Læger og regioner udskyder ny aftale igen

LAGT PÅ IS: Forhandlingerne om en ny overenskomst for de praktiserende læger er endnu en gang strandet. Lægerne foreslår forhandlingerne genoptaget.

Foto: Morten Germund/Scanpix
Cecilie Gormsen

En ny overenskomst for de praktiserende lader vente på sig, efter forhandlingerne mellem regionerne og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) igen er strandet.

Og der bliver ikke en ny aftale på denne side af sommerferien, lyder det fra Anders Kühnau, der er forhandlingsleder for Danske Regioner.

”De praktiserende læger er en vigtig del af det danske sundhedsvæsen, så i regionerne var vi fuldstændig parate til igen at lægge flere penge og opgaver hos almen praksis,” siger Anders Kühnau og fortsætter:

”Det var vi, fordi vi på den måde kan hjælpe borgere og patienter endnu bedre. Vi regnede med, at PLO forstod, at nu skulle der slås til, så jeg er dybt skuffet over, at aftalen fortaber sig i det fjerne.”

Forhandlinger strandede i april
Overenskomstforhandlingerne mellem PLO og regionerne gik i vasken i april efter seks måneders forhandling, men der har siden været uofficielle forhandlinger. Men en aftale kommer ikke til at falde på plads inden sommerferien, understreger Danske Regioner.

Et af stridspunkterne i forhandlingerne er regionernes krav om, at de praktiserende læger skal honoreres ud fra et såkaldt differentieret basishonorar. Det betyder, at en praktiserende læge med flere arbejdskrævende patienter end gennemsnittet skal tilgodeses.

”Vi ønsker en mere fair fordeling af lønkronerne hos de praktiserende læger. Det handler også om at sikre en ordentlig lægedækning i hele landet. Vi er nødt til at tilbyde bedre vilkår for lægerne i områder med mange behandlingskrævende patienter. Mange ”tunge” patienter er altså både mere tidskrævende og komplicerede end mange ”lette” patienter. Det bør honoraret da afspejle,” siger Anders Kühnau.

PLO: Genoptag forhandlinger
Men selvom PLO ikke er tilhænger af den model, opfordrer organisationen dog regionerne til at genoptage forhandlingerne, da parterne ifølge de praktiserende læger er tæt på hinanden.

”PLO oplever, på trods af at forhandlingerne stadig er vanskelige, at parterne nu er meget tæt på at kunne indgå en aftale. Det økonomiske gab, som har været en hindring for et resultat meget længe, er nu nede på under 50 millioner kroner i aftalens tredje år, en afstand vi bør kunne nå hen over, hvis vi begge er villige til at tage det sidste, afgørende skridt hen mod hinanden,” siger PLO-formand Christian Freitag.

Han peger på, at der er uenighed om lægernes grundhonorar og om de redskaber, der kan hjælpe lægerne med at holde sig inden for den faste økonomiramme, som regionerne kræver. Samtidig peger Christian Freitag på, at den nuværende aftaleskitse blandt andet vil give bedre hjælp til cancerpatienter, KOL-patienter og børn med astma.

”Vi står med en historisk mulighed for at påbegynde en prioritering af almen praksis og dermed ruste os til morgendagens udfordringer. Vi pådrager os derfor et tungt ansvar, hvis ikke vi er i stand til at sætte os om et bord og finde hinanden over de forholdsvis små uenigheder, der består,” siger Christian Freitag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Kühnau Hansen

Formand, Danske Regioner, regionsrådsformand (S), Region Midtjylland, medlem, Kattegatkomitéen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2008)

Christian Freitag

Fhv. formand, PLO, speciallæge i almen medicin
cand.med. (Københavns Uni. 1995)

0:000:00