Skæbne-kamp mellem borgmester og kommunaldirektør

KLUMME: Hvor kreativ må en borgmester være på kanten til loven? Hvor meget skal en regelret kommunaldirektør finde sig i? Vallensbæk-sagen vil kræve sit offer, skriver Altinget.dks chefredaktør, Rasmus Nielsen.
Påstand står mod påstand mellem borgmester og hans kommunaldirektør. En kommer til at tabe ansigt i den opsigtsvækkende sag fra Vallensbæk
Påstand står mod påstand mellem borgmester og hans kommunaldirektør. En kommer til at tabe ansigt i den opsigtsvækkende sag fra VallensbækFoto: vallensbaek.dk

PÅSTAND STÅR i usædvanlig grad mod påstand i den opsigtsvækkende sag fra Vallensbæk Kommune, hvor kommunaldirektøren beskylder borgmesteren for ulovligheder og magtmisbrug.

Fronterne er i sjælden grad trukket op - og én af parterne vil om nogle dage stå tilbage med sorteper. Den kommunale verden, skatteborgerne - ja, retssamfundet kan ikke leve med et mudret forlig efter omfanget af de beskyldninger, der er ude.

Kommunaldirektør Bjarke Steen Johansens beskyldninger - som fremsat i et brev via DJØF til Statsforvaltningen - er så omfattende, at holder de, burde borgmester Henrik Rasmussen (K) trække sig. Alene overskriften: "Om magtmisbrug, ulovlige forhold og pålæg til administrationen om udførelse af usaglige og ulovlige handlinger i Vallensbæk Kommune".

Og omvendt: Borgmesteren fastholder på sin side den pure uskyld og bakkes op af byrådsmedlemmer fra andre partier. Frikendes han, får den snart fratrådte kommunaldirektør måske svært ved at finde sig et nyt lederjob.

Hvor ministre kan ryge, når bare det i medierne blæser op til kuling, skal der mere end storm til, før en borgmester ryger.

Rasmus Nielsen
Chefredaktør, Altinget.dk

Anklagen mod Henrik Rasmussen handler blandt andet om, at han skulle have givet ordrer til embedsmænd om at gennemføre tiltag, uden at kommunalbestyrelsen var blevet orienteret. Og det er en meget alvorlig sag, påpeger professor og kommunalforsker ved SDU gennem mange år Poul Erik Mouritzen. Han har læst brevet, som Altinget.dks Kasper Frandsen i går fik aktindsigt i, hvorefter sagen ruller for fulde gardiner.

"Hvis det er en bare nogenlunde ædruelig udlægning, som kommunaldirektøren fremsætter, er det en meget, meget usædvanlig sag i dansk kommunalpolitik. Der er elementer i sagen, der vækker mindelser om Brixtofte-sagen tilbage i slutningen af 90'erne," fastslår professoren.

OM UDLÆGNINGEN ER ædruelig, vil i hvert fald to undersøgelser afdække. Økonomiudvalget i Vallensbæk Kommune har bedt KL, kommunernes egen organisation, undersøge sagen. Kommunaldirektørens organisation, det i stigende grad magtfulde forbund DJØF, påpeger, ikke med urette, at det ikke er troværdigt, når kommuner undersøger sig selv, og beder deres organisation gøre det. KL's undersøgelse "lider af væsentlige retssikkerhedsmæssige mangler" og vil derfor have "begrænset værdi", fremturer DJØF på forhånd. Derfor har forbundet kastet al sin prestige ind og er gået til den anderledes uvildige statsforvaltning, der som kommunernes tilsynsmyndighed ikke kan undslå sig at behandle og afgøre striden.

DJØF har en egeninteresse og en interesse på vegne af sit medlem, den sygemeldte 55-årige kommunaldirektør, i at få så gunstige fratrædelsesvilkår som muligt for Bjarke Steen Johansen. Venstres mand i Vallensbæk, Niels Jørgensen, omtaler kritikken af borgmesteren således over for os:

"Der er intet, der tyder på, at der er hold i det, og ingen af de forhold, som ville være ulovlige, er jo ført ud i livet. Det er en meget kedelig sag, hvis han forsøger at presse borgmesteren ned for selv at kunne få nogle penge."

