så måske vi alligevel skal begynde at kigge lidt indad og spørge, om vi nogle steder har ladet os rive lidt for meget med og djøffet det hele lidt for meget op med for mange regler i en iver efter at styre bedst muligt.

Sara Vergo
Formand, Djøf Offentlig

Tværtimod har djøferne været med til at sikre, at der er sket en professionalisering af den offentlige sektor til gavn for borgerne.

Når det er sagt, så skal djøferne heller ikke være for fine til at tage et kritisk blik på sig selv. For selv om politikerne har travlt med at foreslå og vedtage nye regler, hver gang der sker fejl eller svigt i den offentlige service, så har djøferne også et ansvar som centrale spillere i lovgivningens maskinrum, mener Sara Vergo.

"Så måske vi alligevel skal begynde at kigge lidt indad og spørge, om vi nogle steder har ladet os rive lidt for meget med og djøffet det hele lidt for meget op med for mange regler i en iver efter at styre bedst muligt,” siger hun.

Jagten efter de rigtige mål
Blandt andet har der været meget kritik af, at der er sket en forkert målstyring. Derfor må djøferne også spørge sig selv, om man er blevet lidt for blinde for, om målstyringen altid fører til de rigtige effekter, mener Sara Vergo.

“Vi skal ikke være så selvtilstrækkelige og sige, at den træning, vi har i at se verden, er den eneste rigtige. Vi skal heller ikke lægge os ned på ryggen, men tage kritikken til os og spørge, hvad der så skal komme i stedet for.”

Sara Vergo vil gerne være med til at diskutere, hvordan der kan udvikles nye måder at forvalte det offentlige på. Og det gerne sammen med de andre faggrupper, de såkaldte varme hænder. For hvordan sikrer man så bedst, at man får mest mulig kvalitet og effekt for skattekronerne?

Tillidsreform 2.0
Nok laves der måske et regneark for meget her og der, men der vil også i fremtiden være brug for mål, mener Sara Vergo. Hun ser gerne, at man arbejder med, hvad man kan kalde en tillidsreform 2.0.

“Margrethe Vestagers tillidsreform blev aldrig rigtig til noget, men dybest set er det jo det, vi har brug for. Nemlig at finde balancen mellem tillid til medarbejderne og så de regler, der skal styre dem igennem.”

Djøf Offentlig er gået i dialog med andre organisationer i håbet om på sigt at kunne søsætte nogle konkrete projekter for at se, om man kan komme overflødigt bureaukrati til livs og komme tættere et svar på, hvordan man så kan styre den offentlige sektor bedst muligt. Dialogen er dog endnu blot i en indledende fase.

Brug for flere djøffere
Og øvelsen er ikke ensbetydende med, at Sara Vergo vil tale om hverken overproduktion eller for stor overvægt af de såkaldte kolde hænder. Tværtimod mener hun, at det i hvert fald i kommunerne vil være sundt med flere djøfere.

“Der er altså forsvindende få djøfere ude i kommunerne, fordi her faktisk er kæmpe store komplekse problemstillinger at holde styr på.”

Hun kommer selv fra en stilling i Næstved Kommune, og påpeger, at der her er adskillige tusinde ansatte, men ganske få djøffere.

Det selv om lovkomplekset inden for jobcentrenes område i sig selv fylder adskillige reolmeter og er langt fra nemt at håndtere, selv hvis man har en juridisk uddannelse, påpeger Sara Vergo.

Samtidigt er kommunerne blevet til milliardøkonomier, der kræver økonomer, som er vant til at jonglere med store tal og regneark.

En attraktiv arbejdsplads
Hendes største bekymring som formand for Djøf Offentlig går da også på, hvordan det offentlige vedbliver at være en interessant arbejdsplads for de dygtigste akademikere i en tid, hvor den offentlige sektor er under pres.

“Efterhånden er det sådan, at man hverken kan konkurrere på tryghed eller andre arbejdsvilkår og slet ikke løn, så det bliver svært at blive ved med at fastholde og tiltrække de dygtige djøfere til den offentlige sektor og nok særligt uden for København,” siger hun.

Men hvordan gør man så det? Det handler blandt andet om at skabe indflydelse og meningsfuldhed for de ansatte.

“Når man er ansat i den offentlige sektor, så vil selv de kolde djøffere, som vi så kaldes, gerne gøre en forskel. Og det er man nødt til at arbejde med.”

Dokumentation

Blå bog: Sara Vergo
Født 11. december 1971

Uddannelse
Cand. techn.soc, Roskilde Universitet, 1993-2001

Karriere
Formand, bestyrelsen for Djøf Offentlig (2016-)
Bestyrelsesmedlem, Djøf Offentlig (2010-)
Næstformand i bestyrelsen for Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (2016-)
Projektleder, Ressource City og Center for Bæredygtigt Byggeri, Næstved Kommune (2011-2015)
Agenda 21 konsulent, Næstved Kommune (2009-2011)
Grøn Byplanlægger, Næstved Kommune, 2003-2009


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00