Debat

S-formænd: KMF skal ændres markant

DEBAT: Den nuværende model for kommunal finansiering spænder ben for samarbejdet mellem kommuner og regioner, mener regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) og borgmester i Herlev, Thomas Gyldal Petersen (S). Der er behov for større sammenhæng, for ellers går det i sidste ende ud over os alle.

Det er nødvendigt med en ny og mere enkel model, der kan styrke samarbejdet og de gode intentioner, som der findes i kommunerne og regionerne, mener Sophie Hæstorp Andersen og Thomas Gyldal Petersen.
Det er nødvendigt med en ny og mere enkel model, der kan styrke samarbejdet og de gode intentioner, som der findes i kommunerne og regionerne, mener Sophie Hæstorp Andersen og Thomas Gyldal Petersen.Foto: Colourbox
Camilla Kamstrup
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Sophie Hæstorp Andersen (S) og Thomas Gyldal Petersen (S)
Regionrådsformand i Region Hovedstaden og borgmester i Herlev Kommune

Sygdom rammer ofte skævt og uretfærdigt. Derfor er det helt centralt, at behandlingen er lige god for alle, uanset hvor man bor, og hvor meget man tjener. Og uanset om hjælpen leveres af kommunen eller regionen.

Desværre spænder den nuværende model for kommunal medfinansiering ben for et velfungerende samarbejde.

Både regioner, kommuner og borgere må nemlig i dag finde sig i en økonomisk model, der skubber penge rundt mellem forskellige offentlige kasser uden dog at komme de mennesker, som har brug for et samarbejdende sundhedsvæsen, til gode:

Borgerne har nemlig ret til et offentligt Danmark, som samarbejder til gavn for dem i stedet for at gøre dem til kastebolde mellem systemerne.

Sophie Hæstorp Andersen (S) og Thomas Gyldal Petersen (S)
Regionrådsformand i Region Hovedstaden og borgmester i Herlev Kommune

De ældre, mennesker med en kronisk sygdom, patienter i genoptræning og så videre.

Kommunal medfinansiering skaber usikkerhed
Siden strukturreformen i 2007 har kommunerne skullet medfinansiere det regionale sundhedsvæsen.

Ordningen blev indført af den daværende VK-regering med det formål at give kommunerne incitament til at yde en mere effektiv indsats for at forebygge sygdom blandt sine borgere, og ikke mindst for at sikre god og effektiv pleje af især de ældre medborgere.

Men ordningen er ikke uden problemer.

Den kommunale medfinansiering skaber usikkerhed om den økonomiske virkelighed i kommunerne og regionerne. Kommunerne, der årligt skal sende en bunke penge til regionerne, kender ganske enkelt ikke budgetudgifterne fra det ene år til det andet.

Årsagen er, at medfinansieringen er aktivitetsbestemt. Groft sagt betyder ordningen, når flere borgere behandles på hospitalet og hos egen læge, når flere ældre eller kronisk syge indlægges, og når hospitalernes produktivitet stiger, ja så koster det kommunen mere.

Det kræver en mere enkel model
Men denne usikkerhed rammer i sidste ende os alle.

For når eksempelvis Herlev Kommune i 2014 skal betale 10 millioner kroner mere i kommunal medfinansiering end budgetteret, så presser det i sidste ende de andre kommunale budgetter, der for eksempel handler om børn, ældre eller skoler.

Resultatet bliver også, at samarbejdet mellem kommunen og regionen kommer på en unødvendig hård prøve.

Det skaber i værste fald splid og mistillid mellem parterne i stedet for at styrke det samarbejde, som for borgerne er så vigtigt.

Siden kommunalreformen har kommuner og regioner lagt sig i selen for at samarbejde om de områder, hvor vi som offentlige organisationer overlapper hinanden.

Borgerne har nemlig ret til et offentligt Danmark, som samarbejder til gavn for dem i stedet for at gøre dem til kastebolde mellem systemerne.

Derfor mener vi, at det er nødvendigt med en ny og mere enkel model, der styrker samarbejdet og de gode intentioner, som findes i kommunerne og regionerne.

Brug evaluering som anledning
En god anledning er evalueringen af den aktivitetsbestemte medfinansiering, som lige nu er undervejs.

Det er for eksempel et højt prioriteret ønske hos både Herlev Kommune og Region Hovedstaden, at en ny model betyder:

At vi får en mere gennemsigtig og enkel ordning, som giver større sikkerhed i budgetterne år efter år.

At vi undgår situationer, hvor et samarbejdsprojekt kan være samfundsøkonomisk indlysende fornuftigt, men som både regionaløkonomisk og kommunaløkonomisk er økonomisk urentabelt.

At vi i stedet får en model, som tilskynder nye samarbejder mellem kommuner og regioner, der kan gavne os alle. Et eksempel er såkaldte sygeplejeteams, hvor medarbejdere fra både kommune og region tager på fælles sygebesøg.

At der kommer direkte sammenhæng mellem, hvad en kommune rent faktisk kan forebygge og de medfinansieringsudgifter, de får.

Som det er i dag, kan en kommune opleve, at den kommunale medfinansiering stiger, når borgere involveres i trafikulykker i nabokommunen, når der er et babyboom, eller når borgerne skal have ordnet korsbåndet efter en fodboldkamp i den lokale sportsklub.

Vi skal skabe sammenhæng for mennesker
Det er i sidste ende statens ansvar at sikre, at vi får en bedre og mere harmonisk model.

For når alt kommer til alt, så handler dette jo om mennesker. 

Desværre er det sådan, at stadig flere mennesker i dag lever et liv med én eller flere kroniske sygdomme. Mange har brug for hjælp både fra hospitalerne, egen læge og kommunerne.

Og er man i forvejen i en sårbar situation i sit liv, så rammer det et menneske ekstra hårdt, når sundhedsvæsenets forskellige aktører ikke formår at samarbejde.

Lad os derfor bruge evalueringen af den aktivitetsbestemte medfinansiering som en god anledning til at finde en ny model, som ikke bare styrker samarbejdet mellem kommuner og regioner, men som også giver mening og skaber sammenhæng for det enkelte menneske.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Hæstorp Andersen

Overborgmester (S), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

Thomas Gyldal Petersen

Borgmester (S), Herlev Kommune, formand, KL's Børne- og Undervisningsudvalg
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00