S i byrådet har også umiddelbart tillid til borgmesteren, men opfordrer ham dog til at holde pause, mens sagen undersøges. 

Så mens DJØF og KL så decideret må siges at være parter i spillet mellem borgmestereren og kommunaldirektøren, hviler alles øjne nu på den uafhængige statsforvaltning. Her kommer juristerne til - efter at kommunaldirektøren og DJØF har indsendt sagen - at vælge side mellem de to kampfæller, der er ude i deres livs kamp om ære, fremtid, livsløn og eftermæle.

SOM SÅ OFTE, når folkevalgte sættes sammen med akademisk skolede embedsmænd, er det i mødet mellem en borgmester og en kommunaldirektør et sammenstød mellem to menneskelige kulturer. Den kreative, ofte iværksætteragtige personlighed, der vælges til at bære de gyldne kæder, vil rimeligvis bøje reglerne til maks. for gennem forandring at gavne de borgere og virksomheder, vedkommende laver politik for. Over for det kreative står det retlinede, der ubegrænset og stramt-fortolkende holder sig til reglerne og derved ofte står for det samfundsbevarende.

I Vallensbæk har man indtryk af, at borgmesteren og hans kommunaldirektør, mens de endnu talte sammen, ofte har lagt verbal arm om, hvorvidt en skæv borgmesteridé nu gik an i et retskaffent land. Som når borgmesteren bestilte et maleri af sin kone til sit kontor eller ville have hendes litografiske virksomhed til at dekorere og producere kommunens julekort. Eller ville flytte en institution til grøn landzone tæt på motorvejen, skønt det skal ske i byzone. Kommunaldirektøren advarede, og ifølge borgmesteren er ingen af delene (derfor) blevet til noget.

Hvor ministre kan ryge, når bare det i medierne blæser op til kuling, skal der mere end storm til, før en borgmester ryger. I princippet er en borgmester valgt for fire år og kan ikke afsættes af et flertal i byrådet. Først når domstolene har dømt, ryger borgmesterkæden. Og den slags juridiske sjældenheder tager som bekendt tid.

Der er ikke udsigt til, at det bliver nemmere for klagende embedsmænd eller politiske byrådsflertal at komme af med deres borgmester. Så sent som i foråret afviste regeringen og KL i en usædvanlig alliance at ændre på den kommunale styrelseslov. Hellere så man et friviligt lokalt kodeks for god konstitueringspraksis og daglig embedsførelse. 

VALLENSBÆK HAR SOM noget helt usædvanligt været konservativt styret siden 1962. Den grønne velfærdskile i et rødt hav på den københavnske vestegn blev opbygget på bar mark af den navnkundige, nu 90-årige forhenværende borgmester Poul Hansen. Mens Kurt Hockerup endnu var hans svigersøn, fik han overtaget roret frem til sin død i 2010, hvor Henrik Rasmussen tog over. 

Og med den nye sag gør Vallensbæk sig til genstand for en helt usædvanlig sag, hvor en politisk valgt mand kæmper mod en ansat embedsmand. Det bliver naturligvis en undersøgelse af, hvad der virkelig er hændt - og hér kommer den ene part til at bakke ud. Men det handler også om, hvor meget gradbøjning eller udnyttelse af lovens ord og regler, en embedsmand skal lægge ryg til, før han ikke bare advarer sin chef, men direkte siger fra. Og det handler om, hvor meget en borgmester skal have lov at foreslå af kreative tiltag på kanten af lov og regler, uden at han ryger på det. Bare han med egne ord lader være med at føre ideerne ud i livet.

Nogen i denne sag må tabe ansigt. Det er Statsforvaltningen, der placerer sorteper. Sagen kan danne præcedens for fremtidige fighter mellem kreative borgmestre og regelrette kommunaldirektører.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Rasmussen

Borgmester (K), Vallensbæk Kommune, formand, Erhvervshus Hovedstaden
bygningskonstruktør, master i projektledelse og procesforbedring

Poul Erik Mouritzen

Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet og Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet
Cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1977), dr.scient.pol. (Aarhus Uni. 1991)

Rasmus Nielsen

Formand for Alrow Media, udgiver af Altinget i Danmark, Norge og Sverige samt Mandag Morgen
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1983)

0:000:00