Regeringen samler offentlige og private topchefer i kamp mod bureaukrati

REFORM: Innovationsminister Sophie Løhde (V) har nedsat et hold af erhvervsfolk og topembedsmænd til at hjælpe og udfordre regeringen i arbejdet med at forny den offentlige sektor.

Innovationminister Sophie Løhde (V) nedsætter tre såkaldte udfordringspaneler, som skal hjælpe regeringen med at reformere den offentlige sektor.
Innovationminister Sophie Løhde (V) nedsætter tre såkaldte udfordringspaneler, som skal hjælpe regeringen med at reformere den offentlige sektor.Foto: Bax Lindhardt/ Scanpix
Kim Rosenkilde

Bureaukratiet skal bankes tilbage, velfærden skal løftes, og den offentlige sektor moderniseres.

Ambitionerne er store, når regeringen i løbet af 2017 skal samle trådene til en større reform af den offentlige sektor.

Til at hjælpe med opgaven har regeringen nu nedsat tre såkaldte udfordringspaneler, som skal give deres bud på, hvordan regeringens ønsker om at skabe en mere sammenhængende offentlig sektor kan realiseres.

I panelerne sidder en række ledende embedsmænd fra kommuner, regioner og statslige institutioner sammen med direktører og chefer fra det private erhvervsliv.

Det er vigtigt, at vi politikere bliver udfordret og lytter til de gode råd og ideer, der genereres uden for murene på Christiansborg.

Sophie Løhde (V)
Minister for offentlig innovation

”Det er vigtigt, at vi politikere bliver udfordret og lytter til de gode råd og ideer, der genereres uden for murene på Christiansborg,” siger innovationsminister Sophie Løhde om baggrunden for de tre udfordringspaneler.

Skal skabe debat
Hun vil have panelernes medlemmer til at komme med egne bud på, hvor regeringen skal sætte ind i arbejdet med at reformere den offentlige sektor.

Samtidig skal de være med til at skabe en bredere offentlig debat og dialog om reformarbejdet.

De tre udfordringspaneler knytter sig til hvert deres hovedspor i regeringens bebudede sammenhængsreform.

Et panel skal tage sig af sisyfos-arbejdet med at bekæmpe bureaukrati i den offentlige sektor for derved at sikre medarbejderne mere tid til deres kerneopgaver.

Et andet panel skal arbejde med at skabe bedre styring på tværs af de forskellige sektorer i den offentlige sektor. Mens det tredje skal forholde sig til mulighederne for at effektivisere den offentlige sektor med hjælp fra ny teknologi.

Tidligere københavner-direktør er formand
I spidsen for de tre paneler har regeringen sat Claus Juhl, direktør for konsulentvirksomheden Forskel. Han er tidligere medstifter af konsulentvirksomheden Struensee & Co. og administrerende direktør i Københavns Kommune.

”Jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet sammen med de andre stærke kræfter i udfordringspanelerne. Jeg håber, at vi kan være med til at identificere udfordringer og pege på de mulige løsninger, der kan indgå i sammenhængsreformen,” siger Claus Juhl.

Blandt de øvrige paneldeltagere finder man blandt andre professor og sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen, tidligere V-borgmester i Aarhus Louise Gade, kommunaldirektør Helene Bækmark fra Faaborg-Midtfyn og hendes kollega Stine Johansen fra Helsingør Kommune.

Med fra det private erhvervsliv er blandt andet Tonny Thierry Andersen, der er Chef for Wealth Management i Danske Bank og TDC's administrerende direktør Pernille Erenberg.

Dialogmøde og Danmarksturné venter
Udfordringspanelerne udgør ét element blandt en række af initiativer, der skal sikre en bred dialog og debat om indholdet i sammenhængsreformen.

Med statsministeren i spidsen mødes en lang række centrale aktører i og omkring hverdagen i den offentlige sektor til dialogmøde på Marienborg. Det sker på fredag, ligesom innovationsminister Sophie Løhde har skudt en større Danmarksturné i gang.

Det erklærede mål er at besøge institutioner og medarbejdere i alle landets 98 kommuner og 5 regioner.

”Jeg har store forventninger til udfordringspanelernes arbejde og den brede dialog, vi nu lægger op til i forbindelse med arbejdet med sammenhængsreformen,” siger Sophie Løhde.

Dokumentation

Medlemmerne af regeringens udfordringspaneler

  • Claus Juhl, direktør, Forskel

Udfordringspanel 1 – Mere tid til kerneopgaven – afbureaukratisering

  • Ole P. Kristensen, bestyrelsesformand for Stibo Fonden og Riisfort Fonden
  • Karen Stæhr, sektorformand, FOA
  • Stine Johansen, kommunaldirektør, Helsingør Kommune
  • Louise Gade, direktør, VIA Efter- og videreuddannelse

Udfordringspanel 2 – Bedre velfærd på tværs af sektorer

  • Helene Bækmark, kommunaldirektør, Faaborg-Midtfyn Kommune
  • Kjeld Møller Pedersen, professor, Syddansk Universitet
  • Lilian Mogensen, koncerndirektør, ATP’s Administrationsforretning
  • Svend Særkjær, regionsdirektør, Region Nordjylland

Udfordringspanel 3 – En mere tidssvarende offentlig sektor

  • Per Christiansen, hospitalsdirektør, Rigshospitalet
  • Tonny Thierry Andersen, Chef for Wealth Management, Danske Bank
  • Christian Bason, adm. direktør, Dansk Design Center
  • Pernille Erenbjerg, adm. direktør, TDC A/S

Kilde: Finansministeriet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Juhl

Grundlægger og direktør, Forskel, bestyrelsesmedlem, Nordea Invest, bestyrelsesmedlem GreenMobility, medstifter og formand, DataFair, formand, Forum for Offentligt-Privat Samarbejde
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1992)

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00