Se hovedpunkterne i regeringens økonomiske redegørelse

OPSVING: Vi har lagt krisen bag os, var økonomiminister Morten Østergaards budskab, da han fremlagde regeringens økonomiske redegørelse. Se hovedpunkterne her.  

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Cecilie Gormsen

Tirsdag stod i økonomiens tegn. Først fremlagde de økonomiske vismænd sin rapport, og tirsdag eftermiddag var turen så kommet til regeringens egen økonomiske redegørelse. 

Egentlig skulle den økonomiske redegørelse først være fremlagt torsdag, men den blev pludselig rykket til tirsdag. Og ligesom vismandsrapporten viser den økonomiske redegørelse fremgang i dansk økonomi. 

”Dansk økonomi er godt på vej ind i et opsving. Genopretningen efter krisen har været lang, men efter halvandet år med vækst og stigende beskæftigelse lader det nu til, at fremgangen har bidt sig fast,” siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R).

Regeringen har opjusteret vækst-forventningerne med 1,7 procent i år, og forventningen til 2016 er endnu bedre med en vækst på to procent. Dermed er regeringens egen prognose en smule mindre optimistisk end de økonomiske vismænd, der forventer, at BNP vil vokse med omkring to procent i år.

Se hovedpunkterne i regeringens økonomiske redegørelse herunder:

  • Dansk økonomi er vokset i seks kvartaler i træk. Forudsætningerne er til stede for yderligere fremgang i produktion og efterspørgsel de kommende år, og det i et lidt højere tempo end skønnet i december. Det afspejler blandt andet, at væksten understøttes af lavere oliepriser og renter end i december-vurderingen, mens dansk konkurrenceevne er styrket af den lavere effektive kronekurs.
  • Væksten i BNP skønnes at blive 1,7 procent i 2015 og to procent i 2016, hovedsageligt som følge af fremgang i den private sektor. Det indebærer en gradvis indsnævring af outputgabet fra cirka 2,25 procent af BNP i 2014 til omtrent 1,25 procent af BNP i 2016.
  • Over prognoseperioden ventes den indenlandske efterspørgsel at udgøre en væsentlig drivkraft bag den tiltagende vækst med stigende privat forbrug og investeringer. Væksten i det private forbrug afspejler blandt andet, at der nu er langt bedre overensstemmelse mellem indkomster og forbrug. For nogle husholdninger vil der fortsat være et behov for at nedbringe gæld, men samlet set er tilpasningen nået langt efter årene med overophedning. 
  • Generelt ser forbrugerne mere positivt på både landets og deres egen økonomi. Det skal blandt andet ses i lyset af, at det danske boligmarked har oplevet en væsentlig fremgang. Fremgangen ventes at tage til i de kommende år og drives både af den generelle bedring i konjunkturerne herhjemme og de meget lave renter. De fortsat lave renter ventes at løfte boligpriserne yderligere til 4,5 procent vækst både i år og til næste år. Stigende boligpriser ventes at understøtte byggeriet, da det gør det mere attraktivt at bygge nyt.
  • Eksporten er fortsat en vigtig drivkraft bag dansk vækst, der understøttes af fremgang i den globale økonomi. Særligt de forbedrede vækstudsigter i en række europæiske lande ventes at løfte dansk eksport, som også styrkes af de senere års genopretning af de danske virksomheders konkurrenceevne. Aktuelt løftes konkurrenceevnen yderligere af den svagere euro, som gør blandt andet danske varer billigere sammenlignet med varer fra lande uden for euroområdet, herunder USA og Storbritannien. 
  • Opsvinget er tydeligst på arbejdsmarkedet. Den samlede beskæftigelse er steget siden midten af 2013. I 2015 og 2016 ventes beskæftigelsen at stige med henholdsvis 23.000 og 29.000 personer, ikke mindst trukket af de private serviceerhverv. Den strukturelle beskæftigelse er steget betydeligt siden 2008. Beskæftigelsen kan derfor stige i de kommende år, uden at det fører til alvorlige flaskehalse eller generel mangel på arbejdskraft. 
  • Fremgangen på arbejdsmarkedet afspejles også i ledigheden, som generelt har været faldende siden midten af 2012. Bruttoledigheden er faldet fra over seks procent i midten af 2012 til 4,8 procent af arbejdsstyrken i april 2015. Det store fald skal både ses i lyset af den generelle konjunkturfremgang og kontanthjælpsreformen.
  • Der er påbegyndt en gradvis normalisering af den fortsat lempelige finanspolitik. I kriseårene har finanspolitikken været tilrettelagt med henblik på at understøtte økonomien mest muligt. Dette er sket, samtidig med at de offentlige finanser i Danmark grundlæggende er sunde, hvilket bidrager til en høj grad af tillid til dansk økonomi.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00